Erhvervsminister Ole Sohn (SF) vil give Forbrugerombudsmanden magt til at straffe spammere direkte - uden først at skulle gennemføre en politianmeldelse og derpå afvente, at lovens lange arm får startet en sag, som kan resultere i en passende bøde.
Bøden for at spamme sine medmennesker ligger i dag på minimum 10.000 kroner. Læg dertil den foreskrevne takst på 100 kroner for hver eneste spammeddelelse ud over de første 100, og man kan nå nogle ganske anseelige beløb på mange hundrede tusinde kroner.
"Vi ser jo tit store forretningskæder reklamere i aviser og på tv med slagtilbud og fantastiske priser, men når man så kommer hen i butikken, viser det sig, at der kun er et eller to produkter af den billige type, så det er ren lokkemad. Vi ser desværre i stigende grad markedsføring på grænsen af det tilladte," siger Ole Sohn til Politiken.
Der er ikke kun spammere, der skal straffes med de såkaldt administrative bøder. Også andre overtrædelser af markedsføringslovginingen skal kunne føre til afstraffelse uden om politiet.
Tanken bag erhvervsministerens intiativ er, at de administrative straffe kun skal uddeles, når den formastelige åbent erkender sin brøde.
Mens de danskere, der måske uforvarende kommer i karambolage med spamreglerne, får en hurtigere straf, vil det nye initiativ ingen virkning have på det store flertal af spammere, der opererer fra udlandet.