Apple arbejder på to nye iPhone-modeller, der ifølge nyhedsbureauet Bloomberg begge vil blive udstyret med buede skærme i store størrelser.
De to modeller vil få skærme på henholdsvis 4,7 tommer og 5,5 tommer, lyder det fra nyhedsbureauet.
Angiveligt arbejder Apples udviklingsafdeling også på en helt ny berøringsfølsom teknologi, der kan måle trykket, der lægges på glasset.
Det betyder, at smartphonen vil kunne kende forskel på hårde tryk og bløde tryk. Det er dog endnu uvist, om den nye teknologi når at komme med i de kommende iPhones, der angiveligt vil se dagens lys til næste år.
I hælene på Samsung
Med planerne om at satse på buede skærme går Apple i hælene på Samsung, der med den såkaldte Galaxy Round allerede har lanceret en smartphone med buet glas.
Den kan du læse mere om her: Se Samsungs nye Galaxy-mobil med buet skærm.
Ifølge Bloombergs kilder arbejder Apple imidlertid på en model, hvor glasset buer opad, mens Galaxy Round buer nedad i en dal midt på skærmen.
Samsung har ligeledes allerede en hel stribe smartphones på gaden med større skærme end de nuværende iPhones.
Analytikere har tidligere vurderet, at Apple inden længe ville lancere en 'Mega iPhone,' da der især er efterspørgsel efter smartphones med store skærme i vækstmarkederne i Kina og det øvrige Asien.