"Sag nr. AR2013.0443. TDC A/S mod et antal medlemmer af dette forbund."
Sådan lyder teksten lidt kryptisk på Arbejdsrettens hjemmeside om et møde, der er sat til den 24. oktober 2013 klokken 14.30.
Arbejdsretten vil ikke give indsigt i sagens akter, men oplyser dog, at indklagede i sagen er "LO for Dansk Metal".
Endvidere oplyser Arbejdsretten, at der er indbragt et klageskrift i sagen.
Arbejdsnedlæggelser i Jylland
Sagen handler om nogle arbejdsnedlæggelser i Jylland tilbage i juni måned.
"Det er korrekt, at der er en sag omkring overenskomststridige arbejdsnedlæggelser tilbage i juni 2013 på forskellige lokationer," bekræfter kommunikationsrådgiver Povl Damstedt Rasmussen fra TDC.
"Den drejer sig om en tvist om bod i forbindelse med arbejdsnedlæggelserne. Sagen er dog en sag mellem TDC A/S og nogle medlemmer af Dansk Metal, og derfor har vi ikke yderligere kommentarer til sagen," oplyser han videre i en mail.
Hos Dansk Metal har man på nuværende tidspunkt ingen kommentarer til sagen.