Dæmonen Diablo er endelig besejret, og dens sjæl indespærret i den sorte sjælesten. Verden kan et øjeblik ånde lettet op, mens en gruppe af betroede bringer den skæbnesvangre sjælesten i sikkerhed.
Men sådanne øjeblikke er som altid flygtige - specielt når den faldne engel Malthael har besluttet sig for at vende tilbage til verden for at færdiggøre sin selvbestaltede opgave; at befri den fra alle dæmoniske væsner - og mennesker er netop i Malthael mørke øjne dæmoniske.
Malthael var oprindelig visdommens engel, men er i sin genopstandne skikkelse selve døden. En rolle som Blizzards designere har ønsket at underbygge ved at trække på spilverdenens eksisterende mytologi, der i forvejen er et sammensurium af elementer, som er på nippet til at virke bekendte, og så tilføje et godt lag mørke, grusomhed, kranier og æteriske englevinger, så Malthael føles som en decideret tilstedeværelse i Diablo 3: Reaper of Souls.
Katastrofal lancering
Oprindeligt var lancering af Diablo 3 i 2012 helt katastrofal. Spilfans var fra starten ikke trygge ved Blizzards udmelding om, at Diablo 3 var et onlinebaseret spil forstået på den måde, at uanset om der skulle spilles single- eller multiplayer forgik selve spillet på Blizzards servere.
Placeringen af spiloplevelsen i skyen betyder, at spillet kræver en altid aktiv og stabil internetforbindelse, men det er samtidig en effektiv måde for spiludvikleren at forebygge piratkopiering på. Men på det mere teoretiske plan ændrer det også spil fra at være et produkt, som spilleren har et regulært ejerforhold til, og gør i stedet spillet til en tjeneste, som forbrugerne køber sig adgang til.
Den mere højtragende debat til side, så var faktum imidlertid, at Blizzard ikke havde tilstrækkelig styr på serverkapaciteten, og Diablo 3 derfor var så godt som uspilleligt de første par uger, spillet var på markedet.
Inflation i spilverdenen
Diablo 3 andet rigtig store problem viste sig hurtigt at blive det auktionshus for våben og udstyr, som Blizzard indbyggede i spillet. Auktionshuset var et forsøg på at komme det sorte marked til livs, som opstod i forbindelse med Diablo 2, der siden sin lancering har udviklet en helt parallel økonomi for handlen med grej i spillet.
Et af problemerne ved auktionshuset var imidlertid, at Blizzard ikke havde styr på de makroøkonomiske deltaljer i spilverdenen. Diablo 3 indeholder ikke nogen såkaldte Money Sinks, der er elementer i spillet, som trækker det virtuelle guld ud af spillets verden. Resultatet var selvfølgelig, at alle spillere konstant fik mere og mere guld mellem hænderne - det var rendyrket inflation med speederen i bund.
Men det største problem ved auktionshuset var, at det kvalte spillets primære gamplay-element - den evige jagt på nyt og bedre grej: rustninger, våben og magiske genstande. Det var langt sværere selv at finde noget brugbart udstyr i forhold til at opkøbe det via auktionshuset. Og Diablo 3 forvandlede sig fra at være en sjov jagt på skatte i en verden fyldt med monstre, til at blive en slæbende kendelig opgave med at skrabe nok guld sammen til at købe ind for.
Et nyt kapitel
Når udvidelsespakken Reaper of Spuls føjer et helt nyt femte kapitel til historien i Diablo 3, gør det muligt for spillerens figurer at nå hele vejen fra det tidligere niveau 60 til 70 og tilføjer den nye figurklasse Crusader - så er det faktisk det mindst væsentlige ved udgivelsen, der snarere fungerer som en vellykket kurskorrektion for hele Diablo 3-spiloplevelsen.
Blizzard lukkede ned for auktionshuset allerede i marts, og med Reaper of Souls indføres et helt nyt system for grej i spillet - et system kaldet Loot 2.0, som også kommer de spillere til gode, der ikke investerer i udvidelsespakken.
Med Loot 2.0 er der først og fremmest ændret på algoritmerne, så spillerne oplever at finde langt mere grej i Rare- og Legendary-kvaliteterne. Til tider føles det endda som om, der ligger lige lovlig meget grej og flyder rundt omkring i spilverdenen. Systemet er samtidig indrettet således, at det grej spillerne finder, i langt højere grad matcher figurklassen.
Matchet bliver mere udtalt jo højere niveau, der spilles på. Her vil spillere opleve at finde grej som ikke kun matcher deres figurklasse, men også har helt særlige egenskaber, der passer specifikt til en af figurklassens evner, hvilket meget nemt kan betyde at spilleren får lyst til at spille sin figur på en helt ny måde, ganske enkelt fordi grejet og dets egenskaber er så godt.
På nye eventyr
Med Reaper of Souls har Blizzard også tilføjet et helt nyt system af sværhedsgrader, så spillerene ikke som tidligere skal gennemspille Diablo 3's histore hele tre gange for at nå frem til den hårdeste sværhedsgrad. I stedet er der nu fra start frit valg mellem ti forskellige sværhedsgrader - jo sværere spilleren vælger at gøre det for sig selv, jo større er belønningen også i form af grej og erfaringspoint.
Endelig er der i Reaper of Souls indført et regulært såkaldt End Game i form af spiltypen Adventuremode, der giver spillere noget fornuftigt at give sig til når udvidelsespakkens historie først er gennemspillet. I Adventuremode sendes spillerne ud i spilverden for at klare specifikke missioner - sædvanligvis for at slagte bestemte boss-monstre eller andre navngive monstre og høste en dusør.
Spillerne kan også vælge at drage ind i de særlige Nephalem Rifts, der udgøres af et til lejligheden genereret område fyldt med ekstra hårdføre monstre og en boss, der dropper endda endnu bedre grej.
Klik, klik og splat!
Diablo 3 er med lanceringen af Reaper of Souls blevet et langt bedre spil, hvor flow og tempo er godt afbalanceret med udbytte og grej. Men det er ikke pludselig blevet et spil, der åbner sig op for en helt ny målgruppe - Diablo 3 er fortsat et regulært actionrollespil, hvor monstrene i bund og grund skal klikkes ihjel med musen.