Artikel top billede

Stærke råd: Sådan skaffer du it-talenter

Klumme: Danske topledere ser manglen på kvalificeret arbejdskraft som en trussel for forretningen. Men hvordan skaffer vi de højtkvalificerede it-folk samt personer med både forretningsforståelse og it-kompetencer?

It-ledelsen i danske virksomheder mangler i mange tilfælde medarbejdere med de rette kompetencer.

Kan CIO'en ikke skaffe højt specialiserede it-konsulenter til sine projekter, kan han ikke indfri sine mål. Spørgsmålet er derfor, hvad CIO'en skal gøre? Hvordan skaffer han eller hun it-talenterne?

Vækst gør problemet værre

Ved offentliggørelsen af PwC's Global CEO Survey 2014 i januar kom det frem, at 59% af danske topledere vurderer, at en af de væsentligste trusler for forretningen er mangel på kvalificeret arbejdskraft.

Samtidig forventer over halvdelen vækst, som inden for de kommende 12 måneder vil øge antallet af medarbejdere.

Udsigterne, som gerne skulle sikre danske virksomheder muligheden for ikke at sakke bagud, når væksttoget sætter i gang, risikerer derfor blot at gøre CIO'ens problemstilling endnu større.

IT-Branchen har tidligere påpeget problemet i en undersøgelse, der viser, at to ud af fem virksomheder havde mindst én ubesat stilling samtidig med, at 70% af virksomhederne forventede et stigende antal opgaver. It-virksomhederne efterlyser først og fremmest højtkvalificerede og specialiserede it-folk samt personer med både forretningsforståelse og it-kompetencer.

Job ryger på manglende kvalifikationer

It spiller en nøglerolle i driften og udviklingen af virksomhedernes forretning. Mangel på medarbejdere med de rette kompetencer vil betyde, at projekter og tiltag, der skal hjælpe til at nå it-organisationernes mål om at reducere omkostninger, minimere risici og holde slutbrugerne produktive, ikke kan gennemføres.

Ifølge brancheforeningen DI ITEK er årsagen, at it-kandidaterne fra uddannelsesinstitutionerne ikke har den rette uddannelse og til dels mangler de værktøjer og metoder, som virksomhederne efterspørger. Og når de kompetente ressourcer mangler, er det i udgangspunktet ligegyldigt for CIO'en, om hjælpen kommer fra Ballerup eller Bangalore. 

Morten Østergaard, som indtil for nylig var minister for forskning, innovation og videregående uddannelser, har erkendt udfordringen og i december 2013 fastlagt regeringens mål: Vi må ikke miste et job i Danmark, fordi de rette kvalifikationer ikke findes på det danske arbejdsmarked. Ministeren har nedsat et udvalg, der i det meste af 2014 skal arbejde på anbefalinger.

Tænk ud af boksen

Imens lider danske virksomheder under, at eksisterende it-medarbejdere i mange tilfælde mangler færdigheder, der matcher de behov, virksomhederne møder i dag, uden at de kan skaffe nye medarbejdere med de nødvendige kompetencer.

Og CIO'en vil desuden nødigt udskifte sine medarbejdere, bl.a. fordi omkostningerne ved at nyansætte er betragtelige. Typisk er der en indkøringsfase på op mod 6 måneder, før den nye medarbejder begynder at skabe resultater.

Så hvad kan du som CIO gøre for at skaffe de nødvendige it-talenter? Kig på løsningsmuligheder, der udvikler forretningen:

  • Giv relevant videreuddannelse til dit eksisterende team for at bygge værdifuld kompetence op over tid.
  • Træk velkvalificerede interim-konsulenter ind til at løse de projekter, der skal realisere din strategi nu. Indtil kvalifikationerne i det eksisterende team er bygget op, fylder interim-konsulenterne hullerne ud og gør, at it-organisationen ikke mister momentum.
  • Brug samtidig interim-konsulenterne til at tilføre ny viden, metoder og værktøjer til organisationen. It-projekter arbejder i forvejen tit med en 80/20-fordeling mellem egne og eksterne folk i, så scenariet burde ikke afskrække.
  • Bliv smidig og velforberedt med planlægning frem for brandslukning. Konsulenter med netop de specialistkompetencer, der er brug for, er til at få fat på. Inddel ønskede konsulentprofiler i ressourcepuljer ud fra deres præcise nøglekompetencer og hold dig orienteret om, hvor ressourcerne findes samt vær i løbende kontakt med mulige samarbejdspartnere og relevante grupper på fx LinkedIn eller Facebook.
Danske virksomheder er kendte for højt fagligt niveau og viden, ikke mindst inden for it.

Men det er efterhånden ved at blive en myte - eller i hvert fald en sandhed med modifikationer. Skal det undgås, er vi nødt til sammen at tænke i nye løsningsmodeller, der kan sikre danske virksomheder it-talenterne og en plads på toget.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere