ComputerViews: Der er et sted i min kælder - mellem flossede edderkoppespind og gråt mur-puds - hvor man finder musik-mediernes gravplads.
I en mørnet flyttekasse fra forrige årtusinde fandt jeg netop dér for nogle dage siden min samling af kassettebånd. Den er ganske pæn, samlingen. I hvert fald målt på kvantitet.
Kassettebåndet er min generations lp. Båndmediet er fra dengang, da musikken bare var mere ægte.
Og i hvert fald fra dengang, da man måtte slide mere for at skaffe sig de cool numre med bands som Guns N' Roses, Smashing Pumpkins og Metallica.
Man kopierede fra venner og bekendte, fra biblioteket, fra P3's sendeflade og fra Gud ved hvor. For det var sådan, man gjorde dengang (kom ikke og sig at du ikke gjorde), og der var ingen, der talte om pirateri.
Igennem årene førte det ene bånd til det andet, og før jeg så mig om, havde jeg fået en ganske pæn musiksamling.
Den troede jeg så, at jeg skulle nyde godt af til tid og evighed - især fordi jeg havde brugt det meste af mine teenageår på at sidde klar til at trykke Record, når Wind of Change med Scorpions eller Bang med Gorky Park endelig var on air.
Men kassettebåndene i flyttekassen er i dag intet værd. Som i intet overhovedet.
For jeg ejer ikke længere nogen afspiller, og selv hvis jeg gjorde, tvivler jeg på, om jeg ville kunne leve med at skulle spole frem og tilbage imellem numrene og vende båndet hver halve time.
Mon ikke også lydkvaliteten er blevet noget forringet i årenes løb?
Cd'en sejrede over alt og alle - og nu er den død
Bedre vil det formentlig gå, hvis jeg begynder at afspille indholdet fra den anden flyttekasse, der også gemte sig kælderen.
Compact Disc'en var i sandhed lidt af en revolution, da den gav sig til at indtage danskernes musikreoler.
Så slank, så funklende, så ren i lyden: Cd'en var mediet over alle medier, mente man, og selv om lp-fans og kassettebånds-folket (jeg selv inklusive) for en tid holdt stædigt fast i, at cd'en var alt for skrøbelig over for ridser og for digital og klinisk i lyden, sejrede den ad helvede til.
Og så burde denne lille historie slutte.
Problemet er bare, at de der par hundrede cd'er, jeg brugte de fleste af mine spareskillinger på fra cirka 1990 og frem til cirka 2006, jo ikke længere opbevares i dagligstuen. I stedet ligger de gemt og glemt i en diarré-brun flyttekasse i kælderen.
Det gør de, fordi en fyr ved navn Steve Jobs mente, at kombinationen iPod + iTunes var en rigtig god idé. Og havde ret.
For omkring 2005 købte jeg min første iPod, og stille og roligt begyndte mine musik-indkøb at blive foretaget i iTunes Store og andre online-butikker i stedet for hos den lokale cd-pusher.
Cd'ens død var ikke lige så brat og brutal som kassettebåndets (måske først og fremmest, fordi man havde brugt så mange penge på cd'er, at det gjorde ondt at smide dem ned i kælderen), men cd'erne er i dag for mit vedkommende et fortidens medie. Præcis som kassettebåndet.
Musiksamlingen på harddisken
Jeg havde en lang periode, hvor jeg brugte de fleste af mine aftener og weekender på at rippe mine cd'er til computerens harddisk, så de kunne synces til min iPod og senere også til smartphonen.
Selv de gamle, støvede kassettebånd fik lidt af en revival, da jeg gav mig til at overføre de vigtigste koncertoptagelser, interviews og special-udsendelser fra radioen til den digitale musiksamling på C-drevet.
Jeg tænkte dengang, at det var OK at bruge tid på det arbejde, for nu var det jo sidste gang, at jeg skulle aflive den gamle musiksamling og skabe en ny. Når først musikken ligger på computeren, lever den evigt, var min logik.
Og det var for så vidt også sandt - bortset fra at jeg senere måtte sande, at musikken var rippet i en alt for ringe kvalitet og derefter måtte gentage arbejdet, da jeg havde fået en større harddisk og bedre pc-højtalere.
Der var sågar også en periode, hvor jeg måtte betale løsesum for at få frigivet nogle af de muskfiler, der var købt på iTunes i de første par år, fordi de alle indeholdt et Digital Rights Management-lag, som der gik kuk i.
Mens dette stod på, måtte jeg så også erkende, at den visuelle del af min musiksamling - alle vhs'erne - var ved at lide samme skæbne som kassettebåndene.
For i kælderen ligger såmænd også en mindre samling videobånd, der formentlig aldrig vil blive vist på flimmerkassen igen. Afspilleren er for længst ædt af lossepladsen.
Den korteste levetid fik det Sony-udviklede Minidisc-format, der i nogle få år trådte ind på musik-scenen som det bedste medie til optagelser.
Jeg fik endda købt både en bærbar afspiller og et musikanlæg med Minidisc-slot. Og så døde det medie også og endte sine dage i et diskret hjørne af gravpladsen i kælderen.
Og så kom det helt nye ... igenBedst som jeg var begyndt at vænne mig til tanken om, at al min musik - nu rippet i en ordentlig kvalitet og struktureret og navngivet knivskarpt - skulle leve for evigt på computerens harddisk, skete der for et par år siden noget ganske uventet.
Selv AAC-filerne (for det var det format, jeg endte med at satse på) blev forældede.
Nogle halvskøre svenskere fandt nemlig på den idé, at de digitale musik-filer slet ikke skulle opbevares lokalt hos brugeren, men i stedet skulle streames fra nettet via tjenesten Spotify.
Mine AAC-filers dage var dermed talte, og Spotify og musiksamling på abonnement tog over.
Her befinder mange af os sig så i dag; vi lejer os til musikken og nyder på den måde at have adgang til hele Led Zeppelins katalog når som helst og hvor som helst.
Aldrig mere skal en musiksamling erklæres død. Streamingen er kommet for at blive. 4ever.
For der kan da ikke være bedre måder at tilgå musikken på, vel?
Vil det ske igen?
Jeg har ikke svaret, men jeg har tænkt tanken mere end én gang på det seneste.
Neil Young, der 10 år før min fødsel sang After the Gold Rush, har gang i et projekt, der skal genføde musikken i en ordentlig kvalitet.
"Vi lever i en digital tidsalder, og desværre har vi kun fem procent af det indhold i musikken, som vi plejede at have," har Neil Young udtalt om baggrunden for de nye Pono-afspillere, der leverer musikken i FLAC-format (Free Lossless Audio Codec).
"Den afspiller masterfiler. Den afspiller den bedste lyd, man kan få. Det kan ikke blive bedre end det her. Det her er det, de laver i studiet, den højeste opløsning," siger Young.
Og han er ikke alene om at levere det budskab, for en lang række musikere bakker allerede op om mission Pono.
Og nu siger jeg ikke, at Pono eller lignende koncepter kommer til at blive det nye giga-hit hos musikelskere. Selv hvis det gør, kan streaming vel også levere den form for kvalitet, hvis bare man har den nødvendige båndbredde og afspiller til rådighed?
Men tanken er interessant: Er musik-streaming endestationen, eller vil musiksamlingen skifte karakter endnu en gang i fremtiden?
Mens svaret blæser i vinden, vil jeg nok beholde de gamle flyttekasser i kælderen nogle år endnu. Bare for en sikkerheds skyld. Og for mindernes.
Læs også:
Kan dette produkt genføde musikken efter Mp3-massakre?