Tidligere udviklingsdirektør i TDC Anders Blauenfeldt har fået nyt job.
Han indtræder i ledelsen og ejerkredsen af Mofibo som CTO med ansvar for teknikken og produktudviklingen, oplyser han i en mail til Computerworld.
Mofibo er en tjeneste til streaming af e-bøger, som blev lanceret sidste år af Morten Strunge, manden bag teleselskabet Onfone, der blev solgt til TDC.
"Mofibo har bevist sin model og produkt og trækker 5000 nye kunder ind om måneden, men er stadig i starten af sin rejse og med en lille organisation," skriver Anders Blauenfeldt.
"Spændende udviklingspotentiale foran sig, både i form af mange forskellige typer produktinnovation, men bestemt også i form af international ekspansion hvor vi regner med at lancere i Sverige senere i år."
Anders Blauenfeldt stoppede tidligere på året i TDC i forbindelse med en større organisationsændring.
Selv om han blev tilbudt andre stillinger i TDC, valgte han at sige nej, har han tidligere forklaret til Computerworld.
"Jeg besluttede mig for, at det var den rette timing til, at jeg efter 12 år i koncernen skulle prøve noget andet," sagde Anders Blauenfeldt dengang.
Stor direktør-udskiftning i TDC
Anders Blauenfeldt er bare en af flere direktører, der er stoppet i TDC på det seneste.
Både koncerndirektør Eva Berneke fra TDC Erhverv og koncerndirektør Anders Jensen fra consumer-delen af TDC har også har valgt at sige op.
Computerworld har tidligere spurgt TDC's koncernchef, Carsten Dilling, hvordan det påvirker TDC, at flere af de mest centrale direktører stopper?
"Når man har en virksomhed med cirka 500 chefer og ledere, er der selvfølgelig noget dynamik ud og ind af det system. Det er ikke unaturligt, at nogle af vores allerdygtigste chefer, når de føler, at de har lavet det stykke arbejde, de er rigtig gode til, gerne vil videre - og i øvrigt får nogle rigtig attraktive jobtilbud," lød svaret blandt andet fra Carsten Dilling.
Læs også:
Endnu en exit i TDC: Udviklingsdirektør har også sagt op
TDC's Carsten Dilling: Derfor er vi gode til at effektivisere