Artikel top billede

Seks tip til at finde app-talenter

Der er enorm efterspørgsel på mobiludviklere, så hvordan finder du talenterne? Få en stribe stærke råd her.

Hvis du vil forstå, hvad der rykker på it-jobmarkedet i dag, kan du stille dig selv dette simple spørgsmål: Hvornår tjekkede du sidst din mobil eller var på nettet på din mobil?

Antallet af mobile enheder på internettet vil ifølge Ciscos Visual Networking Index overgå verdens befolkning i løbet af i år. Den samlede globale omsætning fra mobil-apps forventes af Gartner at nå op på 142 milliarder kroner i år, hvilket er 62 procent mere end sidste år.

Det kan således ikke undre nogen, at mobiludvikling (til både iOS og Android) ligger på førstepladsen i en undersøgelse for nylig af de aktuelt hotteste it-færdigheder, foretaget af it-rekrutteringsbureauet Cybercoders.

It-folk med kompetencer inden for mobiludvikling får gennemsnitligt fire til fem jobtilbud, fremhæver det amerikanske rekrutteringsbureau, der har undersøgt, hvad flere end 10.000 it-virksomheder leder efter hos kandidater til ledige stillinger.

Problemet er, at efterspørgslen er højere end udbuddet på grund af den stærke vækst i mobilmarkedet. Spørgsmålet for mange virksomheder er, hvordan de anskaffer sig mere talent inden for mobiludvikling hurtigt nok til at realisere deres mobilstrategier.

"Vi oplever helt afgjort, at det er svært at finde mobiludviklere i øjeblikket," udtaler Scot Melland, der er topchef for Dice Holdings. Han fortæller, at et af de hurtigst voksende områder er HTML5, som er optimeret til mobil. Her er efterspørgslen hos Dice steget med 52 procent siden sidste år.

Herudover er efterspørgslen på it-folk, der har erfaring med udvikling til iPhone, steget med 20 procent siden sidste år, fortæller Melland.

Efterspørgslen på erfaring med Android er til sammenligning kun steget med otte procent, på trods af at Android udgør et større marked på globalt plan. Det kan dog sandsynligvis tilskrives, at Dice fokuserer på det nordamerikanske marked, tilføjer han.

En løsning på problemet kan være simpelthen at købe sig til talent, som Walmart gjorde sidste år med opkøbet af mobilbureauet Small Society. Men den strategi kan ikke lade sig gøre for alle. Derfor kan du i det følgende få nogle ideer fra rekrutteringsspecialister og it-professionelle, der hver især har tacklet denne udfordring.

Seks stærke råd

1. Samarbejd med marketing: En stor del af interessen for mobilområdet kommer fra erhvervslivets marketingafdelinger, som ifølge Gartners beregninger fra 2017 vil investere flere penge i it end it-afdelingerne selv. "Det er et væsentligt skift," udtaler Michael Kirven, der er stifter og topchef for it-konsulentvirksomheden Mondo fra New York. "Det er nyt, at marketing bruger penge på teknologiske løsninger for at skabe omsætning og værdi for investorerne. Vi oplever en enorm konkurrence på marketingniveau angående disse it-talenter."

Efterspurgte faglige profiler inkluderer udviklere af frontend-brugergrænseflader, som har forstand på den mobile brugeroplevelse samt erfaring med HTML5, oplyser han.

I mange tilfælde vil it-chefen ifølge Kirven konkurrere med virksomhedens marketingchef om de samme kandidater. "De skal levere de samme resultater, og det er med til at skabe denne meget høje efterspørgsel på kandidater med disse færdigheder," påpeger han.

2. Vær klar til at handle: Da færdigheder inden for mobiludvikling er så eftertragtede, lyder rådet fra Kirven, at man som personalechef skal være klar til at slå til. "Vi råder virksomheder til at være hurtige til at tage beslutningen om at ansætte," siger han. "Man er nødt til at være forberedt og have sine budgetter afstemt, så folk er klar til at tage en hurtig beslutning."

3. Brug dine netværk: Mobil-apps vil for realkreditselskabet Prime Lending fra Dallas i Texas også være et fokuspunkt i 2014, fortæller it-chef Tim Elkins. Da virksomheden på nuværende tidspunkt kun har en enkelt mobiludvikler ansat, vil det også være et område, hvor der skal ansættes nye medarbejdere. Dette realkreditselskab har i dag én mobil-app, der er designet til, at forretningspartnere kan følge med i lånestatus, mens en anden, der skal forbedre låneoplevelsen for kunderne, er under udvikling.

Med hensyn til at finde udviklere kommenterer Elkins: "Vi har været nødt til at være meget kreative." Selv med hjælp fra store rekrutteringsbureauer var der ikke held: "Vi kunne ikke finde nogen, og hvis vi gjorde, havde de allerede fået tre tilbud." Elkins forsøger nu på gammeldags manér ved at trække på sit eget, medarbejdernes og fagfællers netværk. "Man er nødt til at finde frem til folk, der ikke aktivt søger job," konkluderer han.

4. Motivér de nuværende medarbejdere: Elkins giver også sine eksisterende ansatte mulighed for at kaste sig over mobiludvikling, og adskillige er blevet engagerede nok til at bruge deres fritid til at komme op i omdrejninger. "Hvor vi kan, giver vi folk den mulighed, så længe det kan lade sig gøre inden for rimelig tid," fortæller han. Sidste år i forbindelse med Halloween byggede udviklingsteamet for eksempel et spil til mobil. "Det gav dem en chance for at eksperimentere og lære noget nyt," forklarer han.

5. Anspor alle ansatte til en mobil tankegang: I en lokalbank i Westwood i Massachusetts er det ikke kun udviklingsteamet, der besidder de kompetencer og den tankegang, der er brug for i forbindelse med mobility, fortæller it-direktør James Gordon fra Needham Bank.

Med en i stigende grad mobil medarbejderstab er Gordon ved at implementere en infrastruktur, der gør det muligt for hans ansatte at yde support til mobile medarbejdere, der bruger Apple iPhones og iPads, og som i stigende grad har brug for adgang til virksomhedens forretningsprogrammer.

Indtil videre har han implementeret Mobile Irons system til mobile device management og Accellions system til sikker mobil fildeling.

"Vi er gået fra at yde fjernsupport via e-mail til mobile device management, hvilket har gjort det muligt for vores medarbejdere at være produktive uden at befinde sig på kontoret," fortæller Gordon.

"Folk forventer i dag at have adgang til indhold fra mobile enheder efter eget valg uden at skulle logge ind hele tiden. Og det kræver et særligt sæt kompetencer at sætte i stand."

Han fremhæver for eksempel, at SharePoint ikke fungerer direkte på iPad, og at det er besværligt for medarbejderne at benytte VPN til at få adgang til systemet. "Det kræver en skarpsindig administrator at gøre det muligt på en sikker måde, samtidig med at brugeroplevelsen ikke lider skade," påpeger Gordon.

Med Accellion kan mobile medarbejdere bruge native versioner af virksomhedens forretningsprogrammer på deres mobile enheder i et sikret "workspace."

Gordon mener, at det er mere hensigtsmæssigt at styrke sit eksisterende personales kompetencer fremfor at ansætte nye medarbejdere. "Når man internt opretter en faglig disciplin, kan man komme i gang med det samme fremfor at bruge tid på at jage rundt efter kandidater med meget efterspurgte færdigheder," lyder hans argument.

6. Vær på forkant med virksomhedens behov: Når Gordon bevæger sig rundt i banken, ser han, at brugerne i stigende grad benytter deres iPads i stedet for deres store computerskærme.

Det er dog ikke alle, der endnu er klar over, at de kan arbejde lige så effektivt hjemmefra som på kontoret. Og det er helt, som det skal være - Gordons kan godt lide at være på forkant på mobilområdet, så han undgår at skulle indhente det senere.

"Det er ikke helt gået op for brugerne, at de kan være nøjagtigt lige så produktive uden for kontoret, og vi lægger fundamentet nu, så vi er klar, når dæmningen bryder," siger han.

"Vi har været mobile siden 2008 og har understøttet tablets siden 2010, så vi er allerede i fuld gang i modsætning til at forsøge at indhente."

Oversat af Thomas Bøndergaard




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere