Ifølge de seneste tal fra det amerikanske forlagsforbund repræsenterer e-bøger nu 22,55 procent af det samlede bogsalg i USA. Amazon har længe solgt flere e-bøger end papirbøger, men netbutikkens onlinesalg tegner et lidt misvisende billede af markedet. Det er oplagt at købe e-bøger hos Amazon - der kan hentes og læses med det samme - mens traditionelle boghandlere fortsat sælger flest papirbøger. Det vil muligvis ændre sig over de kommende år.
Hvis man kigger nogle år tilbage, så har e-bøgerne haft en dramatisk vækst. De udgjorde kun 0,5 pct. af bogsalget i USA i 2006, og det steg til 3,17 pct. i 2009, 16,98 pct. i 2011 og nu er det altså næsten en fjerdedel af salget, der sker elektronisk.
Det er godt nyt for forlagsbranchen, som har set sin samlede omsætning vokse med 6 procent i 2012. Det ser altså ud til, at e-bøger har fået folk til at læse mere, eller at de bruger flere penge på bøger. Der er dog tegn på, at væksten bliver mindre i år - december var en af de værste måneder for bogsalget i 2012.
Korte noveller er fremtiden
Den aktuelle trend med elektroniske bøger kan også ændre hele bogoplevelsen. E-bøger kommer til at ligne apps med lyd, video og interaktive funktioner. Teksterne bliver kortere og mere episodiske. Tim Waterstone, der står bag en af de mest kendte boghandler-kæder i Storbritannien, har annonceret et nyt projekt med titlen Read Petite.
Her skal brugerne betale en fast månedlig afgift på et par britiske pund og får så adgang til korte historier på mindre end 9.000 ord. Det bliver allerede sammenlignet med Spotify, men Tim Waterstone understreger at man vil sørge for kvalitetskontrol af indholdet. Der kommer kun historier fra kendte, etablerede forfattere.
New York Times bekræfter også, at den korte fortælling har fået en renæssance. Mange læser e-bøger i toget, bussen eller andre steder, hvor man lige kan nå en hurtig historie.
Mange af de mest succesfulde e-bogsforfattere har skrevet episodiske fortællinger. Det gælder blandt andet Hugh Howey, der er forfatter til Wool-serien. Hans første historier er nu samlet og udgivet i bogform på papir - men forfatteren har beholdt de digitale rettigheder til sine tekster, der er solgt eksklusivt i Kindle-format.
Ulovlige prisaftaler på e-bøger
Samtidig er priserne for e-bøger under pres. I dag er det stadig helt almindeligt at betale næsten samme pris for en e-bog som for en fysisk bog - selvom der hverken er udgifter til tryk, materialer eller distribution. Det bliver anderledes fremover.
EU-kommissionen tvang sidste år Apple og fire forlag til at ophæve deres eksisterende prisaftaler på e-bøger. Forlagene var gået sammen med Apple for at holde priserne for e-bøger på et kunstigt højt niveau på iOS-platformen.
I USA har landets justitsministerium og 16 forbundsstater også sagsøgt Apple og fem forlag for ulovlige prisaftaler på elektroniske bøger.
Den amerikanske justitsminister Eric Holden sagde i april sidste år, at forbrugerne har betalt "millioner af dollar" i overpris for e-bøgerne som følge af de hemmelige prisaftaler.
En digital kopi er aldrig slidt
Amazon kan blive den store vinder i priskrigen. Amazon har tidligere haft en meget aggressiv prisstrategi på markedet for e-bøger og sælger sin egen læseenhed til bøgerne, Kindle. Samtidig har Amazon fået patent på salg af brugte e-bøger og det kan også blive en bombe under priserne.
Kindle-ejere har allerede mulighed for at "udlåne" e-bøger til deres venner. Den pågældende bog er så ikke tilgængelig på den oprindelige enhed, så længe den er "lånt ud".
Denne lånefunktion kunne nemt udbygges til et rigtigt salg af brugte e-bøger, hvor Amazon så kan håndtere transaktionen og sørge for, at den oprindelige bog bliver helt slettet.
Det er dog ikke sikkert, om det overhovedet er lovligt. Der er afgørende forskelle mellem fysiske og digitale produkter. Et digitalt produkt kan i princippet kopieres et uendeligt antal gange. Hver kopi er perfekt. Der er ingen kvalitetstab. Der er ingen fedtpletter eller knækkede sider eller tobakslugt. Det er fuldstændig det samme produkt.
Det er altså ingen grund til at købe en ny e-bog, hvis man kan vælge en billigere brugt. Det kan få priserne til at styrtdykke, hvis der bliver åbnet for salg af brugte e-bøger.