Artikel top billede

Google-annoncer er i strid med loven

Brug din konkurrents firmanavn i dine annoncer på Google og få flere kunder. Lyder det lidt for smart? Det er det også.

Hvordan ville du have det, hvis navnet på dit firma pludselig blev brugt som overskrift i en annonce fra en af dine konkurrenter?

Den oplevelse har Anton Kjær, indehaver af det lille it-servicefirma computerambulancen.dk, haft.

I sidste uge klikkede han på sin Google-bar og skrev nærmest for sjov sit eget firmanavn i søgefeltet. Stor var hans overraskelse, da han øverst i søgeresultatet fandt en annonce fra et andet servicefirma, computer112.dk - oven i købet med "Computerambulancen" som overskrift på annoncen.

"Jeg blev egentlig bare irriteret. Det er jo den annonce, folk klikker på," siger Anton Kjær, som ved at spidse sin søgning yderligere til fandt han en hel stribe tilsvarende annoncer fra det samme firma.

"Der er lavet rigtig mange annoncer (fra computer112.dk, red.), som alle sammen starter med mit firmanavn," fortæller Anton Kjær. Han har drevet sit firma og betalt for domænet computerambulancen.dk siden 2010.

I strid med loven

Annoncering via Google sker normalt ved, at annoncøren opretter sin annonce i Google AdWords og selv skriver indholdet og de søgeord, som skal få annoncen til tops i forbrugernes søgninger. I nogle tilfælde hjælper Google annoncøren med at udforme den enkelte annonce.

Ifølge it-jurist Martin von Haller Grønbæk er det ulovligt at bruge andre firmaers navne i sine egne annoncer - også selv om det foregår på nettet.

Det gælder også, selv om firmanavnet ikke er varemærkebeskyttet, og man alene bruger konkurrentens navn for at komme øverst i en Google-søgning. Han henviser til tre friske afgørelser fra Sø- og Handelsretten.

"I forbindelse med annoncering via søgemaskiner viser retspraksis, at det ikke vil være muligt at registrere og anvende en konkurrents varemærke eller kendetegn, uden at dette indebærer en krænkelse af varemærkeloven eller markedsføringsloven. Så i det lys er det ulovligt på den måde at tagge en konkurrents varemærke eller købe en annonce hos Google, hvor man bruger konkurrentens varemærke," siger Martin von Haller Grønbæk.

Google: Vi er ikke internet-politi

I Googles opstartsafdeling for Google AdWords har man dog en anden vurdering af juraen. Ifølge Google går grænsen der, hvor et firmanavn eksempelvis ikke er varemærkebeskyttet.

"Der er nogle ord, der er varemærkebeskyttet, og så bliver annoncen automatisk afvist. Men hvis ikke der er beskyttelse af firmanavnet, er det ikke i strid med vores politik. Men du får ikke os til at hjælpe med at sætte det op. Der er mange, der bruger Google AdWords selv, og vi kan ikke forhindre folk i at gøre det, hvis de selv opretter en konto," siger Andreas Hallander fra Google AdWords.

"Det svarer til, hvis du bruger en konkurrents firmanavn på din hjemmeside for at lokke kunder til, så det er udelukkende et spørgsmål om (annoncørens, red.) etik og moral. Google kan jo ikke rende rundt og lege internet-politi," siger Andreas Hallander.

Det skal stoppes

Hos Computere112.dk siger indehaver Casper Schou, at hans annoncering på Google bliver varetaget af et eksternt firma.

"Det er ikke noget, jeg selv står for. Jeg har et firma til at tage sig af det. Men det vil jeg selvfølgelig undersøge. Det skal da stoppes. Det er helt klart min holdning," siger Casper Schou.

En lignende forklaring gav Casper Schou i øvrigt, da Computerworld i 2009 skrev om en tilsvarende sag, hvor Computer112 blev beskyldt for typo-squatting ved at købe internet-domæner, der til forveksling lignede en konkurrents domæne.

Casper Schou fortæller samtidig, at hans eget firma også er offer for typo-squatting, hvor konkurrenter opretter internetdomæner, der ligner computer112.dk.

"Jeg oplever det samme med andre firmaer, som laver det samme med mit firmanavn. Men jeg kan jo ikke brokke mig over, at andre gør det, hvis jeg også selv gør noget tilsvarende," siger Casper Schou.

Har talt ud

Med til historien hører, at Computerambulancen.dk og computer112.dk reelt ikke er konkurrenter. Computerambulancen koncentrerer sig om service til Mac-computere, mens computer112.dk kun servicerer pc'er.

Efter at Computerworld har taget den aktuelle sag op, har de to indehavere talt ud om sagen og har aftalt, at de fremover vil henvise mac- og pc-kunder til hinanden.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere