Internetfirmaet Yahoo er tilsyneladende umættelig i sit ønske om vækst, og derfor er Yahoo i disse uger på vildt opkøbs-raid med sociale tjenester og mobil-apps som fællesnævnere.
Den største skalp blev sikret for en lille måned siden med blog-giganten Tumblr, der blev købt for omkring 6,4 milliarder kroner.
Undervejs har Yahoo også slugt Playerscale, som har danskere på en række topposter, og nyheds-app-tjenesten Summly, der blev købt af den blot 17-årige brite Nick D'Aloisio for 170 millioner kroner.
Seneste handler er så telekonference-tjenesten Rondee og fotografi-app-selskabet Ghostbird Software for ukendte beløb, skriver Techcrunch.
Derudover har Yahoo også i forårets løb blandt andre erhvervet sig mobil-app-selskaberne Loki, Astrid, MileWise og medie-statistik-selskabet GoPollGo.
Rejser sig fra asken
Med sin heftige trang til opkøb er Yahoo godt i gang med at ride videre på den bølge, som for alvor begyndte at skvulpe igen med tredje kvartals regnskab i 2012, hvor indtjeningen steg til 1,7 milliarder kroner.
Årets resultat for Yahoo var også en positiv nyhed, der voksede med 88 procent på bundlinjen, hovedsageligt på grund af salg af aktier til det kinesiske internetselskab Alibaba, som for alvor er ved at vokse sig stor og fed.
De positive takter er fortsat ind i 2013 for Yahoo og selskabets relativt nye boss Marissa Mayer, da årets første kvartalsregnskab viser en stigning på indtægtssiden.
Trods vækstønskerne og de positive toner fra regnskaberne er Yahoo dog fortsat en skygge af sig selv sammenlignet med jubii-tiderne fra omkring årtusindeskiftet, hvor selskabet for mange - især amerikanere - var synonymt med det at søge på internettet.
Siden kom et søgeselskab ved navn Google på banen og vendte op og ned på magtforholdet.
Læs også: