Apples iPhone-aftaler med mobiloperatørerne kan være ulovlig
EU-Kommissionen mistænker Apple for via selskabets leverandør-kontrakter med de europæiske mobiloperatører at holde rivalerne ude af markedet.
EU-Kommissionen er i de indledende faser af en undersøgelse og har netop sendt en række spørgsmål afsted til en række europæiske mobiloperatører.
Her vil kommissionen have svar på, hvorvidt Apples distributions-betingelser med mobilselskaberne på nogen måde kan give Apple en fordel over andre smartphone-producenter.
"Kommissionen ligger inde med informationer, der indikerer, at Apple og mobile netværks-operatører har indgået distributions-aftaler, der potentielt kan føre til udelukkelse af andre smartphone-producenter," hedder det i en EU-rapport ifølge Financial Times.
Hele it-industrien har forlængst taget muligheden for at klage til EU over konkurrenterne til sig som et naturligt element i den almindelige konkurrence. Det kan du læse mere om her.
Hvad kræver Apple?
Ifølge kommissionen er der i aftalerne mulighed for, at visse tekniske funktioner i Apples produkter bliver frakoblet i visse lande på grund af de pågældende aftaler.
Spørgsmålene, som EU nu har sendt til mobiloperatørerne, indeholder også spørgsmål om Apples salgs-metoder - blandt andet om Apple kræver, at mobiloperatørerne køber et bestemt antal telefoner.
EU vil ligeledes have at vide, om Apple kræver, at mobiloperatørerne aldrig sælger Apple-produkter billigere eller med ringere betingelser end konkurrenternes telefoner.
EU-Kommissionens indledende spørgsmål bygger på flere klager, som EU har modtaget fra forskellige mobiloperatører.
Skal spørgsmålene føre til en rigtig sag, kræver det, at EU vurderer, at Apple har en dominerende position på markedet.
Ifølge comScore har Samsung siden april i fjor været den største smartphone-leverandør i Europa.
Det sydkoreanske selskab havde i december en markedsandel på 32,3 procent mod Apples 20,5 procent og Nokias 16,3 procent.
Læs også:
It-selskabernes effektive politiske våben
Apple presses til at skrue op for sin garanti-periode
Google Maps til iPhone i strid med vigtige EU-regler
EU truer mobil-industrien: Vi tvinger jer til fælles mobiloplader