Artikel top billede

SKI må simpelthen have fået en ordentlig SKI på

Klumme: SKI stiller helt ufattelige krav til prækvalificerede firmaer, der skal deltage i udbud. Se hvor vilde krav, vi blev stillet overfor bare for at udfylde en SKI 02.18-besvarelse.

Endelig!

Glæden var stor, da SKI efter et forsøg eller to endelig besluttede sig for, at nu skulle det altså være - 02.18 var i luften.

Og efter prækvalifikationen skulle det oven i købet måske også være sammen med os på delaftale fire - det tegnede godt.

På baggrund af en forholdsvis vellykket prækvalifikation spidsede vi blyanterne og begyndte at gøre os klar til at skrive selve tilbuddet.

Vi sætter en ære i at gøre tingene godt, så vi har i den sidste uges tid sat os grundigt ind i de mange siders udbudsbekendtgørelse, vejledninger og skemaer, der nu engang følger med sådan et udbud.

Værdi: To millioner per leverandør
For lige at sætte scenen er det måske relevant med lidt fakta.

SKI oplyser, at den samlede 02.18 har en værdi af mellem 1,2 og 1,8 milliarder gode danske kroner, så udgangspunktet er jo ganske attraktivt.

Nuvel, delaftale fire estimeres til at omfatte cirka tre procent, men det er jo dog alligevel mindst 36 millioner over fire år eller cirka ni millioner om året.

Nu skal der jo så lige vælges fem leverandører der skal kæmpe om disse ni millioner, men hvis vi skulle være så heldige at komme blandt de fem, vil en nogenlunde ligelig fordeling kunne give en potentiel omsætning på to millioner kroner om året.

Ikke alverden, men hva' søren - så er man jo med... (hænger I stadig på?)

Vi gik i gang med læsningen, men efterhånden som vi fik tygget os igennem vejledninger, skemaer og kilometerlange spørgsmål/svar lister, blev panderynkerne dybere og dybere.

Ikke at vi normalt lader os skræmme af papir og rapporter - det hører ligesom med, og de, der kender mig, vil nok også nikke genkendende til, at jeg normalt ikke er til at skræmme væk med lidt papirarbejde.

Men jeg må sige, at SKI 02.18 tager pusten fra selv en som mig, og nu skal I høre hvorfor...

Dagens forventning: 1.860.000 anslag...

I Bilag H, som er det regneark, leverandører bliver bedt om at udfylde, er der angivet et vejledende antal anslag for en række informationer om "relevans" i forhold til en række kriterier i SKI's såkaldte STORM-model.

I regnearket har SKI så venligt angivet et forventet maksimalt antal anslag, som vel må antages at være den mængde tekst, der skal til for at give en passende uddybende beskrivelse.
 
Nu er der jævnfør SKI's STORM-model tre gange 31 felter af hver 5.000 anslag i hver "bruttoløsning".

1,8 millioner anslag

Da man skal præsentere fire bruttoløsninger, giver det samlede antal forventede anslag altså fire gange tre gange 31 gange 5.000 = ikke mindre end 1.860.000 anslag plus det løse - som for eksempel en samlet præsentation på 10.000 anslag og en række andre mere eller mindre relevante beskrivelser.

Denne lille artikel fylder cirka to A4-sider og har cirka 4.000 anslag.

Hvis vi bare for sjov leger med tanken, ville vores uddybende besvarelse af SKI 02.18 fylde 930 A4-sider - og det er kun delaftale fire ud af i alt 17 delaftaler.

Jeg har ikke undersøgt de andre delaftaler til bunds, men da delaftale fire hører til en af de mindste, antager jeg ikke, at omfanget er anderledes i de øvrige aftaler.

Hvor mange ansatte er der lige i SKI???

Jeg er glad for, at vi kun er prækvalificeret på én aftale, men jeg har meget ondt af de stakkels ansatte i SKI.

Med 92 leverandører, der hver er prækvalificeret på et antal delaftaler, bliver der noget at læse.

Et forsigtigt estimat vil nok lande på minimum omkring 150 - 250.000 sider i regnearksformat, som skal læses af SKI på to-tre måneder hen over en sommerferie.

Ved normal læsehastighed kan en person måske læse og evaluere, hvad der svarer til otte A4-sider i timen.

Hvis alle leverer en grundig uddybende besvarelse, vil et forsigtigt estimat være, at der nok skal bruges cirka 19.000 - 32.000 timer til at læse materialet.

Så mange timer ville vi skulle bruge - om måneden

Da det hele skal læses på tre måneder, skal der altså bruges cirka 6.500 - 10.500 timer per måned.

Der er jo som bekendt cirka 160 normtimer på en arbejdsmåned, og lidt løseligt anslået skal SKI altså afse mellem 46 og 75 fuldtidsansatte, som bruger AL tid på at læse SKI 02.18-tilbud det næste stykke tid (uden pauser, ferier og toiletbesøg).

Af SKI's seneste årsrapport fra 2012 fremgår det, at der er 70 ansatte i selskabet.

Jeg håber, at hovedparten af de ansatte - fra rengøringsassistenten til direktøren - har afsat rigeligt af deres sommerferie til at læse vores og de andre leverandøres gode og gennemarbejdede tilbud.

Eventuelt resterende timer må jo så enten tages som overarbejde eller måske slås op som akutjob?

Vi skal nok, men helt ærligt...

Kære SKI - vi skal nok lægge kræfterne i og spidse pennen - det er trods alt "kun" 930 sider (hvilket i øvrigt må være verdens største litterære værk skrevet i Excel?).

Jeg håber meget, at I får tid til at læse de mange engagerede leverandørers gode og grundige besvarelser.

Personligt vil jeg da nok blive lidt skuffet, hvis I ikke læser vores 930 siders materiale lige så grundigt, som vi har læst jeres, men helt ærligt SKI - er I sikre på, at I kan nå det?

Et fromt sommerhåb kunne måske være, at nogen i SKI på et tidspunkt fik tid og kræfter til at løfte hovedet fra de mange siders læsning og reflektere lidt over tingene.

Er det egentligt rimeligt, at man forventer 930 siders tilbud på en aftale, som har en værdi på måske cirka to millioner kroner om året for en leverandør?

Og er det i det hele taget nødvendigt med SÅ meget tekst?

Kenny Munck er seniorpartner i Mentorix.

[i]Computerworlds klummer er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

[/i]Læs også:

Kunder i massevis vender ryggen til SKI

Hård kritik af SKI: It-kæmper dropper milliardaftale

Så mange gange klager it-firmaer over SKI




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere