Computerworld News Service: Virksomheder er altid på udkig efter nye måder at reducere omkostningerne.
To af de bedste strategier til at spare penge i it-afdelingen er at presse størst mulig værdi ud af eksisterende kontrakter og partnerskaber og at investere penge for at reducere fremtidige udgifter.
Den første strategi giver mening, men kan man bruge penge for at spare penge?
Det lyder måske kontraintuitivt, men hvis man bruger lidt i dag, kan man spare meget i fremtiden.
Her kan du læse en række råd om, hvordan du reducerer omkostningerne i it-afdelingen.
Merværdi fra leverandøren
Drag fordel af de supplerende services, din leverandør yder som merværdi.
Forud for levering kan leverandører for eksempel prækonfigurere de købte produkter og installere din organisations software på hardwaren.
Visse leverandører yder også hardware- og software asset management tracking uden ekstraomkostninger.
Benytter man sig af sådanne services, frigør man de medarbejdere, der ellers skulle have taget sig af det, så de i stedet kan fokusere på forretningskritiske projekter.
Mest muligt ud af indkøbene
Man kan også samarbejde med sin softwareleverandør om at tilpasse ordrer og licenser for at sikre, at man får mest muligt ud af sine indkøb.
Der er også mulighed for større besparelser hvis man køber software i volumenaftaler (ofte kan man købe volumenlicens til blot fem enheder) frem for at man køber enkeltlicenser til hver medarbejder.
Sør dog altid for at sammenligne priserne ud fra hvad dine faktiske behov er.
I visse tilfælde er det muligt at ændre softwarelicenser fra at dække det samlede antal brugere til i stedet at tage udgangspunkt i antallet af samtidigt aktive brugere.
Det giver en høj grad af fleksibilitet, så din organisation kan overføre licenser fra en enhed til den næste frem for at skulle genkøbe en given software på et senere tidspunkt.
Det kan under alle omstændigheder betale sig at sørge for at få mest muligt ud af sine eksisterende partnerskaber ved at holde sig ajourført med hensyn til tilgængelige services og tilbud.
Læs også:
Gigantisk dansk it-projekt tjenes hjem på et år.
Disse krav skal du stille til din telefoni-leverandør.
Sådan kan it-chefen høvle it-udgifterne endnu længere ned.
Sådan strammer offentlige chefer op på it-fronten.
Trick: Find ud af om du kan spare penge på cloud.
Så meget kan du spare på at sende din it til Indien.
Her henter du besparelser i datacenteret
Når det kommer til besparelser i datacentret, så handler det mest af alt om at optimere udnyttelsen af den tilgængelige plads, reducere strømforbruget og køle så effektivt som muligt.
Et stærkt datacenterdesign kan imødekomme hvert af disse krav og drastisk reducere omkostningerne til både opstart, drift og vedligeholdelse.
Organiseringen af et datacenter begynder med udvælgelsen af et rum til opbevaring af serverne, hvor det er vigtigt at opnå den rette balance mellem plads og antal servere.
Man skal her sikre sig, at rummet er tilstrækkeligt stort, så der er nok plads mellem serverne, hvilket kan hjælpe til at øge hardwarens levetid ved at reducere mængden af udledt varme, der påvirker enhederne.
Samtidig skal man også undgå, at rummet er for stort, da det koster mere at køle et større rum for ikke at nævne højere købspris eller lejeudgifter.
Selvom det i praksis ikke kan lade sig gøre for alle virksomheder, så kan man opnå store økonomiske fordele ved at konsolidere sine servere ved hjælp af blades og virtualisering.
Sparer strøm, køling og plads
Erstatter man gamle, ineffektive rackservere med mindre blades, sparer man på én og samme gang strøm, køling og plads.
Når man har valgt et rum og udstyret det med den teknologi, der er behov for, er det mindst lige så vigtigt, at man sikrer, at det er velventileret.
Begynd med at isolere et sted til serverne - et kølet serverskab - så serverne kan køles effektivt i stedet for at forsøge at køle dem med det almindelige klimaanlæg.
Hvis du bruger serverracks, kan såkaldte blanking-paneler for eksempel hjælpe til at optimere kølingen.
Målet er at undgå, at udstyret står i fri luft, så man på den måde minimerer mængden af kold luft, der går til spilde.
Det vil også hjælpe til at øge udstyrets levetid og reducere omkostningerne til køling, hvis man sørger for en god luftgennemstrømning i datacentret.
Spar penge med mobility
Udbredelsen af mobile enheder på arbejdspladsen skaber nye muligheder for besparelser.
Smartphones og tablets er ofte billigere end bærbare og stationære pc'er, men kan med de rette kontorprogrammer give de samme produktivitetsmuligheder.
De gør også medarbejderne mobile, hvilket kan øge produktiviteten og sørge for driftskontinuitet, når kontoret holder lukket.
Man kan også overveje at implementere en bring-your-own-device-politik (BYOD).
De fleste medarbejdere ejer i dag mindst én mobil enhed og ønsker at have lov til at bruge den til arbejdsformål.
Hvis man implementerer et system, hvor man belønner medarbejdere, der bruger deres egne private enheder, vil man spare i forhold til indkøb.
Med en pålidelig sikkerhedsstrategi kan BYOD styrke medarbejderne med effektiv, mobil teknologi.
Optimer el-forbruget
Ofte overser man mulighederne i at holde bedre styr på forbruget af el, vand og varme.
Om natten og i weekenden er der sjældent brug for, at lys, computere og skærme er tændt.
Elspareskinner kan automatisk slukke for strømmen på bestemte tidspunkter og det samme princip kan anvendes i forhold til opvarmning og klimaanlæg ved at tidsindstille termostaterne.
Alle virksomheder store som små er ude efter at finde besparelser.
Før du stresser over den næste it-regning bør du tage et grundigt kig på den organisationsmæssige struktur for at finde ud af, hvor du kan reducere omkostningerne.
Prioriter de områder, hvor besparelserne er størst og du vil hurtigt se din profitmargin vokse.
Oversat af Thomas Bøndergaard