Apple har netop frigivet sit nye iOS 6, og en af de mange nyheder er en ur-app med indbygget vækkeur. Men Apple har muligvis kopieret designet hos de schweiziske statsbaner SBB. Det melder den schweiziske avis Tagesanzeiger.
En hurtig sammenligning viser, at Apple-uret er næsten identisk med et berømt design fra 1944, som bliver brugt på de schweiziske banegårde. Schweiz er både kendt for sine pålidelige togdrift og for produktion af ure, så måske er det ikke så underligt, at Apple har hentet inspiration i Schweiz.
Men det kan blive dyrt. SBB har alle rettighederne til uret og vil nu forlange, at Apple skal betale licens for at bruge designet.
"Vi glæder os over, at Apple har brugt det schweiziske banegårds-ur. Det er et bevis på, at der er tale om et stykke værdifuldt design," siger SBB-talsmand Christian Ginsig til avisen.
Men han tilføjer, at SBB nu vil tage kontakt til Apple for at finde en løsning. Baneselskabet vil ikke acceptere, at Apple kopierer designet uden at betale.
Det berømte banegårds-ur bliver fremstillet af firmaet Mobatime, og man kan også købe et officielt armbåndsur med samme design fra Mondaine. Det unikke design kan kendes på den røde sekund-viser.
Apple er selv kendt for at beskytte sit design med næb og kløer - i 2009 blev den populære app-udvikler Tapbots tvunget til at ændre et ur-ikon, der lignede et ikon, som Apple bruger i sin telefon-app.
Samtidig har Apple anklaget konkurrenten Samsung for at have stjålet firmaets design - en kamp, der i øjeblikket bliver udkæmpet i retssale i flere lande.