Memory Card-rester reddet fra lukning

Det hedengangne Memory Card Technology, som amerikanske Dataram overtog resterne af, er sluppet af med den gæld og de husleje-forpligtelser, som udgjorde en trussel om konkurs. Ifølge direktøren er selskabet nu gearet til vækst.

Tiden som gældplaget og underskudsramt RAM-producent med konkurstruslen hængende over hovedet er foreløbig overstået for det tidligere Memory Card Technology (MCT) i Århus.

Selskabet, der blev overtaget af den amerikanske RAM-producent Dataram efter sin konkurs, er ifølge direktør Lars Marcher sluppet af med gældsposter og huslejekontrakter, der satte gang i konkursspekulationer.

- Der er ingen voldsom gæld længere i Danmark, og det er lykkedes os at komme ud af lejemålet, siger Lars Marcher fra sin plads i USA, hvor han også er driftsdirektør (COO) for hele Dataram-koncernen.

Det krakkede John Trolle-selskab i Danmark, som i dag går under navnet Dataram Aps, blev i 2001 købt af Dataram-koncernen, for 260 millioner kroner.

Blev et mareridt

Overtagelsen udviklede sig til et mareridt for den nye ejer, som frem til foråret sidste år nedskrev værdien af selskabet med 125 millioner kroner. Samtidig blev antallet af medarbejder decimeret fra cirka 130 til 20, og produktionen i Danmark lukket.

I selskabets seneste regnskab, der sluttede med udgangen af april sidste år, lød tabet på 173 millioner kroner, hvoraf langt hovedparten skyldtes fyringsomkostninger og nedskrevet goodwill.

Oven i kom kortfristede gældsposter på 43 millioner kroner og en kontrakt om at betale syv millioner kroner om året i husleje på de alt for store lokaler i Viby ved Århus frem til 2009.

I regnskabet forberedte ledelsen derfor dengang kreditorerne på, at der var overvejelser om konkurs.

- Det var meget vigtigt for os at finde en løsning på lejemålet, og i foråret kom vi ud af det med en check på små 10 millioner kroner. Gælden er taget over driften og egenkapitalen i koncernen, som har en god pengetank, siger Lars Marcher.

Tilbage på rette spor

Ifølge direktøren er det danske selskab tilbage på rette spor. Den danske forretning fungerer hovedsagelig som salgs- og support-kontor, hvor der også er færdigvarelager til de øvrige filialer i Europa. Omkring 80 til 90 procent af omsætningen hentes uden for Danmarks grænser.

Lars Marcher tør dog ikke love overskud på bundlinjen i år, da der, selv om broderparten er afviklet, stadig skal foretages nogle afskrivninger, som han ikke sætter nærmere beløb på.

- Men vi får overskud på driften og regner med en omsætning mellem 120 og 150 millioner kroner, siger Lars Marcher.

Sidste år lød omsætningen på 158 millioner kroner, og den falder ifølge direktøren, fordi forretningen med RAM til privatkunder er skåret helt væk både herhjemme og på verdensplan.

Virksomheder køber mere RAM

Dem manøvre er angiveligt lukrativ for Dataram-koncernen over hele linjen. Det børsnoterede amerikanske selskab er netop kommet med regnskab for tredje kvartal, hvor et underskud på knap fem millioner kroner fra perioden sidste år er vendt til et tilsvarende overskud i år.

- Meget af væksten kommer, fordi vi nu kun er i det lukrative high-end-marked, hvor stabilitet og sikkerhed er mere afgørende end prisen. Og nu, da virksomhederne igen begynder at bruge penge, er det grundlæggende ting som RAM, de starter med at opgradere, siger Lars Marcher.

Ifølge direktøren går det så godt, at selskabet har jobopslag ude på de fleste af sine markeder. Dog ikke i Danmark, hvor der er sælgere og supportere nok til at klare den lokale efterspørgsel.

- I Danmark har vi nu den struktur, vi gerne vil have, og er gearet til at kunne håndtere måske en tredobling i væksten på europæisk plan, siger Lars Marcher.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere