På Googles årlige udviklerkonference I/O i San Francisco blev sløret løftet for internetgigantens fremtidsplaner.
Under overskriften 'Enden på søgning som vi kender det', fik de mange fremmødte en mindre gennemgang af, hvad vi kan forvente os i fremtiden af verdens ubetinget største søgemaskine.
Det kom blandt andet frem, at Google, som sidder på lige godt 90 procent af det globale søgemarked, har opdateret søgningen, så den er blevet endnu mere intelligent.
"En vidensgraf (knowledge graph) forudser nu fremtidige søgninger baseret på tidligere og igangværende søgninger," fortalte Google ifølge Bgr.com.
Bgr.com skriver videre, at det for eksempel vil betyde, at en søgning på 'hvor mange mennesker der bor i Indien?' måske samtidig vil vise befolkningstal for nabolande eller hele Asien.
Kigger med i din e-mail
Den personaliserede søgning har også fået et ansigtsløft. Nu kan du for eksempel forvente, at Google i højere grad inddrager dine andre Google-kontoer i din søgning.
"En søgning på 'hvornår går mit fly', vil for eksempel returnere et intelligent søgeresultat baseret på din rejsebekræftelse, du har fået tilsendt til din Gmail-konto," skriver Bgr.com.
Googles søgemaskine er noget af en mastodont, når det kommer til søgninger på internettet. Nærmere bestemt bliver den brugt omkring 100 milliarder gange om måneden.
Og de mange brugere af søgemaskinen kan nu også se frem til en ny innovativ funktion. For hvis du ikke længere gider at taste din søgning ind i feltet, så har Google nu også fundet en løsning på det problem.
Således har Google tilføjet en håndfri talesøgnings-funktion til Chrome, som altså giver mulighed for at tale sig frem til en søgning. Når du har sagt din søgning højt, startende med 'okay Google', så vil funktionen derefter læse et svar op for dig.
På konferencen fremviste Google også en pallette af andre nye produkter, herunder en ny musikstreaming-tjeneste, en ny smartphone og en helt nydesignet version af sin kort-tjeneste Google Maps. Det kan du læse mere om her.
Læs også:
Google på trapperne med gigantisk musiktjeneste
Sådan toptuner Google sin søgemaskine
Efterretningstjeneste: Sådan finder du skjult materiale på Google