Artikel top billede

Samsungs beskidte tricks afsløret: Sådan gjorde sydkoreanerne

Du bliver ikke en af verdens største it-giganter ved at være en renskuret spejderdreng. Flere af Samsungs beskidte tricks er den seneste tid afsløret, og sydkoreanerne er ikke ene om at udføre svinestreger.

ComputerViews: De mobber hinanden offentligt, de store mobilproducenter.

Samsung har længe produceret reklamefilm, der håner Apple og fremstiller firmaets kunder som en omgang tomhjernede flokdyr, der slet ikke er klar over, hvem der er konge på mobilfronten.

LG har til gengæld drillet Samsung under den store lancering af Galaxy S4 i marts på Times Square i New York.

Her købte LG sig til større billboards på den store plads i den amerikanske by for at overskygge Samsungs event.

Og efterfølgende var topchefer fra HTC hurtigt fremme ved journalisternes mikrofonerne for offentligt at voksenmobbe Samsungs nye mobil, der blev hånet for mangel på innovation, når det gjaldt designet, og for at være fyldt med gimmicks.

Nokia gav også Samsung en albue i fjæset, og den danske produktchef postede et billede på Twitter, der forestiller et klasseværelse, hvor en studerende kigger en anden over skulderen og skriver af.

Det blev efterfulgt af teksten: "Vi er smigret: betjening med handsker, smart foto og polycarbonat findes nu ikke kun på Lumia 920."

Mens ovenstående eksempler måske alt sammen kan ses som forholdsvis harmløse drillerier virksomhederne imellem, så kan der også drejes på nogle af de mere djævelske håndtag i marketingmaskinen, der åbner for regulære svinestreger og beskidte tricks.

Alt sammen i jagten på succes. På at sælge flere telefoner. På at erobre flere markedsandele.

Bloggere tages som gidsler

For mobilproducenterne gælder det om at få omtale. Den traditionelle kanal har været medierne, men de senere år er indflydelsesrige bloggere i stigende grad kommet i søgelyset.

Ligesom journalister inviteres de til pressemøder og produktlanceringer, men der er flere eksempler på, at de ikke får mulighed for samme frie og uafhængige rapportering som pressen.

For lidt over et år siden blev to indiske bloggere nærmest taget som gidsler af Samsung under forbrugerelektronikmessen IFA i Berlin.

De var inviteret til messen af den sydkoreanske mobilproducent og havde den klare opfattelse, at de kunne arbejde uafhængigt under opholdet på lige fod med journalister.

Ifølge deres egne oplysninger havde de gjort opmærksom på det inden afrejsen, og det var godkendt.

Men da de landede i Berlin, blev de beordret til at iføre sig Samsung-uniform og stille sig op på messen. Her skulle de reklamere for producentens produkter og vise dem frem for journalister og andre interesserede.

Da de to bloggere nægtede at fungere som hjul i marketingmaskinen, truede Samsung med at rive deres returbilletter itu og smide dem ud fra deres hotel.

Måske var det bare en stor misforståelse, og Samsung undskyldte efterfølgende for den måde, som virksomheden havde behandlet bloggerne.

Men det er ikke første gang, at Samsung har forsøgt at presse en blogger.

Tvunget til promovere Samsung online

I 2012 vandt en fransk kvinde en Samsung-konkurrence, og præmien var en tur til OL i London med alt betalt.

Hun var klar over, at der ville være noget marketingarbejde, da hun havde arbejdet som 'brand ambassadør' for virksomheden i et par år. Men ifølge hendes eget udsagn tog det fuldkommen overhånd. 

Næsten konstant blev hun overvåget, og hun havde ingen fritid og skulle udfylde massevis af rapporter om, hvordan hun havde promoveret Samsung i den engelske hovedstad. 

Angiveligt blev hun også presset til at tage billeder og videoer, der roser det sydkoreanske brand for siden at uploade indholdet til sociale medier som Facebook og YouTube. 

"Jeg troede, at jeg bare skulle dele seje billeder og statusopdateringer om turen via sociale netværk på min måde, med mine ord".

OL fik hun ikke set ret meget af, og det blev kun til to sportsbegivenheder og ingen tur til det olympiske stadion. Hele hendes historie kan læses her, hvor opholdet betegnes som en arbejdslejr. 

De to indiske bloggere i Berlin blev i øvrigt reddet af Nokia, efter at deres historie om at de var strandet i Berlin, bredte sig i medierne.

Heroisk valgte finnerne at betale for hotel og flybilletter hjem til Indien, og Nokia scorede en pæn pr-gevinst på det. 

Men heltestatussen blev knust kort tid efter, da Nokia varmede op til lanceringen af Lumia 920. 

Snydevideoer fra Nokia 
Her blev en video lagt på YouTube, der skulle vise, hvor god den nye mobil var til at optage video. 

Umiddelbart forestiller den to unge mennesker, som cykler ved siden af hinanden, mens den ene filmer. 

De levende billeder fra Lumia 920 byder ikke på host, hak eller hop, men er perfekte og viser en lang glidende optagelse takket være optisk billedstabilisering. Imponerende. 

Hvis det ikke lige var, fordi nogle skeptikere fik kigget klippet nøje igennem. Her viser det sig, at videoen slet ikke er optaget med en mobil, men med et professionelt kamera, der er placeret trygt og stabilt i en varevogn. 

Hvordan opdagede de det? Jo, bilen med tv-holdet er ganske kort genspejlet i et vindue på 'mobiloptagelsen'.

Det førte til en sand shitstorm mod Nokia, som blev smurt ind i dårlig pr lige op til lanceringen af sin på det tidspunkt måske vigtigste mobil nogensinde. 

Siden har Nokia tilføjet "Simulation of OIS technology" til optagelsen, der stadig kan ses på YouTube.

Testsnyderi og betalt tilsvining af konkurrenter

Det er næppe første eller sidste gang, at der er blevet fusket med indholdet i en produktvideo. Et andet sted som fuskes er i benchmarktest. 

Flere it-medier går meget op i disse test, da de umiddelbart kan give et objektivt billede af, hvordan en mobil performer. 

Er den hurtig eller langsom i forhold til konkurrenterne? 
Problemet er bare, at mobilproducenterne fifler med testresultaterne. 

Tech-siden Ars Technica afslørede for en måned siden Samsung i at snyde i flere test. 

Her leverede mobilen Galaxy Note 3 væsentligt bedre resultater end LG G2, selv om de to telefoner er udstyret med samme processor. 

Forskellen var så massiv, at Ars Technica satte sig for at undersøge, hvordan det kunne hænge sammen. 

Normalt går mobilens quadcore-processor ned i hastighed, når telefonen ikke bruges intensivt, og tre af kernerne slukkes, mens den fjerde drosler ned. Dermed spares der på strømmen og varmeudviklingen. 

Men når Galaxy Note 3 blev sat til at køre et benchmarkprogram som Geekbench, så blev der på intet tidspunkt skruet ned for hastigheden. Pedalen var konstant i bund i alle scenarier, som blev forsøgt testet. 

Ved at snuse i mobilens kode fandt Ars Technica frem til, at mobilen specifikt er instrueret i at booste sin performance i adskillige benchmarkprogrammer. 

Mobilen er altså opdraget til at vise sig fra sin bedste side i bestemte testsituationer. Men det er ikke nødvendigvis et retvisende billede af, hvordan telefonen vil fungere ved normal brug. 

Siden har Anandtech testet flere Android-mobiler fra andre producenter, og der er også en udbredt grad af fusk, når de afvikler diverse benchmarkprogrammer.

Køber sig til bedre omtale

Manipulering af benchmarkresultater er en ting, men deciderede smædekampagner mod konkurrenterne er en anden. 

Her er det endnu en gang Samsung, som er blev taget på fersk gerning.

Det skete i foråret, da det kom frem, at den sydkoreanske mobilproducent var mistænkt for at have hyret studerende til at rose Samsungs produkter på nettet og tilsvine konkurrenterne - især HTC. 

Taiwans Fair Trade Commission indledte en undersøgelse, der netop er afsluttet, og Samsung er kendt skyldig. 

Bøden er lidt over 1,8 millioner kroner, hvilket for Samsung formentlig svarer til at blive stukket af en myg. Det er hurtigt glemt, og med en milliardomsætning i dollar er det næppe noget, som sydkoreanerne vil kunne mærke på bundlinjen.

Flinke spejderdrenge får ikke succes

Spørgsmålet er dog, om sydkoreanerne alligevel vil ømme sig lidt over dommen, der udstiller virksomheden som skruppelløs.

Taiwans Fair Trade Commission har nemlig slået fast, at Samsung havde hyret et stort antal personer til blandt andet i onlinefora at kritisere konkurrerende produkter.

Samtidig havde de ansatte også haft til opgave at kommentere negative nyheder om Samsung produkter på en måde, så brodden blev taget af historierne. 

Denne form for manipulation kaldes også 'astroturfing', og sydkoreanerne er formentlig ikke de eneste, der praktiserer det på nettet. 

Senest er der sået tvivl om mobilproducenten BlackBerry, som for nylig lancerede en ny app til styresystemerne iOS og Android.

Den blev lynhurtigt downloadet 10 millioner gange og fik massevis af topanmeldelser. Problemet var bare, at mange af dem var fuldkommen ens og tydeligvis kopierede.

BlackBerry har dog afvist, at virksomheden skulle have noget at gøre med de tilsyneladende mange falske anmeldelser af app'en. 

Samsung er ikke den eneste skurk

Samsung har været gennemgående for eksemplerne i denne artikel, men sydkoreanerne er næppe de eneste i it-verdenen, der står bag ufine tricks og svinestreger.

Når de fleste mobilproducenter kigger sig selv i spejlet, vil de formentlig ikke se en renskuret spejderdreng med duelighedstegn.

Derimod vil der formentlig tegne sig et billede af en mere dyster skikkelse, hvor øjnene lyser af ambition, motivation og ønsket om rigdom. 
 
Og et par blodige knoer på højre hånd vil afsløre, at det gælder om at slå til, hvis man vil til tops.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere