Computerworld kunne onsdag berette om Københavns Kommune million-udbud på en løsning til at slukke op mod 5.000 computere, der står om natten og lader strøm og Co2 sive ud til ingen verdens nytte.
Historien fik flere Computerworld-debattører til at fare til tastaturet med kritik af planerne.
Computerworld-læserne mener, at det er spild af 1,3 millioner skattekroner, når nu medarbejderne enten bare kunne tvinges til at slukke deres pc'er, eller kommunen relativt nemt kunne programmere sig ud af slukke-problematikken.
Haim Atar, enhedschef for it -support- og logistik-enheden i Københavns Kommune har med stor interesse læst kommentarerne og forklarer, at udfordringen ikke er helt så simpel, som den bliver gjort til i Computerworlds debatforum.
"Vi skal spare 1,1 million kroner og 500 ton CO2 om året frem mod 2015, og her er det vigtigste, at vi kan dokumentere de besparelser. Dokumentationen er en politisk beslutning," siger Haim Atar.
Han understreger, at med en brugbar software-løsning til at slukke pc'er kan udbuddet have tjent sig selv hjem på ét år, både når det gælder pengepungen og på CO2-kontoen.
Kan godt programmere selv
Haim Atar forklarer, at kommunen snildt kunne programmere en løsning i eksempelvis Visual Basic, der slukkede alle computere på et bestemt tidspunkt på aftenen.
Men med kommunens nuværende it-setup med mange forskellige modeller stationære og bærbare pc'er samt med et hav forskelligartede skærme ud af kommunens i alt 20.000 maskiner er det ifølge Haim Atar en kompleks opgave at dokumentere de reelle besparelser.
Og dokumentationen er ikke bare en bureaukratisk proces til glæde for politikerne, hvis man spørger enhedschefen for it-support og logistik i kommunen.
"Vi skal have fundet ud af, hvor meget hver enkelt enhed bruger i strøm, og derefter skal vi også finde ud af, om der er aktivitet på den enkelte maskine. Hvis en bruger eksempelvis er på toilettet om aftenen, så er det jo ikke så smart, at vi bare slukker for computeren med vores script," siger Haim Atar.
Åben over for alle type løsninger
At de kommunale medarbejdere ikke bare slukker for deres pc'er af sig selv forklarer han med, at mange deles om it-ressourcerne, og derfor regner den enkelte medarbejder i mange tilfælde med, at den næste bruger vil slukke.
Det sker dog ikke altid, hvilket er en af hovedårsagerne til, at kommunen nu er gået i det omstridte udbud.
"Det har været et væsentligt ønske for løsningen, at der er en form for automatisk registrering og vedligehold for strømforbruget for de forskellige typer hardware og modeller, der er på vores netværk," udtaler Haim Atar.
Tilbud på 100.000 kroner
Efter gårsdagens artikel blev publiceret i Computerworld, har Haim Atar fået flere tilbud om software-løsninger, der kan leve op til dokumentationskravet for de enkelte maskiner og samtidig slukke for ubrugte pc'er.
"I morges fik jeg blandt andet et tilbud på 100.000 kroner, og hvis det kan gøres til den pris, så er det selvfølgelig et relativt godt tilbud. Der er jo ingen, der siger, at vi absolut skal bruge 1,3 millioner kroner, hvis det kan gøres billigere," forklarer Haim Atar.
Han siger til Computerworld, at kommunen blandt andet har kigget mod ingeniørfirmaet Thrane & Thrane, der har en lignende løsning, ligesom Handelshøjskolen i Aarhus også har installeret intelligent, strømbesparende software.
Og hvis nogen leverandører eller producenter kan tilbyde en løsning, der imødekommer kommunens kravspecifikationer, er de meget velkomne til at kontakte kommunen.
"Vi er åbne for alle typer af løsninger, der kan hjælpe os med at spare både penge og Co2-udslip. Og jeg kan godt forstå, at nogen undrer sig, men vi har et it-miljø med mange forskellige computer-modeller, som vi skal kunne dokumentere besparelserne på," lyder det fra Haim Atar.