indhold
Bluetooth blev forsinket, og udstyret, som findes i dag, er for dyrt. Derfor bliver Bluetooth overhalet af IEEE 802.11b.
Bluetooth er et radionetværk for datatransmission lokalt i for eksempel bygninger. Bluetooth blev designet som små billige enheder, der kunne indbygges overalt. Men nu skriver det svenske ElektronikTidningen, at Bluetooth kommer for sent og er for dyrt.
Philips Semiconductor har lavet en komponent kaldet SA2400, hvor IEEE 802.11b kan bygges med en enkel billig komponent. Det betyder, at de trådløse netkort kan falde i pris, fra 350 dollar i dag til mellem 10 og 50 dollar om et par år. Dermed kan IEEE 802.11b blive det billige fattigmands trådløse netværk, som giver 11 megabit dataoverførsel. Prøveeksemplarer på Philips billige komponent kommer først på året. Tidligere var det firmaerne Lucent Microeletronics (nu kaldet Agere) og Intersil, der dominerende produktionen af komponenterne.
Denne udvikling betyder, at IEEE 802.11b har et forspring, når flyvepladser, konferencecentre og andre skal planlægge trådløse netværk, der kan servicere kunderne med for eksempel bærbare computere. Bluetooth er kommet bagud, når IEEE802.11b leverer 11 megabit/sek datatransmission overfor Bluetooths hastighed på 1 megabit/sek, samtidig med Bluetooth i dag ikke kan konkurrere på prisen. På den anden side er der er stadig flere firmaer, der arbejder på udvikling af små Bluetooth netværkssystemer til mobile brugere.