WordPress er et open source CMS (Content Management System) og forholdsvist nemt at bygge hjemmesider med, selv om du aldrig har åbent en bog om programmering.
Du kan bruge WordPress på dit eget domæne, og du har også mulighed for gratis at oprette en blog/hjemmeside på Wordpress.com.
Når du først har platformen på plads, skal der indhold på din side.
Og hvorfor sidde foran computeren, når du kan klare det på farten bevæbnet med din mobiltelefon?
WordPress som app lader dig skrive indlæg, redigere indhold, se statistik og uploade fotos samt video.
Tidligere var især app'en til Android noget rodet, og den var på ingen måde danskervenlig.
Hvis der blev skrevet æ, ø eller å, forsvandt teksten, når den blev uploadet.
Den fejl er heldigvis fjernet i de nyere versioner af WordPress-app'en, der er strømlinet og ikke mindst utrolig nem at bruge.
Når det gælder om at uploade indlæg, er det lige før, at det faktisk er nemmere via mobilen end via computeren.
Du kan downloade WordPress som app her (Android) og her (iPhone).
App'en er gratis, og der findes en dansk version til Android, mens iPhone-brugere må nøjes med engelsk eller alternativt norsk sprog.
Hver uge anbefaler ComON dig en ny app til iOS, Android eller Windows Phone. Se dem alle her. Har du et forslag til en app, vi bør skrive om, er du velkommen til at sende os en mail.