TOPNYHED:Microsoft klar med ny direktion for den danske forretning: Her er de nye direktører

Artikel top billede

(Foto: Lars Jacobsen)

Test af Nokia 930: Jeg overvejer seriøst en skilsmisse og en ny model

Nokia Lumia 930 er tæt på topkarakter. Er til at betale og leveres i en lækker indpakning. Alligevel skal du tænke dig om, før du køber den - og det er ikke Nokias skyld.

Jeg er fanget i et ulykkeligt ægteskab. Med min iPhone 5S.

Det er lidt trist. For vi har en lang historie sammen, helt siden iPhone 4 faktisk. Men på det seneste er det, som om vi er vokset fra hinanden.

Det er nok mest min skyld. For mens 5S´s skærm på 4 tommer engang var nok, er jeg begyndt at kigge langt efter yngre og højere modeller. Men på trods af alle tilbuddene fra HTC One (M8), Samsung S5, OnePlus One og LG G3 har jeg været tro.

Indtil Nokia 930 ankom på redaktionen med bud forleden.

Man siger ellers, at man ikke skal gå tilbage til en fuser. Og jeg brugte Microsofts Windows Mobile-systemet helt frem til version 6.1. Eller rettere: Jeg forsøgte at bruge systemet, men det var til sidst sandet så meget til, at jeg stadig venter på, at systemet reagerer på det stylus-tryk, jeg foretog i 2008.

Heldigvis tog Microsoft Windows Mobile-systemet ud bag laden og aflivede det i 2012 - efter at de reelt havde forladt det flere år før.

I stedet kom Windows Phone, som med Nokia 930 er udkommet i den seneste 8.1-version.

Så Nokia 930 lokkede med sin store 5 tommer skærm, full HD opløsning, en hurtig Snapdragon 800 processor. Og jeg blev fristet - og så røg SIM-kortet i en fremmed telefon for første gang i flere år.

Den første følelse var ren lykke: Skærmen er meget lysstærk, og farverne er ekstremt klare. Telefonen suser rundt i menuerne, og de fleste børnesygdomme fra de tidlige versioner af Windows Phone var borte.

Samtidig kan jeg nu finde de apps, jeg normalt bruger, i Windows Phone Storen, hvor der for et par år siden var gabende tomt.

Hov: Hvor er min mail?

Apps som E-boks, Mobilepay, Danske Netbank og Spotify ligger således og venter på dig. Men til gengæld må du se langt efter blandt andet en fuldt integreret YouTube-klient.

Så mit brud med min iPhone viser også, hvor tæt vi var vokset sammen. For med Nokia 930 er der ingen adgang til min arbejdsmail, og det er også et farvel til at modtage beskeder fra telefonen på mit Pebble Steel smartwatch.

Det er ikke Nokias skyld. Eller iPhonens. Det er bare sådan, som det er, for på grund af den lille markedsandel står Windows Phone bare bagerst i køen, når der skal laves apps eller opdateres programmer.

Pebble har antydet, at der arbejdes på en app, som igen kan gøre uret funktionelt. Men it-guderne ser ikke ud til at lade sig formilde, når det kommer til arbejdsmailen, hvor en sælsom blanding af ældre Notes-installationer kun vil snakke med iPhone eller Android og et udløbet certifikat, giver Windows Phone-telefoner den kolde skulder.

Sådan er det. Men det er en høj pris at betale for at skifte telefon. Nok også for høj for undertegnede, som er afhængig af nemt at kunne komme til mailen på alle tider af døgnet.

Er du mindre gift med dit styresystem, har Nokia 930 ellers nok at byde på.

Vi har for nylig udråbt LG's G3-telefon til at have den hidtil bedste skærm - og den slår da også Nokia 930 på opløsningen. For Nokias FullHD skærm leverer 1.920 x 1.080 pixels mod LG's 2.560 x 1.440 pixels (fordelt på 5,5 tommer).

Men når det kommer til farver og klarhed, er det svært at hamle op med Nokia 930. 5 tommer lyder af meget, og det er også meget, når man sammenligner med en iPhone 5S, som har en skærm på 4 tommer (og en opløsning på 1.136 x 640 pixels).

Nokiaen føles dog ikke som en kæmpe, og trenden går da også mod større telefoner. De fleste rygter om en kommende iPhone 6 har da også det til fælles, at skærmen er blevet større.

Indtil da er Nokia 930-skærmen markant mere farverig end iPhone 5S-skærmen - og uden at farverne er skruet op og let overstyrede, som vi har set på nogle Samsung-modeller.

Attraktivt styresystem med Windows Phone 8.1

En særlig ting ved Windows Phone er, at systemet trækker informationerne ud af de enkelte apps og placerer dem i såkaldte tiles på forsiden - på samme måde som Windows 8.

Det virker meget bedre på en telefon end på en desktop-pc og giver startsiden et mere dynamisk udtryk, end man kender fra iPhone. På Android kan du finde de såkaldte widgets, som minder om funktionen, men Windows Phone fliserne giver et mere dynamisk udtryk.

Samtidig har Windows Phone også en topbjælke med yderligere informationer eller notifikationer, sådan som man også kender det fra Android. Det er her, du kan se,om der er kommet nye beskeder eller mails.

Det virker langt bedre end mit meget sjældent besøgte notifikationscenter i iOS, som stadig virker, som om det er klistret på i en fart og ikke for alvor integreret i iPhone-systemet.

En negativ ting er dog, at Nokia har fyldt en del skrammel ind på forsiden i form af apps, som de fleste nok aldrig kommer til at bruge. Heldigvis kan de nemt fjernes og er ikke så belastende som de evindelige præinstallerede antivirus-programmer på en ny pc.

En bagside ved Windows Phone har dog længe været Bing-integrationen. Både Google, Apple og Microsoft forsøger at stoppe deres gode - og mindre gode - tjenester ned i halsen på brugere af hardwaren. Og Microsofts insisteren på at anvende deres søgetjeneste Bing er et godt eksempel. Den *er* bare ikke lige så god som Google.

Heldigvis kan tjenesten skiftes (tip: Læs her hvordan) så en søgning i browserens adressefelt i stedet kalder Google.

Søgeknappen i navigationen på telefonen bruger dog stadig Bing, men hvis en læser har et tip til at slippe af med den, vil jeg være meget taknemmelig...

Office på mobilen

Med Nokia 930 får du desuden Microsoft Office til mobilen. De fleste andre mobil-systemer kommer med en eller anden form for Office-læser, men med 930 går Microsoft hele vejen og lader dig oprette eller redigere lokale dokumenter - eller dem som ligger på OneDrive eller din Office 365-konto.

Office til Mobilen fungerer fint til noteskrivning og til at se dokumenter igennem, men vi har svært ved at forestille os en situation, hvor det er relevant at arbejde med længere dokumenter uden at blive en lille smule vanvittig af begrænsningerne ved en mobiltelefon. Men softwaren er fin at have med.

Godkendt som telefon

Som telefon er Nokia 930 også godkendt. Det er et område, som rigtigt mange brugere spørger til, når vi tester, for imellem alle de fancy funktioner kan vi af og til godt glemme, at en smartphone nogle gange bare skal virke som - en telefon.

Og Nokia får et bedre signal end den iPhone 5S, jeg normalt bruger. I dele af Storkøbenhavn er EDGE-forbindelsen den eneste dataforbindelse til omverdenen med min normale iPhone 5S, mens Nokia 930 i test-perioden har vist 3G / 4G-ikonet langt oftere med samme SIM-kort. Samtidig er data blevet hentet hurtigt ned til både apps og den nye Internet Explorer 11 browser.

Selve samtalekvaliteten er også godkendt, og mens lydstyrken på telefonen er en smule lav, går stemmer godt igennem.

Én ting er dog rigtigt irriterende: Tænd/sluk-knappen på Nokia 930 er placeret midt imellem volumenknapperne (øverst på telefonen) og den dedikerede kameraknap (nederst - og tak for den!).

Det gør telefonen svær at tænde, uden at man skal kigge på den - og ofte trykkede undertegnede i stedet på kamera- eller volumenknappen uden effekt.

Solidt og flot design

Telefonens metalramme minder om .... ja, lad os være ærlige og sige det lige ud: Den metalramme som du finder på iPhone 5 og 5S.

Kanterne på Nokia 930 er dog lidt mere rundede, og skærmen virker, som om den ligger tættere på overfladen af telefonen.  Kanterne rundt om skærmen er også forholdsvis små og giver det indtryk, at man står med en stor skærm snarere end en skærm kapslet ind i en telefon.

Rammen adskiller desuden, rent designmæssigt, den sorte stramme forside og den sprælske farvede bagside. På billedet i siden kan du kan man se, hvordan vores orange 930 lyser i solen.

Selve byggekvaliteten virker helt i top. Her er ingen af de knirkelyde, som vi kender fra plastiktelefonerne, men i stedet en solid klods, som ikke vrider i hånden, selv om man tager godt fat.

Designet gør også telefonen let at holde på, selv om de 167 gram godt kan mærkes, men hænger nok også sammen med den gode byggekvalitet. Til sammenligning vejer Samsungs topmodel, model S5, 142 gram.

Nokia 930 fåes med enten hvid, sort, orange eller grøn bagside.

Kameraet er en af telefonens stærkeste funktioner

På telefonens farvede bagside sidder Pureview-kamerat, som tager fotos i en opløsning på 5.376 x 3.024 pixels eller lidt over 16 megapixels - cirka dobbelt op af iPhonens 8 megapixels (3.264 x 2.448 pixels).

Der er dog flere ting spændende ting, du skal være opmærksom på med kameraet.

Først og fremmest giver Nokias kameraprogram en fin kontrol over de mere avancerede funktioner - også selv om programmet ikke er specielt intuitivt at bruge.

For det andet lagrer telefonen som udgangspunkt 2 fotos: et på 5 megapixels og et på 16 megapixels.

Det lille foto bruges til visning på telefonen, mens det store bruges, hvis du vil beskære billedet. Det sker helt automatisk.

Vil du imidlertid have fat i billedet i høj opløsning, skal telefonen kobles til en computer og billederne trækkes ud.

De store fotos kan via indstillingerne enten gemmes som jpeg-filer eller som de mere avancerede RAW-filer, som reelt er et digitalt negativ, du kan arbejde videre med hjemme i f.eks. Photoshop.

Sjovt nok oplevede vi under testen, at de små 5 megapixels fotos fremstod skarpere end 16 megapixels billederne, som vi gemte i jpeg ved siden af. Der er sikkert noget kamerasoftware på arbejde i de små fotos til at efterjustere billederne, men det er værd at huske, hvis billedkvalitet i et konkret tilfælde er vigtigere end mange pixels i fotoet.

På samme måde betyder det, at selv om Nokia 930-kameraet har flere megapixels end en iPhone 5S, er det ikke nødvendigvis det samme som, at der gemmes bedre fotos.

Vi oplevede dog, at Nokia 930 var lidt bedre til kontrasten mellem lys og skygge end iPhone 5S - som på billedet her ved siden af.

Men vi oplevede også, at hvis fotos fra de to konkurrenter bliver sat op imod hinanden, betyder de mange ekstra pixels hos Nokia 930 ikke, at billedet er meget skarpere.

Samlet set kommer Nokia 930 dog med et af de bedste mobilkameraer blandt de aktuelle topmodeller.

Videokvaliteten er også i top, og de videoer i full HD, vi optog, stod skarpt og med gode farver.

En sjov note er, at på grund af den farvestærke OLED skærm i Nokia 930 fremstår videoerne bedst på telefonen og lidt mere matte på en normal pc-skærm.

Bagsiden ved det gode kamera er, at telefonen kun er født med 32 gigabyte hukommelse, hvoraf cirka 24 gigabyte er fri til brugeren. Og med et kamera, som skyder 16 megapixels billeder og et ekstra et i 5 megapixel, bliver hukommelsen hurtigt fyldt op.

Og nej, den kan ikke udvides med et hukommelseskort. I stedet forventer Nokia/Microsoft, at du bruger din plads på onlinelageret OneDrive (tidligere kendt som SkyDrive), hvor 7 gigabyte følger gratis med - men det er, for at være helt ærlig, en ringe erstatning. Specielt hvis du er i udlandet og ikke vil betale de 1-2 millioner kroner pr. megabyte data, som du sender ud i skyen.

Konklusion: En fortjent titel som topmodel
Det har taget lidt tid, men med Windows Phone 8.1 har Microsoft leveret et solidt og hurtigt system til mobiltelefoner. Både forretningsfolk (alene listen over servere som mail-app´en understøtter fra starten af er omfattende) og private vil sandsynligvis finde, at telefonen kan alt, hvad de forventer - og lidt til.

Samtidig har Nokia leveret en solid omgang hardware, som fra byggekvalitet over kameraet til skærmens klare farver virkelig imponerer. Her er ikke noget knirkende plast eller andre genveje. Også selv om prisen er en lidt højere vægt end konkurrenterne.

Der er med andre ord meget meget lidt at udsætte på Nokia 930 som telefon og smartphone-topmodel. Nogle ting kan forekomme lidt omvendte, men Microsoft fortjener ros for at ikke blot at prøve at kopiere iOS eller Android - men i stedet komme med deres egen vision for både udseende og funktionalitet.

Du kan se alle specifikationerne for Nokia 930 her hos Nokia selv.

Udfordringen for Windows Phone 8.1 er dog fortsat, at udbredelsen er så lav, at systemet tilsyneladende står bagerst i køen, når der skal laves apps eller laves patches og understøttelser til mobilsystemer.

Konkret betyder det derfor, at et skifte til Nokia 930 lige nu vil have den pris, at mit Pebble Steel-watch kommer på hylden, og at mine arbejdsmails ikke er tilgængelige via andet end et håbløst mobilt webinterface.

Det er ikke Microsoft eller Nokia 930's skyld, men bare en konsekvens af Windows Phone-systemets placering i hakkeordenen blandt mobilsystemer.

Det er derfor vigtigt at tænke sig, om før du kaster de 4.000 kroner efter en Nokia 930 telefon. Ikke fordi den ikke er lækker - for det er den - men fordi resten af verden ikke helt har omfavnet Windows Phone-systemet.

Læs også: Her er business-funktionerne i Windows Phone 8.1


Loading ikon