Test: Hurtig netværksharddisk til superbrugeren

Den mindre virksomhed eller superbrugeren vil knuselske Qnap TS-469 Pro, der byder på imponerende mange funktioner. Samtidig har netværksharddisken en høj ydelse - men også en høj pris.

Test: Hurtig netværksharddisk til superbrugeren

Anmeldelse: Qnap TS-469 Pro er en netværksharddisk i topklasse, der især vil vække jubelbrøl blandt superbrugere med en drengedrøm om at blive netværksadministratorer.

NAS'en, som netværksharddiske også kaldes, er nemlig spækket med funktioner, der gør det muligt at streame film, tage backup, foretage videoovervågning og meget, meget mere.

Selv om superbrugerne med garanti skal finde savlesmækken frem, er Qnap TS-469 Pro egentlig målrettet mindre virksomheder, der har brug for en solid netværksløsning.

Der er plads til fire harddiske i maskinen, og det giver i teorien op imod 16 terabyte lagerplads.

Men de fleste vil formentlig vælge at køre i en RAID-opsætning, hvor noget af pladsen ofres til fordel for højere sikkerhed.

Det gjorde vi i denne test, hvor vi valgte RAID 5. Det betyder, at en af de fire harddiske kan dø, uden at der mistes data.

Faktisk lover Qnap, at det er muligt at skifte en defekt harddisk, mens maskinen kører. Det var dog ikke nødvendigt, da alle vores harddiske fungerede upåklageligt i testperioden.

Harddiske til 24/7-kørsel

Der følger i øvrigt ingen harddiske med Qnap TS-469 Pro, og derfor skal du selv investere i dem.

Vi valgte fire WD Red på hver to terabyte fra Western Digital.

Harddiskene er specielt designet til brug i netværksharddiske, som kan køre døgnet rundt.

Med en RAID 5-opsætning gav det i stedet for otte terabyte en samlet harddiskplads på cirka 5,5 terabyte - men altså med højere sikkerhed.

Volapyk fejl

Den indledende opsætning af Qnap TS-469 Pro viste sig at være en fornøjelse.

De fire harddiske blev skruet fast i netværksharddisken, og herefter kunne vi vælge at foretage opsætningen via LCD-skærmen på Qnap'en kaldet Touch-N-Go eller på en computer.

Vi valgte at benytte pc'en, og der gik ikke mange minutter, før installationen var gennemført, og NAS'en summede lystigt.

Fra computeren er der adgang til administrationsmodulet, og det føles som at træde ind i cockpittet på en Boeing 727.

Her er massevis af funktioner og indstillingsmuligheder, og det kan næsten virke uoverskueligt. Desværre fik vi også en fejlmelding:

"Systemet har opdaget, at din DNS server ikke kan løse værter, og nogle programmer fungerer måske ikke korrekt."

Ikke ligefrem den mest pædagogiske fejlmeddelelse, for hvad er "løse værter" for noget, og jo tak, vi var klar over, at systemet ikke fungerede fuldkommen korrekt.

Vi kom til at slås længe med NAS'en og endte med blødende knæ og hudafskrabninger på knoerne - næsten besejret.

Udskiftning af router

Heldigvis var der hjælp at hente i Qnaps forum på nettet, hvor nogle brugere havde haft samme problem.

Det hjalp også at skifte router undervejs. Den første router var en lidt ældre sag, men den blev byttet ud med Linksys EA4500.

Den har den fordel, at den understøtter automatisk port forward.

På dansk betyder det, at der via administrationsmodulet automatisk kan åbnes for de porte i routeren, som giver adgang til netværksharddisken udefra, eksempelvis via en bærbar, mens du er på farten.

Med den første router skulle dette gøres manuelt, og det var altså en lidt rodet og bøvlet manøvre at få til at virke med NAS'en.

Da vi endelig havde tæmmet router og Qnap TS-469 Pro, kørte opsætningen dog fuldkommen perfekt.

Ekstremt mange funktioner

Netværksharddisken er udstyret med hele syv USB-porte, og to af dem er USB 3.0 til hurtige overførsler.

Der sidder en USB-port på fronten, mens der er seks på bagsiden.

Ved siden af USB-porten på fronten er en knap, der gør det muligt at kopiere indhold til og fra eksempelvis en USB-nøgle eller ekstern harddisk.

Det er ganske praktisk til backup.

Desværre er det kun en USB 2.0-port, der er på fronten, mens de to hurtige USB 3.0-porte begge gemmer sig på bagsiden.

Vi koblede også en printer til Qnap TS-469 Pro via en af USB-portene, og det fungerede glimrende, og gav alle på det lokale netværk mulighed for at printe ud.

Som webserver og til backup

Det ville fylde en telefonbog, hvis vi skulle gå i detaljer med alle de muligheder, som Qnap tilbyder. Derfor må vi nøjes med at nævne et par af dem.

Naturligvis er det muligt at dele filer mellem adskillige brugere og give dem individuelle rettigheder på netværket.

Samtidig er der adgang til filerne udefra, så du kan afspille videoer eller se billeder.

Du kan også downloade indhold fra NAS'en, hvis du har brug for at have nogle filer lokalt på din bærbare pc, mens du er på farten.

Qnap'en kan også bruges som webserver for hjemmesider, og du kan bruge den til backup af dine filer. Det kan sættes op til at foregå automatisk.

Du kan endda vælge at foretage backup direkte til onlinetjenester, så du er sikker på, at dine filer er sikre i eksempelvis tilfælde af brand.

Hvis du investerer i IP-kameraer, kan netværksharddisken hjælpe med overvågning af dit hjem eller dit eget firma, og du kan via apps løbende se video eller optagelser.

Kryptér dine harddiske

Det er også muligt at opsætte en automatisk systemovervågning, der sørger for at sende en sms eller mail, hvis der pludselig opstår problemer med Qnap'en.

Selve NAS'en kan i sin grundopsætning desuden kryptere harddiskene og give dem en kode. Det er især praktisk, hvis du har planer om at smide følsomme data på dem.

Hvis NAS'en skulle blive stjålet, vil tyveknægtene ikke kunne få noget ud af diskene.

Forbindelsen til og fra NAS'en kan naturligvis også krypteres, og det er praktisk, hvis du logger ind på netværksharddisken udefra.

Adgang via apps

Der er mange, mange flere muligheder, og Qnap har også en række apps til mobiler og tablet-pc'er, der gør det muligt at streame indhold og monitorere netværksharddisken.

De hedder QMobile, Qmanager og Qfile, og de kan godt kræve lidt voodoo at få til at virke optimalt.

Det er dog også muligt at bruge andre apps til at få adgang til indholdet.

I løbet af denne test var især begejstrede for Android-apps som BubbleUPnP og VPlayer, der var en fabelagtig duo, når der skulle hentes og vises indhold fra netværksharddisken, blandt andet formater som Qnaps egne apps ikke understøtter. 

Ikke helt så lækkert

Hvis der skal peges lidt fingre ad Qnap TS-469 Pro, går det ud over det administrative interface.

Det er ikke helt så lækkert som konkurrenten Synology, men det er dog heller ikke noget skrammel.

Det er praktisk og funktionelt, selv om det alligevel kan være svært at overskue de mange muligheder.

Hastigheden er ikke noget problem

Der sidder en dualcore Atom-processor i Qnap TS-469 Pro, og generelt er det en virkelig hurtig maskine.

Vi havde overførselshastigheder på tæt ved 90 mb/s, og det tog dermed ikke mange sekunder at overføre en rippet dvd-film eller en flere gigabyte store billedsamling.

Der var ikke overraskende forskel på, om vi overførte fra en traditionel harddisk eller fra en SSD (solid state disk). Til og fra SSD'en var hastigheden markant hurtigere.

Der er i øvrigt to porte til kablet netværk i Qnap'en, og derfor skulle det være muligt at få dobbelt op på hastigheden.

Det kræver dog en lidt kompliceret opsætning, og du skal nok have det sorte bælte som it-administrator for at kaste dig ud i det.

For almindelige brugere er Qnap TS-469 Pro et voldsomt bæst, som formentlig ikke vil blive udnyttet fuldt ud, og derfor vil være spild af penge.

Men for superbrugere er det en gigantisk legeplads med massevis af timers underholdning, hvor der kan tweakes lidt hist og pist, og netværksharddisken kan bruges til utallige formål i hjemmet - og ja, også via fjernadgang, når man er på farten.

For den mindre virksomhed byder TS-469 Pro også på utallige opsætningsmuligheder, og hastigheden er godkendt til professionelt brug.

Med en pris omkring 6.000 kroner - uden harddiske - er det en dyr maskine, men det er alligevel svært ikke at være imponeret over Qnap TS-469 Pro, der både leverer en høj hastighed og masser af funktionalitet.

Vi ender på karakteren fire ud af seks til Qnap TS-469 Pro.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere