Hvis du troede, at din pc var fuldstændig virusfri, så kan du godt tro om igen. Faktisk sidder du formentlig netop nu midt i et sandt slaraffenland for mikrober.
Tastaturet, som denne artikel er skrevet med, er opholdssted for 400 gange flere mikroorganismer end et gennemsnitligt toiletsæde.
Professor i mikrobiologi Charles Gerba fra Arizonas Universitet har indsamlet prøver fra kontormiljøer for at måle, hvor mange mikrober vi deler vores arbejdsdag med.
- Skriveborde er bakteriernes kantiner. Her får de morgenmad, frokost og alt, hvad de ellers har brug for, efterhånden som vi tilbringer flere og flere timer på kontoret, siger Gerba ifølge nyhedsbureauet AFP.
I løbet af en arbejdsdag når vi at pille os i næsen, klø os i håret, måske også lidt i øret, så en tur til i næsen, et par host og et nys. Hver eneste gang bliver der overført bakterier til omgivelserne og især de overflader, vi berører med vores hænder.
Ifølge professor Charles Gerbas undersøgelse fra Arizonas Universitet er det telefonerne, der er hjemsted for flest mikroskopiske livsformer.
På en telefon lever der op til 3.895 bakterier per kvadratcentimeter. På et tastatur er det 510 og på en computermus er det 260. Skrivebordet er dog et af de bedste steder at gå på mikrobejagt. I gennemsnit finder man nemlig 3.249 bakterier på en kvadratcentimeter af skrivebordet.
- Når personer, som er smittet med bakterier fra eksempelvis en forkølelse, bevæger sig rundt på kontoret, overfører de bakterierne til alle de overflader, de berører. Her kan bakterier eller influenzavirus overleve i op til tre døgn. Et kontor kan på den måde blive til en sand rugemaskine for mikroorganismer, siger Charles Gerba ifølge AFP.