Artikel top billede

Sådan finder du it-talenterne på LinkedIn

Flere og flere personalekonsulenter og arbejdsgivere bruger LinkedIn til at finde kandidater til ledige stillinger. Der findes flere rigtigt smarte teknologier i LinkedIn, som kan anvendes. Se her, hvordan du gør.

Computerworld News Service: Ed Nathanson, der er rekrutteringsdirektør hos Rapid7, har arbejdet med ansættelse af it-talent i 20 år og ved derfor en hel del om, hvordan man finder de rette kandidater til en ledig stilling.

Problemet med jobportaler er ifølge Ed Nathanson, at de kun bruges af folk, der er aktivt jobsøgende.

Og som arbejdsgiver har man her ikke andre muligheder end at offentliggøre en jobannonce og så ellers vente.

Det, der mangler, er en måde at identificere passive kandidater, som ikke nødvendigvis leder efter nyt job, men som måske ville være interesserede i en mulighed for at sætte skub i deres karriere.

Det er netop, hvad LinkedIn kan bruges til, fortæller han.

Ved hjælp af LinkedIn er Ed Nathanson i stand til at identificere det store antal dygtige kandidater, som ikke nødvendigvis leder efter nyt job.

Når han mener at have fundet nogle perfekte kandidater med hensyn til kompetencer, erfaring og personlighed, tager han kontakt til dem.

Men hvordan gør man så det?

Vi har her samlet en række råd, der kan hjælpe dig i den rigtige retning.

Gør et godt indtryk

LinkedIn er i bund og grund et socialt netværk.

Hvis du vil bruge det til at rekruttere medarbejdere, så bør du have en dynamisk og jævnligt opdateret tilstedeværelse på websitet.

Det inkluderer en side til din virksomhed og et højt niveau af interaktion med de øvrige LinkedIn-brugere.

For eksempel kunne et softwarefirma, der har udviklet en mobil-app, som løbere kan bruge til at registrere og analysere deres løbsresultater, oprette en gruppe på LinkedIn, hvor løbere kan udveksle erfaringer om at løbe.

Sådan finder du alle detaljerne

LinkedIn styrkede for nylig virksomheders mulighed for at interagere med brugerne.

De nye virksomheds-sider kan lettere opdateres med billeder, ligesom det nu er muligt for brugerne at dele indhold.

Der er nu også faneblade til produkter og tjenester, hvor man kan fortælle i detaljer om, hvad ens virksomhed sælger.

Man kan desuden betale for at få mulighed for at offentliggøre jobannoncer.

Den vigtigste pointe her er, at du er nødt til at gøre et godt indtryk på de, der kunne være interesseret i at arbejde for din virksomhed.

Brug din virksomheds side til at vise virksomhedskulturen og fremhæve hvad der er godt ved at arbejde for netop din virksomhed.

Find nøgleord for hvad du søger

Lav en liste af nøgleord, der dækker de kompetencer og den ekspertise, der er brug for i den stilling, du skal have besat.

En god måde at gøre det på er ved at læse profiler af folk, som arbejder i samme stilling, og her identificere de faglige begreber, der bruges mest.

Herefter kan du bruge disse nøgleord i din søgen efter den rette kandidat.

Potentielle medarbejdere vil sandsynligvis søge efter relevante virksomheder på samme måde. Derfor er den en god idé også at sørge for at bruge relevante nøgleord på sin virksomheds LinkedIn-side.

Når du finder en person med en interessant profil, bør du klikke på "Personer som" i sidens øverste højre hjørne for at få vist brugere med lignende profiler.

Vær også opmærksom på nøgleord på disse sider og prøv en ny søgning ved hjælp af disse nøgleord.

Brugere på LinkedIn netværker som regel med andre, der arbejder i samme fag.

Prøv derfor at klikke på "Personerne kiggede også på" for at få vist andre brugere, som de, der har besøgt den givne bruger, også har besøgt.

Her kan man ofte finde relevante kandidater fra samme arbejdsområde.

Sådan finder du den rette mand

Brug dine medarbejderes netværk

Mange ansættelser sker som resultatet af interne anbefalinger. Spørg dine medarbejdere, om de kender nogen, der eventuelt ville være en god kandidat til jobbet.

"Alle undersøgelser, vi kender til, understøtter vores erfaring: Gode folk anbefaler gode folk. Og så får man en indbygget anbefaling som regel med kontaktoplysninger til andre tidligere kolleger, som også vil sige god for kandidaten," forklarer Mickey W. Mantle, der er medforfatter til bogen Managing the Unmanageable: Rules, Tools, and Insights for Managing Software People and Teams.

Brug LinkedIn-grupper

Grupper er gratis ressourcer, der er fulde af talenter. Find grupper, du forestiller dig, indeholder folk med de kompetencer, du er ude efter, og deltag i disse grupper.

I en aktiv gruppe burde det ikke tage lang tid, før du begynder at kunne identificere, hvem i gruppen der har de mest nyskabende ideer.

Hvem besvarer spørgsmål?

Hvem er de forbundet til?

At involvere sig i en gruppe er en god måde at få et indblik i, hvad der rører sig på et givet område, og få en forståelse for hvad der er vigtigt for potentielle medarbejdere.

LinkedIn Premium
LinkedIn tilbyder mange gratis måder at finde talenter, men du vil være begrænset til folk i dit eget udvidede netværk.

Du kan dog opgradere din LinkedIn-konto for at få mulighed for blandt andet at kontakte folk uden dit eget netværk.

Der findes en række forskellige abonnementer.

For eksempel koster en almindelig Business-konto 110 kroner per måned eksklusiv moms, hvis man binder sig for et år, mens en Business Plus-konto koster 220 kroner, og en Executive-konto koster 400 kroner.

De giver mulighed for at kontakte folk direkte ved hjælp af et begrænset antal såkaldte InMail.

Undgå at fare for hårdt frem

Det er vigtigt at forstå, at den hårde sælgerstil sjældent er en god tilgang, når man tager kontakt til passive kandidater fremfor aktivt jobsøgende.

"It-professionelle er meget eftertragtede. Det er ikke sikkert, at man får nogen god respons ved ud af det blå at ringe dem op eller skrive en e-mail om en jobmulighed," forklarer Joe Roualdes, der er senior manager for talent solutions hos LinkedIn.

Her er de smarte fif til at målrette din søgning


"Hvis du ikke gør brug af booleske operatorer i din søgning, bliver du oversvømmet af folk. Ved at bruge søgeoperatorer er vi i stand til at indsnævre vores søgning til folk, vi ved, er kvalificerede. Herefter er udfordringen ikke at finde ud af, om en given kandidat er den rette til jobbet, men at få dem til at blive interesseret i jobbet," siger Ed Nathanson.

Alle LinkedIns brugere kan benytte sig af søgeoperatorer.

Det gælder også i tjenesterne til rekrutteringskonsulenter, da det er den samme søgemaskine, der behandler alle forespørgsler.

I det følgende gennemgår vi nogle af de mest almindelige søgeoperatorer, der kan betyde, at din søgning kaster meget mere relevante resultater af sig:

AND

Du kan søge efter profiler, der indeholder flere søgeord ved at adskillige dem med søgeoperatoren AND (skrevet med versaler).

Du behøver dog ikke bruge AND.

Når du laver en søgning på to eller flere ord, vil søgemaskinen automatisk levere søgeresultater, der indeholder alle disse søgeord. Eksempler på disse søgninger:

software AND engineer
"software engineer"
"customer service" AND hospitality
human resources

OR

Du kan brede søgningen ud for at finde LinkedIn-profiler, der indeholder enten det ene eller det andet søgeord ved at adskillige de forskellige søgeord med søgeoperatoren OR (skrevet med versaler).

OR bruges oftest til at søge ved hjælp af flere forskellige stavemåder af et ord eller ved hjælp af forskellige søgeord med stærkt relaterede betydninger.

Eksempler på disse søgninger:

helpdesk OR "help desk" OR "teknisk support"
"vice president" OR vp OR "v.p." OR svp OR evp
J2EE OR "java enterprise edition" OR JEE OR JEE5
"account executive" OR "account exec" OR "account manager" OR salgschef OR salgsdirektør OR sælger

NOT

Du kan lave søgninger, der specifikt udelader søgeresultater med et givet søgeord, ved at skrive søgeoperatoren NOT (med versaler) umiddelbart foran dette søgeord. Eksempler på disse søgninger:

NOT direktør
(google OR salesforce) NOT linkedin
direktør NOT "executive vice president" NOT vp
NOT personalekonsulent NOT rekrutteringskonsulent

NOT er den mindst anvendte og dårligst forståede søgeoperator, men det er en skam, for den bør ikke undervurderes.

En stor del af udfordringen ved at finde relevante kandidater til et job er at filtrere alle de irrelevante fra.

NOT kan hjælpe til at indsnævre antallet af potentielle kandidater ved at udelukke LinkedIn-brugere, der ikke er kvalificerede, eller som sandsynligvis ikke ville være interesseret i jobbet.

Anførselstegn

Du kan søge efter en helt bestemt række af ord eller begreber, der indeholder specialtegn ved at indramme frasen i anførselstegn.

Anførselstegn kan som vist i eksemplerne herover fint bruges i kombination med andre søgeoperatorer. Eksempler på disse søgninger:

"product manager"
".net" AND "C++"

Parenteser

Vedkomplekse søgninger, der benytter en kombination af forskellige søgeord og søgeoperatorer, kan du angive, hvilke søgeord og grupper af søgeord, de forskellige søgeoperatorer relaterer til.

Det første af de følgende eksempler vil søge efter både software engineer og software architect:

software AND (engineer OR architect)
træner NOT (fitness OR fysisk)
(hr OR "human resources") AND kundeservice

LinkedIn Talent Solutions
LinkedIn tilbyder også tjenester til personale- og rekrutteringskonsulenter udover LinkedIn Premium.

Job Slots - Nathanson beskriver denne valgmulighed som en parkeringsplads til din jobannonce for at understrege forskellen mellem LinkedIn og jobportaler, hvor jobannoncer offentliggøres og udløber.

"Det er grundlæggende et sted, du kan placere dine jobannoncer i et år," forklarer han.

Recruiter Seat

Med denne tjeneste kan du kontakte enhver af de 200 millioner brugere på LinkedIn, uden at de behøver være del af dit eget netværk

Work With Us

Med denne tjeneste kan du som arbejdsgiver købe annonceplads på dine medarbejderes profiler.

"Den mest udbredte aktivitet på LinkedIn er at se på profiler. Dette øjeblik af naturlig nysgerrighed er et godt tidspunkt at markedsføre sine ledige stillinger," siger Nathanson.

Career Pages

Der findes både en gratis og en betalt udgave af denne tjeneste.

Den gratis udgave er ligesom en almindelig virksomheds-side.

Med den betalte udgave kan man dog offentliggøre jobannoncer, videoer og udtalelser fra medarbejdere, ligesom der er muligheder for branding.

LinkedIn ønsker ikke at offentliggøre priserne for disse tjenester, da virksomheden ifølge Roulades er i gang med at lave ændringer i sin prisstruktur og i udbuddet af tilgængelige tjenester.

Mashable har dog skrevet om, at Recuiter-tjenesten koster fra cirka 40.000 kroner om året, mens en unavngiven sælger fra LinkedIn oplyser, at erhvervsløsningerne kan koste op til 460.000 kroner om året.

Det er måske mange penge for små virksomheder, men sammenlignet med omkostningerne til en it-rekrutteringskonsulent kan det i visse tilfælde være en endog rigtig god forretning.

Oversat af Thomas Bøndergaard




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere