Rygterne om en iPhone og iPad-udgave af Microsoft Office-pakke begyndte at svirre for knap et år siden.
Men skal vi tro det amerikanske teknologi-medie The Verge, ser rygterne nu langt om længe ud til at blive til virkelighed.
Ifølge The Verge bekræfter flere kilder med viden om Microsofts planer for Office-pakken, at en lancering af Microsoft Office til iPhone, iPad og Android-enheder er nært forstående.
iOS-udgave til februar
Efter al sandsynlighed vil lanceringen ske i starten af 2013.
IOS-udgaven vil blive lanceret først i februar eller starten af marts, mens Android-version vil komme til maj.
The Verge skriver, at den mobile udgave af Office-pakken vil komme i en gratis udgave, hvor det kun er muligt at åbne og læse Office-filer på enheden. Du kan dog også få mulighed for at redigere i dokumenterne, men det kræver, at du tegner et abonnement på Microsofts cloud-tjeneste Office 365.
På trods af dette vil funktionaliterne følge The Verges kilder dog langt fra matche dem, som du finder i en fuld udgave af Microsoft Office.
Ønsker du en tablet med en fuld udgave af Office-pakken, ser Microsofts egen Surface-tablet og lignende Windows-tablets derfor stadigvæk ud til at være den eneste mulighed.
Microsoft har tidligere afvist rygter
Allerede i februar sidste år hørte vi dog de første rygter om den kommende mobile udgave af Office-pakken.
På daværende tidspunkt var det den amerikanske iPad-avis The Daily, der hævdede, at en af avisens journalister havde haft lejlighed til at prøve en iPad-version af Microsoft Office.
Avisen bragte også et billede, der angiveligt forestillede en iPad-udgave af Microsoft Office. Microsoft var dog efterfølgende været ud og bestride billedets ægthed, men virksomheden ønskede dog sidste år hverken at be- eller afkræfte rygtet om, at Office-pakken var på vej til iPad eller iPhone.
Senest har en software-chef for Microsoft i Tjekkiet for få uger siden været ude og bekræfte planen om, at Office er på vej til iOS og Android. Kort tid efter måtte Microsoft i USA dog afvise den tjekkiske software-chefs udmeldinger som værende "upræcise oplysninger".
Læs også: