Artikel top billede

Guide: 10 billige veje til at toptune din gamle pc

Hvilken opgradering til din pc giver den mest markante forbedring af ydeevnen? Læs her en gennemgang af 10 fornuftige opgraderinger, der ikke ruinerer dig.

10 billige veje til at toptune din gamle pc (1-5)

Man behøver ikke at plyndre sparegrisen for at give sin stationære computer bedre ydeevne eller en ansigtsløftning med et par mindre opgraderinger. I dag får man mere for pengene end nogensinde før. Her kan du læse en gennemgang af 10 fornuftige opgraderinger til din gamle pc, der ikke koster alverden.

1. Et solid state-drev

Et solid state-drev er den opgradering, der potentielt giver den mest mærkbare forbedring af ydeevnen - det gælder især, hvis du i forvejen har punget ud til Microsofts nye Windows 8. SSD'er bliver fortsat billigere og billigere, og modeller på eksempelvis 240 gigabyte er i dag til at finde til priser i omegnen af 1.200 kroner.

Hvis du har læst anmeldelser og sammenligninger af de aktuelle modeller og fundet dig en hurtig SSD uden problemer, så vil du sandsynligvis opleve en væsentligt forbedret opstartstid, og at systemet generelt kører meget hurtigere i forhold til at bruge en konventionel mekanisk harddisk. En SSD vil også være meget hurtigere til at gå i slumretilstand og vågne derfra igen, hvilket Windows 8 er vild med at gøre. Men selv en opstart fra helt slukket vil med en SSD gå lynhurtigt.

Vores anbefaling: Tjek Crucial M4. Den har 256 GB lagerlads med grænsefladen SATA 6.0 Gbit/s og kan fås til under 1.400 kroner.

2. Mere og hurtigere hukommelse

Folk, der er vant til selv at samle deres pc'er, har som fast omkvæd, at hukommelse er billig, så sørg for at fylde pc'en helt op. Hvis du aktuelt arbejder med kun to GB - eller selv mere rimelige fire GB - så kan du opleve en stor forbedring af ydeevnen ved at smide så meget RAM i, der er plads til. Det gælder især, hvis du arbejder med store programmer, som sluger meget hukommelse.

Sørg under alle omstændigheder for at bruge den hurtigste hukommelse, dit system understøtter. Du kan også gå efter RAM, der er særligt egnet til overclocking, hvis du er til den slags.

Du kommer ikke til at opleve en fordobling af frame raten i spil ved at tilføje mere RAM eller udskifte langsom hukommelse med noget hurtigere, ligesom den generelle ydeevne i Windows heller ikke pludselig vil føles dobbelt så hurtig. Men en opgradering af hukommelsen vil gøre en væsentlig forskel, hvis du har mange programmer åbne samtidigt eller bruger programmer såsom Photoshop, der sluger meget hukommelse. Der er stor forskel på priserne, for der findes meget forskellig RAM.

Vores anbefaling: Vi er store fans af Corsairs populære produktlinje Vengeance, som fås i otte GB (to moduler på hver fire GB) til ned mod 300 kroner.

3. En Blu-ray-brænder

Du kommer nok ikke til at brænde mange skiver i nogle af de mere esoteriske formater, som sådanne drev gerne understøtter (en broget alfabetsuppe, der inkluderer for eksempel BD-R, BD-RE og BD-R L), og en af de bedste grunde til at købe en Blu-ray-brænder er for de fleste da også, at den kan afspille Blu-ray-film.

Du kunne selvfølgelig nøjes med at købe en Blu-ray-afspiller, men prisforskellen er ikke stor, og hvis du tænker, at du på et senere tidspunkt får behov for at brænde dine egne Blu-ray-diske, så ville det da være irriterende at skulle ud at købe nyt optisk drev to gange.

Vores anbefaling: Derfindes et kolossalt udvalg af både interne og eksterne Blu-ray-brændere og mange koster under 500 kroner. Vi har ingen favorit, af den simple grund at langt de fleste af dem faktisk er ret gode.

4. Et grafikkort

Bruger du fortsat den integrerede grafik, der er indbygget på bundkortet i din pc? I så fald har du alt for stor tillid til dit chipsæt. Det skal dog nævnes, at nogle af de nyeste integrerede grafikløsninger fra Intel og AMD såsom H77 og A85X er blevet så gode, at de i sammenhæng med en tilstrækkelig kraftig processor kan klare den traditionelle test: "Kan Crysis køre?"

Ikke desto mindre vil det i langt de fleste tilfælde give mærkbare forbedringer i ydeevnen at opgradere med et særskilt grafikkort. Hvis du har nogen som helst interesse i at spille 3D-spil på din pc, så vil et grafikkort give mulighed for højere frame rates, højere opløsning og at indstille grafikken til højere kvalitet.

Vores anbefaling: Du kan finde udmærkede grafikkort til cirka 1.500 kroner og få drastisk bedre frame rates i spil. Det kræver dog, at din pc også har en nogenlunde anstændig CPU.

5. En CPU*

Vi har sat en stjerne ved denne anbefaling, fordi der er et forbehold: En af de bedste måder at give sin gamle pc nyt liv med bedre hastighed og understøttelse af nye forbindelsesmuligheder såsom USB 3.0 er at udskifte både bundkort og processor. Men det er ikke ligefrem billigt at udskifte begge dele til topmodeller. Da denne vejledning fokuserer på en afvejning mellem ydeevne og pris, har vi valgt at begrænse denne anbefaling til en ny processor.

Det er da også muligt, at dit bundkort er helt i orden, selvom CPU'en er langsom.

Vores anbefaling: Selvom du i praksis nok ikke kommer til at opleve den store forskel i ydeevne mellem 2,9 og 3,1 gigahertz, så vil der sandsynligvis være mere at hente ved at skifte din CPU ud med en med flere processorkerner. Hvis det samtidig er en CPU, der kan overclockes, så er du godt på vej.

10 billige veje til at toptune din gamle pc (6-10)

6. Et PCI-baseret Wi-Fi-kort

Er vi blevet skøre? Nej, vi er bare trætte af at have kabler overalt i hjemmet. Et kablet netværk vil som regel være hurtigere end selv den bedste trådløse forbindelse, men det betyder i praksis ikke det store, hvis man primært bruger sin internetforbindelse til at surfe på nettet, opdatere Facebook, spille World of Warcraft og kommunikere med sine venner.

Så længe du ikke har til hensigt at bruge din pc til at streame Blu-ray-film rundt i hele huset, så er en trådløs 802.11n-forbindelse tilstrækkelig til de fleste formål. Faktisk vil du sandsynligvis stadig kunne streame film i HD, men det afhænger af, hvor god forbindelsen til routeren er.

Vores anbefaling: Vi anbefaler at vælge et PCI-baseret trådløst netværkskort med flere antenner fremfor et kort, der tilsluttes via USB. De kan fås til under 150 kroner.

7. CPU-køler og blæsere til kabinettet

Denne anbefaling er til dig, der er træt af at høre på den støj, din CPU-køler og blæserne i dit kabinet laver.

En CPU-køler fra en tredjepart kan give langt mere effektiv køling med meget lavere støj end den typiske standardkøler. Det samme gælder for blæsere i kabinettet. Større blæsere, der kører langsommere, giver bedre køling og støjer i mange tilfælde mindre.

Vores anbefaling: Der findes mange gode CPU-kølere og blæsere fra tredjepartner. CPU-kølere fra Thermaltake kan fås til mellem under 100 og over 500 kroner afhængig af type og behov. Kabinetblæsere koster som regel mellem 50 og 100 kroner per styk. Her skal du huske at sikre dig, at der er plads til de nye komponenter på bundkortet og i kabinettet og selvfølgelig sørge for at installere dem korrekt.

8. Et nyt kabinet

Mange pc-kabinetter kan fås til overkommelige priser og kan være med til at give din gamle pc nyt liv.

Måske har dit nuværende kabinet kun USB 2.0-porte på fronten - det kan for nogen være grund nok til at opgradere kabinettet, for eksempel hvis du lige købt nyt bundkort, der understøtter USB 3.0. Måske har du brug for et nyt kabinet, der er mere opgraderingsvenligt. Eller måske vil du gerne bare have, at din pc ser lidt pænere ud der nede under bordet.

Vores anbefaling: Tag et kig på Fractal Design Define R3. Det er lige så funktionelt, som det ser ud med sit stilrene, minimalistiske design.

9. Vandkøling

Med denne opgradering går du fra at være "computer-entusiast" til at være "den sygeste systembygger". Det behøver dog ikke at være afsindigt indviklet at give sig i kast med vandkøling. Og vand giver som regel en mere effektiv køling end luft i en pc. Det kan være en vigtig faktor, hvis du vil overclocke CPU, grafikkort og RAM.

Vandkøling producerer også væsentligt mindre støj end de larmende blæsere. Det kan også se fedt ud med gennemsigtige slanger og farvet vand.

Vores anbefaling: Komplette gør det selv-løsninger kan fås til ned mod 1.500 kroner, mens løsninger kun til vandkøling af CPU'en såsom den populære produktserie Corsair Hydro kan fås til mellem 500 og 800 kroner.

10. Den største harddisk du kan finde

Hvis du er ude efter hastighed, så er det et solid state-drev, du skal vælge. Men hvis du også har behov for en masse lagerplads, så kan du vælge en såkaldt hybrid harddisk såsom Seagate Momentus XT, der både indeholder en almindlig harddisk på 7.200 omdrejninger i minuttet og en mindre mængde flash-hukommelse. Denne kombination giver en ydeevne i stil med en SSD men med rigelig lagerkapacitet. En hybriddisk på 750 GB kan fås til cirka 800 kroner. Hvis du har et stort behov for lagerplads, kan konventionelle harddiske på to TB aktuelt fås til under 700 kroner.

Vores anbefaling: Priserne på harddiske er ikke så gode i øjeblikket, men hvis du er træt af at skulle spare på pladsen, skulle du alligevel tage at puste liv i din pc med en større harddisk (som samtidig er markant hurtigere, hvis du vælger en hybrid harddisk).

Oversat af Thomas Bøndergaard




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere