Du kan risikere at gå glip af gyldne it-muligheder, hvis du ikke er klar til. Få fem gode råd til, hvordan du undgår det.
Har vi overhovedet brug for it-afdelingen længere?
Her er de mest innovative it-firmaer i verden
Er din virksomhed gået i stå?
Eller føler du, at virksomheden går glip af store it-trends som brugen af sociale medier eller digitalisering af grundlæggende arbejdsgange og produktionsflow?
Så få et gratis innovationstjek på det offentliges regning.
Sådan lyder rådet fra projektchef Lars Mattson fra innovationsnetværket iKraft, der er støttet af Region Midtjylland i samarbejde med kommuner i regionen og drevet af de tre østjyske it-organisationer Alexandra Instituttet, Innovation Lab og it-forum Midtjylland.
1.500 har fået hjælp
Lars Mattson fortæller, at der i de seneste tre år på landsplan har været i kontakt med 6.000 danske virksomheder med op til 250 medarbejdere, hvoraf 1.500 har haft besøg af en innovations-agent.
Agenterne kommer fra såkaldte GTS'er (godkendte teknologiske institutter), der blandt andet inkluderer Alexandra Instituttet, og Teknologisk Institut.
Efter en indledende screening af din virksomheds behov, får du besøg i en time eller to af en af landets op mod 40 innovationsagenter.
Agenten går derefter hjem og skriver en handlingsplan med konkrete anbefalinger til, hvordan du kommer videre med at få fat de i livsgivende digitale trends.
"GTS'erne tager et holistisk syn på virksomhedens udfordringer, opridser de relevante problemstillinger og ikke mindst hjælper med vejledningen til, hvem man skal have fat i for at komme videre," forklarer Lars Mattson om processen.
"Virksomheder, der efterspørger en innovations-agent, er typisk etablerede firmaer, som trænger til noget nyt input. Og man kan sige, at alt, hvad de risikerer at miste er de to timer, som det indledende møde varer," fortsætter han.
Fem råd til bedre innovation
1. Giv plads til ildsjæle
Vellykket innovation kan komme til udtryk på mange områder og boble op fra alle niveauer i organisationen. Fra smeden, der selv har opfundet en ny, forretningsoptimerende dims, til den højt uddannede akademiker, der har skabt en kompliceret forretningsmodel. Giv plads til ildsjælene i din virksomhed og sørg for opmuntre dem til at arbejde på deres egne projekter.
2. Det handler om at turde fejle
De virksomheder, der har satset, fejlet og alligevel er fortsat med at føre ideen videre, er oftest dem, der lykkes med innovation. Det handler om at tro på sin idé, ikke lade sig slå ud af modgang og turde blive klogere på, hvordan ideen kan blive endnu bedre. Du skal med andre ord turde fejle; ellers gør du højst sandsynligt det samme, som alle dine konkurrenter.
3. Udvikling tager tid
De virksomheder, der tør at lade deres medarbejdere bruge den nødvendige tid på én ide, er også dem, der lykkes med deres projekter. De succesfulde innovative virksomheder tænker langsigtet, ikke kortsigtet.
4. Husk kunden
De virksomheder, der helt fra begyndelsen af insisterer på at sætte kundens behov og ønsker i centrum af udviklingen, har en større chance for at begå en innovativ fuldtræffer At arbejde med brugerinvolvering, pretotyping, betaversioner og probing, leder projektet på rette vej.
5. Få hjælp udefra
Der findes en række støtteordninger, der kan give virksomheder medfinansiering og i nogle tilfælde helfinansiering til at få besøg af konsulenter fra vidensinstitutioner. Konsulenter er vant til at tale virksomhedens sprog og har fokus på værdiskabelse og innovation. Brug dem.
Kilde: iKraft
Mange er lukkede
Hele ideen med at få hjælp til at styrke innovationen i virksomheden er finansieret af Styrelsen for Forskning og Innovation, der aflønner GTS'erne alt efter, hvor meget de rådgiver.
Innovationsnetværket iKraft fra Region Midtjylland har igennem de seneste fem år hjulpet hundredevis af midtjyske virksomheder med at udvikle og implementere it- og teknologiprodukter.
I den forbindelse har Lars Mattson samlet fem råd til de mindre og mellemstore virksomheder, der har taget imod hjælpen og kommet videre i deres proces med at dyrke den sunde bundlinje.
"iKraft arbejder udelukkende med virksomheder i Region Midtjylland, men vores råd er landsdækkende, ligesom ordningen med at få innovations-agenter også er landsdækkende," forklarer Lars Mattson.
Ikke alle er dog lige åbne, når innovations-agenterne rykker ud med deres velmenende anbefalinger, fortæller Lars Mattson.
"Når 'fatter' i form af virksomhedsstifteren først har fået ideen, så er der en tilbøjelighed til, at han er bange for at dele den med andre og blive kigget over skulderen. Men en samtale med en agent er naturligvis fortrolig," forsikrer Lars Mattson.
Han har ud fra iKrafts arbejde med hundredevis af virksomheder fem råd til, hvordan små og mellemstore virksomheder plejer deres innovationskraft.
De fem råd kan du læse ude til højre for den artikel.
Læs også: