Netflix og Google er to netværks-tunge virksomheder, der begge blev stiftet i slutningen af 1990'erne.
I dag sidder de to virksomheder på over halvdelen af den amerikanske internet-trafik, hvor Netflix målt i bytes fylder godt 30 procent, mens Google med sit videosite Youtube står for knap 20 procent af downloads i net-trafikken.
Dermed er de to gigant-virksomheder ifølge netværksvirksomheden Sandvines halvårlige Global Internet Phenomena-rapport samlet gået frem fra en andel på 47,8 procent ved sidste måling til nu at fylde 50,3 procent på de amerikanske kobber- og fiberkabler.
Haltende efter de to store videospillere som kongerne af kablerne kommer kombattanter som Amazon og Hulu med deres videotilbud, som dog tilsammen kun kan mønstre knap tre procent.
Det skriver Businessweek.
Pirater på retræte?
Sandvines statistik over, hvor meget de forskellige tjenester fylder i den samlede internet-trafik, viser også en anden interessant tendens: Pirateri synes at være på tilbagetog i Guds eget land.
For mens fildeling-netværksprojektet BitTorrent med et anseeligt lager af piratkopier af film og musik sidste år ved samme tid stod for mere end 10 procent af den amerikanske internet-trafik målt i bytes, så er andelen i dag nede på 7,4 procent.
Her fremhæves det samtidig, at samlet er fildelingstjenester gået fra en trafik-andel på 31 procent i 2008 til i dag at fylde mindre end 10 procent af den samlede mængde downloads.
Samtidig er det værd at bemærke, at for 10 år siden, da Sandvine begyndte at udgive sine Global Internet Phenomena-rapporter, lå BitTorrent-trafikken helt oppe på 60 procent.
20 procent på to år
Siden er trafikmængderne på nettet steget ganske betragteligt, mens fildelingernes relative andel altså er faldet.
Ifølge BBC er andelen af BitTorrent-trafik i Europa dog stigende, hvor også Netflix er begyndt at møve sig kraftigt ind på informationsmotorvejene med en 20 procent andel af den europæiske internettrafik.
Den dominerende europæiske position har Netflix nået på to år, hvilket er en del hurtigere end i USA, hvor selskabet var fire år om at sætte sig på 20 procent af net-trafikken.
Læs også:
Store dele af nettrafikken forsvandt i kæmpe Google-nedbrud