Fire millioner danskeres NemID-login-løsning til netbanker og offentlige hjemmesider halter for tredje gang på under en uge.
NemID-leverandøren Nets fortæller til Computerworld, at der formentlig ikke er tale om et nyt DDoS-angreb, som hev NemID af nettet omkring syv timer sidste torsdag og omkring en halv time tirsdag.
Derimod er der sandsynligvis tale om, at Nets selv ligger og skruer på sine servere, så NemID-servicen fremstår som ustabil igen i dag.
"Jeg kan ikke afkræfte 100 procent, at der er tale om et nyt angreb, men de nuværende forstyrrelser skyldes formentlig en følgevirkning af angrebene og vores forsøg på at implementere modtræk," fortæller Nets' pressechef, Søren Winge, til Computerworld.
Udtalelsen kommer efter, at pressechefen har diskuteret udfaldene på NemID-servicen med flere teknikere hos Nets.
"De fleste danskere kan sagtens bruge NemID, som de plejer. Der vil dog kunne opleves sporadisk ustabilitet," lyder det fra Søren Winge.
Nets i DDoS-beredskab
Onsdag eftermiddags NemID-flimmerier har blandt andet fået Danske Bank til at advisere på sin hjemmeside, at der er tekniske fejl, og man kan prøve senere, hvis der skulle komme en fejlmeddelelse i forsøget på at logge på netbanken med NemID.
"Log-in med NemID kan være ustabilt i øjeblikket. Vi arbejder på at løse problemet," lyder beskeden på NemID's egen hjemmeside, der er tidsstemplet klokken 13:36.
De nye problemer med NemID kommer blot få timer efter, at hackergruppen Danish Lulzteam i Computerworld har annonceret, at de vil slå til igen mod Nets.
Den angrebserklæring kom igen få timer efter, at Nets proklamerede, at selskabet har strammet væsentligt op på sikkerheden - ikke mindst i forbindelse med DDoS-angreb.
"Vi har læst, at de har varslet et nyt angreb, og derfor er vi også i beredskab. Det kan muligvis være vores forebyggende foranstaltninger, der giver noget støj på linjen," erkender Søren Winge, pressechef hos Nets.