Hvad holder du mest af ved it-branchen?
At man konstant skal følge med i nye trends og løsninger og hver eneste dag møder nye kunder med unikke udfordringer. Jeg nyder at lære om nye tekniske muligheder og undersøge, hvordan man kan forenkle, forbedre eller optimere kundernes anvendelse af it. Branchen har en hurtig "puls" og man skal hurtigt kunne formulere sit budskab eller værdien af løsningen for kunden.
Og hvad bryder du dig mindst om?
At der findes spillere på markedet, der konstant tilbyder løsninger, som er utilstrækkelige eller ufuldstændige og ofte lover langt mere, end de kan levere til kunden og herved vinder over de mere seriøse leverandører. Det skaber en ulige konkurrence og betyder, at kunder oftere fokuserer kun på prisen og glemmer værdien af solide, driftsikre og ikke mindst fremtidssikrede løsninger.
Hvad er du mest stolt af i din karriere?
Jeg er god til at omsætte alle de tekniske byggeklodser og tekniske TBF'er (Tre Bogstavs Forkortelser) til en løsning formuleret på kundens eget forretningsmæssige "sprog" med fokus på den værdi, løsningen skaber. I deres travle hverdag har beslutningstagerne brug for simple budskaber, ikke langhårede fortællinger om hardcore teknik. Alt for ofte tænker it-folk mere i fag end formidling, og sælger deres løsninger ind på tekniske features. Keep it simple, stupid, er vejen frem. Det har gavnet mig i min karriere.
Og hvad vil du helst glemme?
En lektie som jeg bestemt har lært gennem tiden er, at man skal lytte meget til sin mavefornemmelse og ikke lade sig overtale til at skifte job uden grundigt først at undersøge virksomheden gennem sit netværk.
Hvilken person i it-branchen har betydet mest for dig/den danske it-branche?
Jeg har arbejdet sammen med mange dygtige mennesker, men det er nok Nils Kierkegaard, der i dag er bestyrelsesformand i SMT Data. Han har været en utrolig sparringspartner, der skaber unikke forretningsideer og ser muligheder overalt. En inspirerende leder med stærke evner til at kommunikere et budskab.
Hvad ville du lave i dag, hvis du helt frit kunne vælge dit drømmejob?
Lige nu er jeg er yderst tilfreds med min nye rolle i Hitachi Data Systems, men på sigt vil jeg gerne tilbage til mere ledelse og f.eks. være spillende træner for en mindre gruppe mennesker. Jeg er ikke interesseret i en position med udelukkende personaleledelse, da jeg holder af at være i tæt dialog med kunder og være aktiv i at skabe forretning.
Hvad er lige nu den største trussel mod it-branchen?
At mange it-jobs flyttes til lavtlønslande. Desværre betragter mange it som en omkostning i stedet for et værdifuldt redskab, der kan skabe nye muligheder for forretningen, den individuelle forbruger og samfundet.
Hvad er dit bedste it-råd til de danske politikere?
Få Danmark tilbage på sporet som en nation, der anvender it strategisk til at opnå mere effektivitet indenfor alle hjørner af den offentlige sektor såsom sygehuse, socialforvaltning, skat osv. Som Danmarks it-minister ville jeg sikre, at der blev ansat dygtige og forretningsfokuserede it-folk i den offentlige og kommunale sektor, og man herved mindskede behovet for de dyre konsulenter og indviklede udbudsrunder, der både forsinker og forringer værdien af it-indkøbene.
Hvordan takler du arbejdspres?
Jeg er blevet bedre til at sige nej til opgaver, som jeg ved ikke kan udføres fornuftigt indenfor den forventede deadline.
Hvordan kobler du af?
Jeg tømmer hjernen for dagens udfordringer ved at give den gas i træningscenteret på cykel med god musik og en træner, der presser på, så pulsen ryger op. Og ellers ved aktive ferier og ture med skiløb, cykling og dykning.
Hvad laver du om ti år?
Muligvis er jeg udstationeret med fokus på en bestemt løsning eller for at opdyrke et nyt marked. Jeg har meget erfaring indenfor salg og ledelse i Norden og Europa, som jeg kunne bruge i en sådan international rolle.