Hvert år ved lanceringen af en ny iPhone, så drager forsikringsbranchen et stille suk. Der er nemlig rigtig mange telefoner, som lige pludselig går i stykker.
Men forsikringsbranchen er ikke den eneste, som mærker et ryk, når der kommer en ny iPhone.
En ny sammentælling viser, at antallet af brugte iPhones til salg på Den Blå Avis er steget med 200 procent over den seneste måned. Det giver i skrivende stund 4.680 brugte æbletelefoner til salg på dba.dk.
På Gul og Gratis er der lige nu 1.251 iPhones til salg.
Prisen har endnu ikke fundet et niveau
Almindelig økonomi-lære dikterer, at et stort udbud må give en lavere pris, men det er endnu for tidligt at sige, om det også gør sig gældende, når det kommer til iPhones.
"Hele generelt læner sælgerne sig op af hinanden, når det kommer til prissætningen af deres iPhones, så endnu er det for tidligt at sige, om boomet i mobiler til salg vil presse prisen enten op eller ned," fortæller kommunikationskonsulent for DBA, Anders Rasmussen.
Han fortæller, at den gennemsnitlige pris for en iPhone på dba.dk ligger på knap 2.900 kroner, når de 'urealistiske priser på en krone eller 10 millioner' er sorteret fra.
Selvom den pris dækker over alle iPhones til salg, så er langt størstedelen af de populære smartphones af modellen 5 eller 5S.
Samtidig er der dog rift om telefonerne, hvor liggetiden for annoncerne er faldet fra et gennemsnit på 21 dage til otte dage, lyder det fra dba.dk.
Ingen tegn på stigning i svindel
Med en stigning på 200 procent i antallet af iPhone-annoncer er der også grund til at være på vagt overfor lidt for gode tilbud, men endnu melder onlinemarkedet ikke om flere anmeldelser af falske annoncer.
"Vi har ikke modtaget flere anmeldelser af falske annoncer eller hælervarer i forbindelse med de mange iPhone-annoncer, men det er selvfølgelig noget, som vi altid er opmærksomme på," siger Anders Rasmussen.
Læs også:
Overblik: Her er specs på iPhone 6 - og ni andre smartphones