12 ud af 15 sælgere fyret
Den sønderjyske forhandler Kontor Syd er nu på vej ud af tre år med nedgang og omstrukturering.
En krise, der ifølge Kontor Syds direktør, Svend-Aage Kjær, hænger direkte sammen med, at Kontor Syd i 2009 tog en beslutning om at blive "landsdækkende på Jylland og Fyn". Beslutningen indebar, at Kontor Syd tog chancen og ansatte 15 medarbejdere fra konkurrenten Sapas konkursbo.
Hvorefter finanskrisen kort tid efter ramte Kontor Syd som en forhammer. Alene møbelsalget, som før købet lå langt foran budgettet, gik nærmest i stå og endte med at blive halveret.
"Vi tog den rigtige beslutning på det forkerte tidspunkt. Det har kostet penge. Det er da træls. Vi fik alle ulykker på en gang," konstaterer Svend-Aage Kjær.
Ud over at Kontor Syd netop havde ansat 15 sælgere, overtog forhandleren også nogle store lejemål. Blandt andet satsede Kontor Syd på at åbne en Odense-afdeling af kontorsupermarkedskonceptet Kontorting - et koncept som Kontor Syd har stor succes med i Sønderborg.
"Vi åbnede en butik, hvor vi havde en månedlig husleje på 60.000 kroner, og der kom ingen kunder," fortæller Svend-Aage Kjær.
Samtidig bidrog de nyansatte sælgere ikke med det salg, som Svend-Aage Kjær havde satset på.
"Normalt når man ansætter en sælger, kender de en kunde eller to. Men alle kunder fra Sapa var væk. Vi fik ikke en eneste ny kunde ind i folden. Alle sælgerne skulle ud og starte forfra, og det er svært i en krisetid," konstaterer Svend-Aage Kjær.
I dag er 12 ud af de 15 sælgere, som Kontor Syd ansatte i 2009 blevet fyret. Det store lejemål til 60.000 kroner om måneden er blevet erstattet med et langt mindre, hvor huslejen kun er på 5.000 kroner om måneden
"Det har kostet en masse slid og en masse penge at komme tilbage til det gamle Kontor Syd. Men sådan er det, når man ansætter 15 mand på gode vilkår og skal af med 12 af dem igen og samtidig har nogle dyre lejemål. Så tager man alle ulykkerne på en gang. Fordelen er, at vi har fået gennemset vores virksomhed totalt. Nu kan vi se fremad igen."
Skat betaler halvdelen af gildet
Grundforretningen i Kontor Syd kører igen i plus, og Svend-Aage Kjær regner med, at det regnskabsår, der slutter i næste uge, ender omkring et nul - enten med et lille plus eller et lille minus.
"Jeg plejer at sige, at når man er fræk i opgangstider, så er man også nødt til at være det i nedgangstider og stå ved sine handlinger," siger Svend-Aage Kjær og fortsætter:
"Vi har lavet en strategisk forkert beslutning. Nu har vi fået fjernet de omkostninger, som det har været nødvendigt at skære væk. Det er ikke noget, man er stolt af. Men det nytter ikke noget at hænge med næbbet, når man har fået tæsk."
Samtidig har der også været lyspunkter. For selv om Kontor Syd har været ramt af en nedtur, så er det gået betydeligt bedre for resten af selskaberne i det, Svend-Aage Kjær kalder Kontor Syd-gruppen. Det er selskaber som ERP-forhandleren IT Solution Point og Syd Design, som alle har kørt med overskud, mens Kontor Syd har tabt penge tre år i træk.
"Fremadrettet er hele Kontor Syd-gruppen nu tilpasset, så vi kommer med sorte tal igen Vi havde en strategi om at blive landsdækkende på Jylland og Fyn. Og det har kostet håndører. Gudskelov har vi så tjent pengene i de andre selskaber," siger Svend-Aage Kjær, som bemærker, at der ikke er noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget:
"Det er trods alt Skat, der betaler halvdelen af gildet. Nu er der gode muligheder for at tjene penge i den næste periode," siger han.