Københavns Kommune har et problem med tændte computere om natten.
Derfor udbyder kommunen nu en software-løsning, der kan slukke op mod 5.000 computere, når de kommunale medarbejdere er gået hjem for at holde fyraften.
Det fremgår af det udbudsmateriale, som Københavns Kommune har udsendt i går, hvor kontraktsummen er angivet til at ligge på omkring 1,3 millioner kroner eksklusiv moms.
I udbudsmaterialet angiver Københavns Kommune, at tildelingskriteriet for kontrakten er laveste pris.
Derfor gør kommunen det
Udbuddet skal ses i lyset af, at kommunen forsøger at reducere sin strømregning, ligesom slukke-softwaren skal nedbringe CO2-udslippet fra de københavnske pc'er, der bare står tændt for ingen verdens skyld.
"Det er estimeret, at 25 procent af de 5.000 computere står tændte på grund af et faktisk behov, mens 75 procent svarende til omkring 3.750 computere bare ikke er blevet slukkede," skriver kommunen i sit udbudsmateriale.
Med udbuddet vil kommunen sørge for, at alle ubrugte, men tændte computere, vil blive slukket automatisk klokken 20 indtil klokken seks om morgenen.
Kan få dispensation
I udbudsmaterialet angiver kommunen, at alle tilbud skal være afleveret senest den 14. januar.
Når softwaren er indkøbt er det målet, at alle computere bliver slukkede om natten. De kommunale medarbejdere i København kan dog søge Koncernservice om dispensation til at lade en pc'er eller flere stå tændte natten over.
Københavns Kommune har fået de første leverandørforespørgsler på allerede eksisterende software.