Læs også:
Windows 8 mod Mountain Lion: Her er dommen
Apple til Mountain Lion-brugere: Opdateringer på vej
Vrede Macbook-ejere: Mountain Lion sluger batteriet
Der er fortsat batteri-problemer i Apples ellers meget velfungerende Mountain Lion-styresystem til Mac.
Det er i hvert fald konklusionen, hvis man kigger i debatten i Apples eget support-forum under tråden Battery life dropped considerably on Mountain Lion.
Den er nu set næsten 116.000 gange og har 1.679 kommentarer. En hel del af dem er skrevet, efter opdateringerne til Mountain Lion blev frigivet for flere dage siden.
"Min 15 tommer 2,0 gigahertz i7 MBP fra starten af 2011 har det samme problem. Siden jeg opgraderede til Mountain Lion, har batteritiden kun været det halve af, hvad den plejede at være," lyder det et sted i debatten.
En anden Mac-bruger skriver:
"Jeg er på en 15 tommer Macbook Pro fra 2011, der altid har haft et fantastisk batteriliv. Jeg så ikke desto mindre et øjeblikkeligt fald i batterilevetiden efter at have opgraderet til Mountain Lion. Og så bliver den her maskine varm. Jeg kunne varme pizza på undersiden af den."
Opdatering hjælper ikke
Apple har ellers udsendt software-opdateringer, som mange håbede ville tage hånd om batteri-problemet. At dømme ud fra debatten er det ikke tilfældet:
"Jeg har en 15 tommer MPB i7 2,66 gigahertz fra slutningen af 2010, der kører 10.8.1 (nyeste version, red.), og batterilivet stinker."
"Intet ved 10.8.1 indikerer noget forsøg på at rette på på dette, og det ville være rart, hvis Apple anerkendte, at der er et kæmpe problem med batteri-situationen i Mountain Lion og aktivt forsøgte at rette op på det," skriver en temmelig utilfreds bruger.
Flere steder i debatten kan man læse om brugere, der vil nedgradere til Lion eller Snow Leopard på grund af problemerne i Mountain Lion.
Heller ikke det er dog uden problemer:
"Jeg forsøgte at nedgradere til Snow Leopard efter at have kørt Mountain Lion, og de fortalte mig, at infomationer og data på min eksterne harddisk, når det først er skrevet til 10.8.1, ikke kan konverteres eller gendannes i Snow Leopard, så jeg er basalt set på røven," lyder det fra en Mac-bruger.
I debatten finder man dog også et hav af forslag til, hvad problemerne kan skyldes, og hvordan man kan stoppe dem.
Nogle af løsningerne ser ud til at virke hos visse brugere, mens andre fortsat har problemer.
Vi har ikke selv bemærket batteri-problemer i vores test af Mounatin Lion her på Computerworld.
Læs også:
Windows 8 mod Mountain Lion: Her er dommen