Den moderne CIO er en strategisk partner til en forretning, som han er med til at føre fremad.
Det er altså ikke længere nok kun at skære ned på omkostninger og få it-budgettet til at slå til.
It-direktør med appetit på risiko
CIO'en skal meget mere end det, han skal være entreprenør i virksomheden, hvis forretningen skal udnytte det fulde potentiale af it.
"I dag er CIO'en mindre it-chef og mere it-direktør, nu skal han have en appitit på risiko," siger Thierry Mennesson, der er øverst ansvarlig for Accentures rådgivningsenhed inden for teknologi i Europa, Afrika og Latin Amerika.
Han uddyber.
"CIO'en er mere en entreprenør, og han skal turde tag risikoen med at gå ind i fremtiden og ændre it-arkitekturen, organisationen, leverancemodellerne og medarbejderne. Han skal turde implementere ny teknologi og fjerne den gamle," siger Thierry Mennesson.
Sådan ser CIO'ens fremtid ud
Computerworld var mødt op på Accentures kontor ved Ørestaden i København for at få firmaet til at give sit bud på, hvad fremtiden vil byde på for CIO'en.
Udover franske Thierry Mennesson havde konsulentvirksomheden også stillet Claus Rydkjær, der er nordisk ansvarlig for Accentures it-strategi og transformations-forretning, til rådighed.
Han er på linje med sin franske kollega omkring CIO'ens fremtidige rolle.
"CIO'en står virkelig overfor en udfordring med hensyn til at 'steppe up' som entreprenør og flytte sig til næste niveau sammen med forretningen. Hvis han ikke formår det, risikerer han at blive fanget i udelukkende at fokusere på optimering af det eksisterende it-landskab fremfor at skabe det fremtidige og tage rollen som strategisk partner til forretningen," siger Claus Rydkjær.
Markante ændringer
Specielt den finansielle krise ændrede CIO'ens rolle i Danmark.
"Fra et dansk synspunk er det interessant, at CIO'en frem til 2007-2008 brugte meget tid på at positionere it som en strategisk partner til forretningen. Men da den finansielle krise ramte, gik det stærkt med igen at betragte it som et 'cost center', hvor fokus skulle være på at drive optimeringen af det eksisterende it-landskab," siger Claus Rydkjær.
Sådan skal fremtidens CIO være
Men nu er det altså ikke længere nok bare at optimere og skære på omkostningerne. CIO'en skal forberede sig på, at virksomhedens it-organisation skal ændres markant.
"De bliver nødt til at tænke anderledes omkring, hvordan de vil køre it. Det kan godt være, at de stadig kan gå ud de næste par år og være succesfulde i forhold til at finde fem procent her og der. Men virkelig at drive en dybtgående forandring, der skal ændre kursen for it de næste 5-10 år, der er du nødt til at positionere dig for rejsen nu," siger Claus Rydkjær.
CIO'en har allerede påtaget sig rollen
It-konsulenthuset har blandt andet lavet en undersøgelse, hvori de har spurgt it-cheferne om, hvilken rolle de selv mener, de udfylder i forretningen. Tallene viser, at de ser sig selv som værende centrale bidragere til at drive forretningsinnovation, og de er steget dramatisk i forhold til sidste undersøgelse for to til tre år siden.
"CIO'en ser altså behovet for at påtage sig rollen med virkelig at bidrage til forretningen, og det tror jeg vi vil se endnu mere af," siger Claus Rydkjær.
Nyt generationsskifte
Der er også så småt ved at ske et generationsskifte med it-cheferne, og det har både en positiv og negativ effekt.
"Det positive ved den nye generation af CIO'er er, at de er begejstrede for ny teknologi og har retning mod fremtiden. Men virksomhedens legacy-systemer kan også blive et blokerende element for denne generation, fordi nogle måske er bange for at fjerne noget, de ikke forstår," siger Thierry Mennesson.
Han fortsætter med at fortælle, at han tit forsøger at få it-cheferne til at tænke anderledes.
"De bliver nødt til at forandre it-organisationen, så den er langt mere effektiv og værdiskabende. De muligheder, de har, er den nye teknologi, og her er spørgsmålet, hvor hurtigt de vil gå ind i denne nye verden sammen med deres medarbejdere. Efter min mening handler det om at tage små skridt med det store billede for øje," siger Thierry Mennesson.