Artikel top billede

Ny dansk SAP-chef: Her er min plan med SAP Danmark

Interview: Der er forandringer på vej i SAP Danmark. Se her, hvad selskabets nye topchef i Danmark, Anders Elmer Feddersen, gør sig af tanker.

Det er et par uger siden, at Anders Elmer Feddersen satte sig i stolen som den øverste chef, country manager, for SAP i Danmark med omkring 200 ansatte. Han afløser selskabets midlertidige danske chef, Jørgen Bo Johansen, der er nordisk CFO og som har været indsat som country manager for Danmark siden april.

Forude venter en stor opgave for den nye danske SAP-chef.

SAP er nemlig midt i en stor transformation, der skal føre selskabet bort fra dets klassiske snit som stort ERP-firma med fokus på de allerstørste virksomheder til at blive en langt mere agil, bred og kunde-orienteret butik - endda med nye kunder, der ikke ellers har anvendt SAP.

Det er altsammen led i det tyske selskabs fremtidsvision, som du kan læse mere om her: It-gigant er blevet for tung: Nu skal der fyres.

"Man kender os for det klassiske ERP, men SAP er meget mere end det, og jeg ser en udfordring i at få artikuleret den værdi. Samtidig kan mange af de nye ting give værdi til kunder, der ikke har SAP i forvejen, og det er jo interessant, fordi vi kan nå ud til helt andre kunder end dem, som vi ellers har henvendt os til," siger Anders Feddersen.

Mange opkøb

Det tyske selskab har i de senere år opkøbt en række virksomheder inden for områder som HR, cloud, mobility og business intelligence, der har udvidet selskabets produkt-vifte ret betydeligt.

Selskabets daværende danske topchef, Jim Hagemann Snabe, har tidligere fortalt til Computerworld, at opkøbene har fundet sted for at udvikle - og ikke for at konsolidere - i en kategori. Det kan du læse mere om her: Derfor køber SAP op.

Det er målet, at SAP kan nå ud til en milliard brugere i 2015 - enten direkte eller indirekte.

Det betyder, at selskabet skal ned i markedet, da SAP traditionelt har leveret sine store ERP-systemer til de helt store virksomheder i verden, hvor selskabet i årevis har været dominerende.

Mens andre ERP-leverandører er begyndt at kigge i retning af de helt store virksomheders ERP-behov, er udfordringen for SAP anderledes, mener Anders Feddersen.

For at sikre vækst skal SAP nemlig forsøge at hente andele på det meget store marked for ERP-løsninger til de virksomheder, der ikke hører hjemme blandt de største i verden.

Her er konkurrencen hård, for en række andre ERP-leverandører øjner på samme vis guld og grønne skove på dette marked.

"Men vi har taget handsken op. Vi er jo godt repræsenteret hos de helt store kunder, så mens andre forsøger at vokse op i markedet, skal vi nu vokse ned," siger Anders Feddersen.

Kunde-tilgang til trimmes

Alt i alt betyder udviklingen, at SAP har fået flere produkter på hylderne, større kompleksitet og flere indgange.

Og det er noget, der skal tages hånd om, når det gælder de danske SAP-folks approach til kunderne, lyder det fra den nye direktør.

"Når man bliver bredere, kræver det, at man bliver bedre koordineret. Kunderne gider ikke tale med 10 forskellige SAP-folk om 10 forskellige ting. De vil have en samlet løsning, og jeg kommer til at drive en agenda om at få en forenet 'go-to-market-approach,' der er væsenligt bedre koordineret end i dag," siger Anders Feddersen.

20 år i IBM

Den ny-udnævnte 46-årige topchef kommer fra en stilling som nordisk outsourcing-chef i IBM, hvor han har tilbragt stort set hele sit arbejdsliv i en række forskellige stillinger.

1. april fejrede han nemlig 20 års jubilæum i IBM.

Hvordan kan det være, at en inkarneret IBM-mand pludselig tager sit gode tøj og går efter så mange år i samme selskab?

"Jeg har haft en fantastisk karriere i IBM, hvor jeg har prøvet kræfter med rigtigt mange ting. Men det er klart, at når man som 46-årig har været 20 år i samme firma, begynder man at tænke over, om man skal blive der til pensionsalderen, eller om man skal prøve noget andet," siger han.

Derfor var han lydhør, da han i foråret blev kontaktet af en headhunter, der på vegne af SAP ville indlede drøftelser.

"Det er klart, at jeg løbende er blevet kontaktet af alle mulige gennem årene, men jeg har aldrig været interesseret i at skifte til en lille lokal dansk ting. Jeg befinder mig bedst i organisationer, der har en vis kompleksitet," siger han.

Her var henvendelsen fra SAP imidlertid interessant, syntes han.

"Som IBM er der jo tale om en global spiller med mange snitflader og en kompleks matrix, og det er noget, som jeg befinder mig godt i, så derfor synes jeg, at det var interessant," siger Anders Feddersen.

Hvis du skal pege på det, hvad er det så, du kan?
"Jeg har i mine 20 år i IBM primært haft med kunder at gøre, og har i 15 år haft kundevendte roller. Jeg har altid befundet mig godt med kunder - og gerne de mere komplekse, og jeg har fået oparbejdet en ret stor bredde i IBM, hvor jeg har haft ansvar for både salg, brand og service," siger Anders Feddersen.

Han fortæller også, at han i kraft af sine mange år i branchen har mange kontakter til kunder. Det kan være nyttigt i en tid, hvor SAP er ved at ændre sit software-fokus til også at inkludere drift, implementering og lignende.

"Og så mener jeg, at jeg er ret god til mennesker. Jeg er som person udadvendt og inkluderende og går typisk ret godt i spænd med både kolleger og kunder," siger han.

Anders Feddersen har endnu ikke nået at være en tur forbi SAP-hovedkvarteret i tyske Waldorf for at blive introduceret.

Siden han tiltrådte, har han brugt tiden på at mødes med SAP Danmarks omkring 200 ansatte og holde peptalk for sælgerne.

"På andendagen mødtes jeg med sælgerne, og jeg fortalte, hvad jeg forventede af dem som team. Og siden har jeg været rundt for at hilse på," siger han.

Hvad er din målsætning for SAP Danmark, hvis vi kigger to år frem i tiden?
"Det er jo svært at svare på. Men jeg er ikke i tvivl om, at den totale kundeoplevelse om to år vil være bedre integreret, ligesom der vil være større kundetilfredshed. Og så vil en stor del af det, der kører i virksomhederne, ligge i skyen," siger han.

Samtidig er det hans målsætning, at SAP som organisation skal blive enklere og mere agil.

Det er en opgave, som han har erfaring med fra IBM, hvor han tidligere har fungeret som COO for Norden og i den position var med til at gennemføre en lignende forenkling af selskabets processer.

"Tingene skal være simplere, og de komplekse processer skal tunes," som han siger.

Er det noget, der vil betyde udskiftning af folk?
"Der er jo i alle organisationer nogle fantastisk dygtige folk og så nogle folk, hvor man siger 'OK,' og det er der sikkert også her, men det ved jeg ikke, før jeg har fået dannet mig mine egne indtryk. Men jeg kommer selvfølgelig til at lave ændringer i organisationen, så vi får de rigtige folk ud mod vores kundebase. Men vi kommer ikke til at blive færre. Det kan jeg godt love," siger han.

Læs også:

Vandt Tyskland VM i fodbold på grund af big data?

It-gigant er blevet for tung: Nu skal der fyres




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere