Artikel top billede

(Foto: Mikkel William Nielsen /)

Test af 6 mini-tablets: Sådan vælger du den rigtige

(2014) Mini-tablets er praktiske og passer perfekt til rejser og e-bogslæsning. Men hvad skal du vælge? Vi har testet seks forskellige modeller.

Tabletmarkedet er i rivende udvikling. Ifølge Dansk Statistik er antallet af danske familier med tablets steget med 22 procent på blot to år, og for nylig slog Android - endelig vil nogen måske sige - Apple af pinden som det mest sælgende tabletsystem.

Og der er sket meget siden 2010, da Apple-topchef Steve Jobs for første gang præsenterede iPad'en.

Markedet er eksploderet i små og store tablets, der strækker sig fra Panasonics gigantiske 4K Windows 8-tablets på 20 tommer til Googles Nexus 7.

Men hvor en tablet med 4K-opløsning absolut er imponerende og nok er god til at vise produktbilleder, er den også voldsomt upraktisk i et fyldt DSB-tog en sen fredag eftermiddag.

Så hvordan vælger man den rigtige tablet?

Leder du efter en tablet, som er ideel til websurfing og spil, og som kan bruges i hjemmet foran fjernsynet, jamen så er det en iPad Air eller en anden 10-tommer tablet, som du nok skal have fat i.

Ønsker du produktivitet, er de nye Windows-tablet et modent valg, da de ofte kommer med Office-pakken og fuld support til ældre Windows-programmer - medmindre du vælger Windows RT.

Leder du til gengæld efter en tablet, som du kan have med dig overalt, og som kan erstatte din kalender, notesbog og e-bogslæser, er det en minitablet, du leder efter.

Hvorfor en minitablet?

Minitabletten var tidligere ofte en billigere udgave af producenternes high end-modeller, men et skift i markedet har ændret tendensen. De små tablets giver i større grad en lige så solid oplevelse, som deres storebrødre på trods af, at de har en mindre størrelse.

Ofte er en minitablet på mellem 7 og 8 tommer, hvilket er en fin størrelse til at kunne holde i én hånd, og for mange kan en minitablet erstatte e-bogslæsere, hvis bare skærmen er af god nok kvalitet. Dette kommer vi ind på i testen på de følgende sider.

I testen ser vi også på seks forskellige tablets fra fem forskellige producenter. Det er nogle af de mest kendte minitablets sammen med et par alternativer.

Priserne rangerer fra 2.875 kroner og helt ned til 888 kroner.

Vi tester:

Nexus 7 (2013)

Lenovo S5000-H (3G)

iPad Mini (Retina)

Asus Memopad 8

Samsung Tab 3 7"

Dell Venue 8 Pro

Det kigger vi på

I forbindelse med testen kigger vi på forskellige punkter.

Først går vi igennem det fysiske design af produktet: Er den solid og holdbar, knirker og knager den, virker det som noget billigt bras, eller er den tung og klodset?

Derefter går vi skærmen igennem. Det er meget forskellige tablets, som vi har med at gøre, og det ses specielt tydeligt på skærmene.

Man kan nogenlunde regne med, at jo højere opløsning, jo bedre skærm, men det handler også i høj grad om, hvor høj opløsning der er mast ned på størrelsen af skærm. Jo større opløsning på en lille skærm, jo skarpere billede.

Det måler man i PPI, eller pixels per inch, og der er meget stor forskel på de seks tablets og deres PPI. Asus Memo Pad 8 har en PPI på 189, hvorimod iPad Mini og Nexus 7 er helt oppe på 324.

Det vil sige, at man på Nexus 7 og iPad Mini ikke kan skille de enkelte pixels fra hinanden.

Og det er vigtigt, hvis du skal bruge din tablet til at læse på.

Personligt skal jeg koncentrere mig mere og får ondt i øjnene af at kigge på en tablet med en lav opløsning, og har du tænkt dig at købe dig en minitablet som en substitut for en egentlig e-reader, er PPI virkelig noget, som du skal holde øje med.

Derefter gennemgår vi ydeevne og styresystem. Vi kommer ikke til at gå i detaljer med, hvilket processor de forskellige tablets har, da det ofte er meget intetsigende for ydelsen, med mindre du virkelig har sat dig ind i de forskellige processormærker. Asus Memo Pad 8's quad-core 1,6Ghz kan lyde af meget, men iPad Mini's dual-core er væsentligt kraftigere.

I stedet kigger vi på oplevelsen af produktet i hverdagen. Hakker det, når du navigerer i systemet, åbner apps uden problemer, hvordan er weboplevelsen, crasher systemet og så videre.

Vi kigger IKKE på:

En større gennemgang af kameraet kommer vi ikke ind på, da det at tage billeder offentligt med en tablet burde resultere i en længere fængselsstraf, så med mindre kameraet er så ringe, at det ikke kan bruges til videotjenester som Skype, så nævnes det ikke.

Asus Memo Pad 8

Vi starter med en af Asus' to modeller i testen, Asus Memo Pad 8.

Memo Pad 8 er en 8 tommer tablet, der er henvendt til mid-range markedet. Tabletten koster godt 1.500 kroner og er udstyret med Android 4.2 plus Asus' egen grafiske overflade.

Det fysiske design er enkelt og stilrent. Den er omkranset af hvid plastik med en plastikkant, der skal forestille metal.

Bagcoveret er af en 'glossy' plastikvariant, som er meget modtagelig over for ridser, og som desværre også er tydelige. Et problem som også Samsung Tab 3 7" har.

Kanterne er rundede, og bagcoveret er hverken glat eller på anden måde træls at holde ved, og det gør, at Memo Pad'en ligger godt i hånden. Dog er den noget tung at stå med.

Den vejer 350 gram, og selv om det kun er 19 gram mere end en iPad mini, føles den ganske enkelt tungere og mere klodset.

Den hvide plastik brydes kun af et hul til Micro SD-kort, volume-knapper og tænd/sluk, og et 5 MP kamera, der tager overraskende gode billeder.

Skærm

Tabletten tilbyder en 800 x 1280 skærm i 8 tommer, og lad mig være ærlig: Det er absolut ikke den flotteste skærm i testen.

Skærmen viser fint både HD-film og billeder, men har du først haft et andet produkt med en højere opløsning, såsom de fleste nyere smartphones eller bærbare computere, kan tekst og ikoner virke en smule sløret.

Ydeevne og styresystem

Memo Pad 8 kører Android 4.2.2, og en quad-core 1,6 Ghz processor trækker systemet. Og den gør det udmærket.

Det er ikke den mest kraftige tablet på markedet, men som en billig hverdags-tablet gør den det fint.

Webbrowsing og håndteringen af apps kører udmærket. Jeg oplevede dog et par performance-hop, hvor Android virker til at skulle tænke sig lidt længere om, før skærmen reagerer.

Dertil kan scrolling på billedtunge hjemmesider blive en lidt hakkende fornemmelse - hvorvidt det er hardware- eller softwareproblemer, skal jeg ikke gøre mig klog på.

Samtidig har jeg oplevet flere gange, at der kan gå op til 10 sekunder, fra jeg trykker på standby-knappen, til den rent faktisk tænder skærmen.

Spil og tunge programmer klarer den dog ganske fint. Et tungt spil som bilspillet Asphalt 8 kører uden problemer og med et flot billede.

En del 'Bloatware'

Samtidig kommer tablet-pc'en med en del forud-installeret software, som man ikke kan komme af med.

Blandt andet følger der et note/synkroniseringprogram med, som man kun kan bruge, hvis man samtidig tilmelder sig Asus' skytjeneste, og ønsker man ikke programmet, kan man ikke slette det.

Dog er noget af det smart nok. I venstre hjørne har Asus lagt en ekstra knap ind, som åbner op for "floating apps": Applikationer, som minder om Windows-programmer, da de ligger oven på andre programmer, hvilket giver rigtig god mening på så stor en skærm.

For eksempel kan du have en kalender-app til at svæve, eller du kan sætte din Spotify-app's widget til at svæve, så du nemt kan skifte sang.

En rigtig god idé, men da opløsningen på tablet-pc'en er så lav, kommer flere "floating apps" til at fylde det meste af skærmen, og så forsvinder noget af funktionaliteten.

Med hensyn til batterilevetiden klarer Memo Pad 8 sig til gengæld rigtig fint.

Den har forud-installeret et batteriprogram, som kan sætte forskellige ting på standby, og det ændrer lysstyrken, alt efter hvilket program du bruger.

Du skal dog være opmærksom på, at spare-programmerne gør tablet-pc'en mere langsom at bruge.

Asus lover, at den kan holde til godt 10 timers koncentreret normal brug, hvilket er ved at være en standard for kategorien, og det er ikke helt ved siden af.

Konklusion

Asus Memo Pad 8 er en udmærket tablet. Den er ikke prangende på nogen måde, men gør det fint. Til en pris på 1.500 kroner får du meget tablet for pengene, men personligt ville jeg hellere spare 500 kroner mere op og købe en af de bedre, men også dyrere modeller i testen.

Lenovo S5000

Lenovo er lidt af en outsider på det europæiske tabletmarked, som i høj grad er domineret af Apple og Samsung.

Tablet-pc'en fra Lenovo, som vi kigger på, er S5000-modellen, der kan købes for omkring 1.700 kroner.

Tablet-pc'en har en 7 tommer skærm og et meget tyndt og business-minded design. Tabletten er den tyndeste i testen sammen med iPad Mini'en og er den letteste på kun 244 gram.

Den føles også uhyre let, når man står med den. Kanterne i siderne er præcis så brede, at man kan stå med hånden omkring den, uden at man ved en fejl rører skærmen.

Til gengæld er byggekvaliteten ikke suveræn. Hovedmaterialet er plastik, som giver sig, når man trykker på den.

Kanten på tabletten har en metal-lignende plastikkant, som desværre ikke sidder ordentligt på.

Den giver sig i hvert fald fra skærmen, uden at man behøver at bruge synderlig mange kræfter.

Lenovo plejer ellers at producere standhaftige produkter, men jeg har ikke samme 'Lenovo-følelse' med S5000, som jeg ellers har med Lenovo.

Bagsiden består af ru plastik, som minder lidt om at røre ved stof, men det giver alligevel et godt 'grib', så man ikke er bange for at tabe den.

Skærmen

Skærmen er udmærket, men har samme lave opløsning som Asus Memo Pad 8.

Det betyder, at skærmen er udmærket, men har langt fra samme smukke skærm som for eksempel Nexus 7 og iPad Mini. Dog har den en højere PPI end Memo Pad'en, da opløsningen er presset ned på en mindre skærm, og den er udmærket til webbrug.

Farverne toner dog hurtigt ud, hvis man ser på den skråt fra siden.

Ydeevne og bloatware

Lenovos tablet har en mængde forud-installeret software. Blandt andet har Lenovo installeret to forskellige file managers (hvorfor, Lenovo?!) og har forud-installeret både vejrprogrammet AccuWeather og Norton Mobile Security. Sidstnævnte kan man ikke engang fjerne, hvis man ikke ønsker Norton.

Der er dog ikke kun skidt på maskinen, da S5000 også har tilføjet Kingsoft Office, der er en udmærket Office-pakke.

Samtidig har Lenovo - som næsten alle andre Android-producenter - valgt at lægge deres egen grafiske overflade på Android. Launchers er smag og behag, men i Lenovos tilfælde har man ikke adgang til den traditionelle app-skuffe, som ellers er kendt fra Android.

Det vil sige, at alle apps ligger i ét stort virvar på ens skriveborde, på samme måde som man kender det fra iPad'en.

App-skuffen er en af de bedste features hos Android, så det er mig en gåde, hvorfor man fra Lenovos side har fjernet det.

Man kan selvfølgelig altid installere sin egen launcher - Nova launcher er et udmærket bud - men det er generende, at man selv skal gøre det, før man har et godt produkt.

Ud over nogle smådumme designvalg i softwaren klarer tabletten sig fint, hvis du skal bruge den til let brug.

Ingen store performance-hop eller irriterende hakken i animationerne.

Web-brug kører uden problemer, og film og Youtube-klip bliver afspillet uden synderlige problemer, og uden at S5000 bliver varm. Men den kan altså ikke klare store og tunge spil.

Igen testede vi med bilspillet Asphalt 8, og med mindre du synes, at hakkende billeder giver en fed og unik oplevelse, skal du ikke spille de tunge spil på den.

Batteriet lever for evigt!

Går du meget specifikt efter en tablet, som skal holde batteri i lang tid, er Lenovo'en til gengæld ikke et dårligt bud.

Med forskellige software-tweaks, som kan slås til og fra, og en skærm med lav opløsning, kan den lille tablet holde i dagevis.

Batteri-app'en kan meget detaljeret vise dig, hvilke apps eller hardware der har slugt strømmen, så du hurtigt kan opdage, hvis du har en batteritørstig app.

Jeg blev meget imponeret af batteriet, der ikke skulle lades op på samme måde som de andre tablets.

Da den ramte 10 procent strøm, kunne jeg i dens udvidede indstillinger se præcis, hvor meget det ville hjælpe, hvis jeg slog forskellige lyd- og lysindstillinger fra og til. Ved at slå alt fra ville det stadig give mig fem timers strøm, selv om den kun havde 10 procent kapacitet tilbage.

Konklusion

Lenovo's tablet er en fin letvægts-tablet til dem, som ikke har behov for en funklende skærm eller et smart og hipt logo på bagsiden. Den leverer en godkendt oplevelse, når prisen tages i betragtning.

Du skal ikke regne med at skulle kunne spille store, tunge spil på den på samme måde, som de andre tablets kan. Til gengæld har du en tablet, hvis batteri holder i overraskende lang tid.

iPad Mini (Retina)

Apple har længe været den ukronede konge på tabletmarkedet. Æblefirmaets iPad har de seneste år nærmest haft monopol på tabletmarkedet, men det har ændret sig.

Android som helhed (det vil sige summen af alle Androidproducenter) overstiger nu Apples markedsandel, men Apple sidder stadig stærkt på markedet.

iPad Mini (retina) er en to'er i Apples 'Mini-serie'.

Med Apples retina-skærm og den samme processor, som sidder i den større iPad Air, sparker iPad Mini afsted som en trendsætter inden for tablets af alle størrelser.

Applefan eller ej: Det kan man ikke komme uden om. iPad Mini'en har et flot og stilrent design.

Med enten hvid eller 'Spacegrey' bagside i aluminium og en hvid/sort front holder den det meget minimalistiske design, som Apple er ved at være så kendt for.

Den er, sammen med Lenovo S5000, den tyndeste tablet. Skærmen går langt ud til kanterne, og det kan faktisk give lidt problemer, når man står med den, hvis man skal læse.

Jeg har i hvert fald flere gange skiftet side i min e-bog, selv om det ikke var hensigten.

Med iPad'en har du ikke mulighed for at udvide din tablet med ekstra plads med et (Micro) SD-kort, og prisen stiger meget hurtigt, hvis du skal have en af de større udgaver med mere plads.

Du har heller ikke mulighed for at sætte en ekstern harddisk eller USB til, som du har på en Android- eller Windowstablet, hvilket for nogle kan være et minus.

I stedet kan du bruge en løsning som denne
.

Skærmen

Skærmen er et af de helt store salgsargumenter på iPad'en. Den har en opløsning på 1536 x 2048 på den 7,9 tommer skærm. Det betyder en PPI på 324, hvilket er så skarpt, at du vitterligt ikke kan skelne de individuelle pixels fra hinanden.

Sammen med skarpe synsvinkler og en flot farvepalet er skærmen noget af det bedste, som du overhovedet kan få på en minitablet. Kun Asus/Googles Nexus 7 er på samme niveau.

Og skærmen er vidunderlig at læse på. Med så høj en PPI føles det ofte, som om man læser på oplyst papir, og selv om jeg ved, at mange tro e-reader-fans vil sige mig imod, er det en tablet, som absolut kan erstatte en decideret e-læser.

Ydeevne og styresystem

For at være fair så har jeg ejet en iPad Mini (Retina) længe. Og jeg har bandet og svovlet over den, samtidig med at jeg har rost den til skyerne.

Jeg er ikke en Apple-fanboy (min hverdags-telefon er min elskede Lumia 925), men iPad Mini'en skal have mange rosende ord med på vejen.

Den kan absolut ikke alt, men det den kan, gør den til perfektion. Alle animationer og app-åbninger sker på sekundet, og jeg har kun oplevet ét crash, siden jeg købte den før jul.

De indbyggede apps er gode og velfungerende, men har du ikke andre Apple-produkter som iPhone og Mac, bliver et par af dem nærmest ubrugelige.

Jeg har - ikke længere - hverken iPhone eller Mac, så Apples messaging-app er ligegyldig og må gemmes væk i den særlige mappe, jeg kalder "Apple-crap". 

Her ligger også 'iTunes Store', 'Photobooth' og 'Facetime', og jeg bruger heller ikke Apples eget cloud-system iCloud, men tyr i stedet til Microsofts OneDrive, der har en udmærket app til dette. Andre kan med fordel bruge Dropbox eller Google Drev.

Har du til gengæld andre Apple-produkter, vil du opleve en vidunderlig form af samhørighed med dine produkter, og det er altså undervurderet, hvor rart det er, at ens billeder fra telefonen automatisk optræder i foto-app'en på iPad.

Men der er mange ting, en iPad ikke kan. Du har ikke adgang til et decideret filsystem, så at modtage og sende filer kan være et helvede.

Du kan heller ikke uploade filer til mange hjemmesider, hvorimod både Android og - selvfølgelig - Windows-maskinerne har væsentligt nemmere ved dette.

Apps, apps og alle de apps du vil have!

Apps er som altid alfa og omega for smartphones og tablets, og det er ikke uden grund, at iPad's længe har været et synonym for tablets for den almene befolkning (Jeg bliver hidsig, næste gang en stewardesse spørger, om jeg ikke vil pakke min iPad væk, når jeg sidder med en Surface Pro 2...).

For der er en gigantisk forskel på apps-mængden til tablets fordelt på de tre gængse platforme, iOS, Android og Windows 8.

Klart i toppen har vi iOS, der har - ifølge Apple selv - godt 475.000 apps til iPads, som selvfølgelig også kan bruge apps til iPhone.

Apple har desuden en velfungerende butik for bøger og magasiner, og er man mere til for eksempel Kindles bogsalg, findes der selvfølgelig en app for dette.

Og der findes apps til alt. Og er du typen, som gerne vil have ofte visuelt flotte apps til din tablet, har Apple ganske enkelt et bedre økosystem end Android, der dog er begyndt at have vigtige tablet-apps.

Konklusion

iPad Mini er en af de bedste tablets, der er på markedet. Den har absolut det bedste økosystem, hvad angår applikationer, har en af markedets bedste skærme, og batteriet holder, så du kun sjældent febrilsk må løbe efter en stikkontakt. Jeg når nemt på den anden side af en dags brug, hvor jeg stadig har over 70 procent strøm.

At vælge mellem en iPad og en Android-tablet virker ofte til at være en religion. iOS er et meget låst system. Hvor du med Android nærmest har lov til at gøre med systemet, hvad du vil, ser iOS ud på én bestemt måde, og sådan er det. Nogen kan leve med det, andre kan ikke.

Dertil kommer, at det også er en af de dyreste tablets. For næsten 2.700 kroner er prisen for iPad Mini, og har du ikke det store behov for Apples synkronisering og kun bruger en håndfuld apps, som er vigtige, og som findes på Android, er en Android-tablet måske et billigere og bedre bud.

Samsung Galaxy Tab 3 7"

Samsung er en af de største mastodonter på smartphone- og tabletmarkedet.

Koreanerne er gode til at skyde nye modeller ud på markedet, og deres Galaxy-serie af produkter har været nogle af de mest solgte på alle markeder - og specielt i Danmark.

Tab 3 7" er en tyk lille fætter. Med 306 gram fordelt på en 7 tommer tablet, der næsten er én centimeter tyk, føles den stor. Den er lavet af hvid glossy plastik og en metallignende plastikkant rundt. Hvorfor mange producenter har en forkærlighed for kunstig metal, er for mig en gåde.

Plastikken på bagsiden er ikke glat, og man har derfor et godt greb på tablet-pc'en, men det er samtidig en type plastik, som meget nemt får tydelige ridser.

Den samme plastik som succes-telefonen Samsung Galaxy S3 havde i sin tid.

Tabletten kan købes i en version med 8 gigabyte lagerplads, men er også tilgængelig i en version med 16 gigabyte, og der er yderligere plads til et Micro SD-kort, der kan håndtere op til 64 gigabyte data.

Skærmen

Tab 3 7" har den laveste opløsning af de testede tablets, og det er tydeligt.

Det kan være et luksusproblem efter at have haft skærme på smartphones og tablets med en høj PPI, men tekst og logo'er virker meget utydelige, og lille tekst er næsten umulig at læse, og jeg fik hurtig ondt i øjnene af at læse hjemmesidetekst på den.

Samtidig er dens farver ikke præcise. Alt har et underligt blåt slør over sig.

Til gengæld har den udmærkede synsvinkler og en høj lysstyrke, som gør den god at bruge udenfor ... hvis altså ikke lige, at dens skærm reflekterede solens fulde styrke tilbage i ansigtet på dig.

Ydeevne og styresystem

Hvis man kan se bort fra Samsungs brug af, hvad jeg vil kalde billig plastik til deres produkter, så laver de faktisk nogle udmærkede produkter.

Tab 3 7" er ikke en af dem. Alene den ældgamle skærm burde være nok, men Tab 3 7" kører Android 4.1.2 - altså en snart to år gammel version af Android, der ikke bliver opdateret mere.

Det er der egentlig ikke noget i vejen med, men systemet er på Tab 3 7" langsomt og tungt. Ud over et ældre Android lægger jeg det meste af skylden på Samsungs grafiske overflade, 'Touchwiz'.

Nogle gange kører det fint og flydende, imens det andre gange giver hakkende animationer, sløv app-opstart og en fesen og tung weboplevelse, der selv på billedlette sites gør, at man ikke får en god oplevelse.

Spil fungerer fint, men fra tid til anden hakkede grafiske spil som N.O.V.A og Asphalt 8. Er du mere til de sociale spil, klarer den det fint.

Samtidig kommer der ofte app-crashes, og nogle gange kommer det fra apps, som man ikke engang vidste, at man havde åbnet.

Blandt andet fik jeg gentagne fejlbeskeder fra Google+, og jeg har på ingen måde åbnet Google+, der er mere øde end Saharas ørken.

Samsungs produkter bliver ofte kun rigtig gode, hvis man rooter og installerer sit eget styresystem, men dette bryder garantien på produktet og bør kun gøres, hvis du ved, hvad du foretager dig.

Den lille, tykke tablet er desuden fyldt med forud-installeret software fra Samsung. Mange forskellige 'hubs', som skal hjælpe dig med at finde apps og købe musik, og applikationerne er - som altid - umulige at slette.

Konklusion

Konklusionen for Tab 3 7" er, at det er en meget, meget skrabet tablet. Den har en gammel skærm med lav skærmopløsning, og den kan give en kedelig oplevelse med et til tider hakkende system.

Men når alt kommer til alt, er den uhyggelig billig. Den koster i diverse danske netbutikker under 900 kroner, og skal man bruge en lille tablet til for eksempel ungerne, er det absolut en mulighed. Til læsning af den nyeste krimi fra Kindles butik, sjove og grafiske spil eller websurf vil jeg foreslå nogle af de andre modeller.

Nexus 7 (2013)

Nexus 7 (2013) produceret af Asus er Googles eget kærlighedsprodukt.

Den har (2013) efter sig, da det er en nyere version af den første model, der udkom tilbage i 2012.

For overblikket skyld skriver jeg kun Nexus 7 herefter, men vær bevidst om forskellen, hvis du vil købe dig en.

Det er den tablet og den produktlinje, hvor man får den reneste Androidoplevelse, da de ikke har smidt en grafisk overflade oven på Android, hvilket næsten alle andre producenter har det med at gøre.

Nexus 7 er produceret i samarbejde med Asus, der har taget sig af hardwaren, imens Google har koncentreret sig om softwaren.

Resultatet er absolut en af de bedste Androidtablets på markedet.

Med en syv tommer skærm, en tykkelse på 8,7 millimeter og en vægt på 290 gram er den dejlig let at håndtere, og man kan uden problemer bruge den i én hånd.

Bagcoveret er af en gummiagtig plastik, hvilket giver et godt greb, og brydes kun af et stort NEXUS-logo og et kamera.

Ud over standby- og volumeknapperne brydes kanterne kun af et USB-stik. Det vil sige, at der ikke er mulighed for at udvide tablettens lagerplads, men modellen findes også i en dyrere 32 gigabyte version.

Vi har testet udgaven med 16 gigabyte lagerplads.

Skærmen

Skærmen har en kvalitet, der nærmer sig iPad Mini'en. Med en opløsning på 1200 x 1920 fordelt på en 7 tommer skærm rammer vi imponerende 324 PPI, og ligesom på iPad Mini'en kan man ikke skelne mellem de enkelte pixels.

Det giver et knivskarpt billede, som virkelig er en fryd for øjet at bruge, og selv den mindste tekst kan læses uden problemer.

Ydelse og styresystem

Nexus 7 kører den absolut nyeste version af Android: Android Kitkat 4.4.

Det er en del af tablettens image altid at have den nyeste version, hvorimod andre tabletproducenter godt kan være måneder om at få den nyeste version på deres produkter - hvis de da overhovedet får den nyeste version.

Det vil også sige, at Googles tjenester er bygget endnu mere ind i systemet end andre tablets. Blandt andet kan man swipe fra venstre for at komme direkte over i Googles 'Google Now'-nyhedsopdateringssystem, hvilket bare kører flydende og uden problemer.

Alt kører faktisk glat og flydende på tabletten. Den starter hurtigt op, kommer ikke med performance-hiccups, starter programmerne hurtigt og uden problemer, og ikke én gang oplevede jeg crash eller lignende.

Tunge spil kører uden problemer, og med den flotte skærm bliver billedet bare lige dét flottere at sidde med, når man skyder rumvæsener eller racer ned igennem Islands veje i Asphalt 8.

Google har sågar tænkt så langt at deaktivere styresystemets softwareknapper, som man ellers normalt kan ramme ved en fejl. Der er tænkt på detaljerne.

Det eneste minus ved Nexus 7 er egentlig det samme minus, som der er ved alle Android-tablets: Mangel på apps.

Jeg er ikke selv den store apps-bruger (hvis jeg var, havde jeg ikke en Windows Phone), men der er ganske enkelt en stor og tydelig forskel på apps til Android og til iOS.

Ikke bare i kvantiteten, men ofte er apps til iOS også af en anden æstetisk kvalitet.

Det er selvfølgelig subjektivt, men det skal nævnes, at er man typen, som altid vil være med på trenden med de nyeste tablet-apps, så skal man tænke sig grundigt om, før man køber en Android-tablet.

Konklusion

Nexus 7 (2013) er absolut den bedste Android-tablet i minikategorien, hvis ikke den bedste overhovedet.

Med et gennemført og velbygget design, en virkelig smuk skærm og et Android-styresysten, som der ikke er blevet pillet ved, er det her altså tabletten, hvis man vil være i Android-universet.

Den har desuden en ganske fin batterilevetid, og til en pris på godt 2.000 kroner er det nok det bedste bud på en mini-tablet.

Dell Venue 8 Pro

Sidst i testen har vi lidt af en joker. Microsoft er med deres Windows 8-maskiner begyndt for alvor at bevæge sig ind på tablet-markedet, og med den sidste opdatering til Windows 8.1 åbnede muligheden sig for at indføre Windows på mindre skærme.

Dell Venue 8 Pro er sådan en model. En 8 tommer tablet med et fuldt fungerende Windows, som vi kender det fra vores computere - bare på en noget mindre skærm.

Vi har tidligere lavet en lang og grundig anmeldelse af Venue 8 Pro. Den kan du læse her.

Skærmen

Skærmen er af samme opløsning som Lenovo S5000 og Asus Memo Pad 8. Og den er som så ikke ringe, men med de samme ord som med de to førnævnte, er alting bare ikke lige så skarpt, som på andre tablets.

Bogstaver og ikoner kan godt virke lidt pixelleret, men dens tekst er alligevel noget skarpere end de to andres, da Windows gør brug af sit Clear Type-software, hvor man tilpasser teksten til ens ønske.

Tabletten har samtidig mulighed for at sende skærmbilledet op på en anden skærm via det trådløse Miracast, men det er ikke særlig udbredt, og det ville have været en noget bedre løsning, hvis der havde været en HDMI-udgang (om end bare en mini-HDMI).

Ydelse og styresystem

Dell Venue 8 Pro har en Atom-processor i motorrummet, hvilket er en batterivenlig processor, som dog stadig kan køre alle Windows-programmer.

Alt fra den medfølgende Office-pakke til simple spil kører den uden problemer, men den må se sig slået, hvis man kører tunge programmer som Adobes Lightroom.

Samtidig kører alle dens 'Tablet'-overflader uden problemer og hakken, og det er generelt en fornøjelse at bruge fingrene på en Windows-tablet: Hvis man altså er i tablet-delen af systemet.

Den har som andre Windows-maskiner også et normalt skrivebord, og her skal man altså væbne sig med tålmodighed, da rigtig mange programmer af god grund ikke er optimeret til tykke fingre.

Apps til systemet er godt på vej. Vi er langt fra samme niveau som både Android og iOS, men de fleste 'vigtige' apps som Spotify, Facebook og Netflix er der allerede.

Men kvaliteten er altså lavere. Et eksempel er Kindles læse-app. På iOS og Android fungerer den uden problemer, er grafisk acceptabel og nem at arbejde med. Windows' app er til sammenligning en joke.

Sæt alt til med et enkelt stik

En fed ting er dog, at man via tablettens USB-port kan sætte alverdens enheder til. Man skal lige købe sig en OTG-USB, men så kan man også sætte eksterne harddiske, USB-stik, printere, projektere, minikøleskab og hvad har vi.

Noget som alle Windows-tablets gør rigtig godt og er en stor fordel.

Problemet med Dell Venue 8 Pro er dog, at den oplades via samme stik, så sætter du en printer eller mus til, kan du ikke sætte strøm til tabletten samtidig.

Konklusion

Windows' tablet-pc'er er forholdsvis nye på markedet, men de kan blive absolut stærke kandidater i mini-tablet-kategorien.

Dell Venue 8 Pro er den absolut tungeste tablet i testen, og heller ikke den tyndeste, men man får altså også mere 'computer' for pengene.

Det skal du tage med i dine overvejelser, hvis du står og skal købe en tablet.

Har du brug for en tablet, som har hele Office-pakken og Windows-programmer, men som til gengæld ikke nødvendigvis er fingervenlig? Eller vil du have en Android eller iPad, som er noget mere låste i deres app-valg, men som altid passer til fingrene?

Konklusion: Denne tablet skal du købe

Der findes rigtig mange tablets på markedet til rigtig mange forskellige formål, men skal du have en minitablet, er der stadig kun ét rigtigt valg.

iPad Mini (Retina)
Der er ingen tvivl om, iPad Mini (Retina) er den bedste minitablet i øjeblikket.

Den har en fantastisk skærm, et gnidningsfrit styresystem, mange gode muligheder for medier i form af bøger, videoer og magasiner og ikke mindst et gigantisk udbud af veldesignede applikationer, som Android ikke kan matche.  

Apple iPad Mini er også den dyreste tablet, og for nogle vil den også være for dyr. Har man ikke lyst til at bruge mindst 2.800 kroner på en lille tablet, eller bryder man sig ikke om Apples produkter eller måde at gøre tingene på, er der et næsten lige så godt alternativ:

Nexus 7 (2013).

For 800 kroner mindre kan man få fingre i en tablet med en lige så god skærm, samme gnidningsfrie animationer, og der er adgang til populære applikationer som Spotify, Netflix, Twitter, Facebook og så videre.

Men der er ganske enkelt ikke det samme udbud som på iPad'en, men butikken hos Google er i rivende udvikling, og det er et stort fokuspunkt for Google.

De to produkter er i mine øjne lige gode på hver deres måde, så det er kun på grund af det nuværende app-udbud, at iPad bliver fremhævet.

De andre Android-tablets, Lenovo S5000 og Asus Memo Pad 8 er også på sin vis fine nok, men hvorfor give 1.500 og 1.700 kroner for to "okay" tablets, når man for 2.000 kroner kan få en Nexus 7 (2013), der giver en langt bedre oplevelse.

Samsung Tab 3 7" er ikke at anbefale, med mindre du står og mangler en billig tablet, som dine børn kan have med i bilen på vej til sommerhuset. For sølle 900 kroner har den absolut slagtilbudsværdi, og for nogen vil den være nok, men den har en lav skærmopløsning og en ofte ærgerlig brugeroplevelse, som man ikke kan komme uden om.

Til sidst har vi Dell Venue 8 Pro. Jokeren. Er du allerede glad for Windows 8, og ønsker du en tablet, som har en voldsom fleksibilitet i forbindelse med Microsofts programmer, men knap så mange gode tablet-apps, kan man overveje en Windows-tablet. Og Dell Venue er absolut ikke et dumt bud.

Læs også: Indædt Surface-hader får plads i Microsofts bestyrelse

Læs også: Vildeste fald nogensinde: Så meget droppede pc-salget i 2013

Læs også: Så stor er Android blevet: Apple får tørre tæsk




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere