Artikel top billede

Derfor vil Flash-formatet leve mange år endnu

Adobes proprietære Flash-format er mange gange blevet spået en snarlig død. Hvis man spørger den danske webbranche, så er der mange årsager til, at Flash overlever i de næste 10 år.

Læs også:

HTML5 eller apps? Sådan vælger du din mobil-løsning

Udvikler: Her skal du passe på med HTML5 og CSS3

Efterhånden er det blevet en klassiker at pejle efter, om fremtidens farverige oplevelser på nettet enten skal bygges ved hjælp af proprietære formater som Flash eller ud fra den åbne HTML5-standard.

Indtil videre har Flash fra it-virksomheden Adobe været webudviklernes trofaste følgesvend, men med blandt andre Apples - og senere Android-miljøets - fravalg af Flash-understøttelsen, er formatet druknet på det hastigt voksende mobilmarked.

Flash' druknedød på mobilerne har givet vind sejlene til HTML5, der er et åbent standard-framework fra web-konsortiet W3C, som er den internationale sammenslutning til "udvikling af internettet til dets fulde potentiale," som det hedder sig i konsortiets motto.

På trods af HTML5's mobile succes, er det alligevel endnu for tidligt at dømme proprietære web-formater som Flash helt ude, mener den danske webudviklerbranche.

"Udviklingsværktøjerne mangler i høj grad til HTML5, selvom der sker meget på området for tiden. Men der vil alligevel nok gå nogle år, før HTML5 vil kunne afløse Flash på eksempelvis spil og video på en desktop-browser," siger udviklingschef Tommy Davis fra webbureauet Adapt.

Søm uden hammer

Selvom Tommy Davis ikke vil afsige Flash-formatets dødsdom, fortæller han, at Adapt stort set udelukkende benytter sig af HTML5 - og har gjort det i flere år.

Det skyldes, at selskabet fra kunderne møder krav om en meget bred platformunderstøttelse med blandt andet mobiltilgængelighed fra alle browsere og styresystemer.

Flashbrugen er derimod meget udbredt hos det grafiske it-selskab Digital XPress, og selskabet vil på ingen måde afskrive Flash-formatet fremover på grund af sine tværmediale opgaver til desktopbaserede enterpriseløsninger.

"HTML5 er langt fra modent til enterpriseløsninger, og selvom der kommer mange storstilede frameworks, så mangler vi altså stadig at se værktøjerne til at kunne bygge de brugbare løsninger. Det svarer til, at vi har en masse søm og skruer med HTML5, men ingen hammere og skruetrækkere," siger seniorsoftwareudvikler, Asger Laursen, fra Digital XPress.

Han fortæller desuden, at der sideløbende med udviklingen af HTML5-værktøjerne også bliver brugt mange kræfter fra Adobes side på videreudviklingen af Flash, som han mener, stadig er det suverænt bedste til bygning af hjemmesider, hvor mange forskellige elementer som tekst, lyd, video og funktionalitet skal spille sammen.

Frygter standard-helvede

Asger Laursen fra Digital XPress frygter dog, at mens HTML5 er under udvikling, kan webudviklere over hele verden risikere at skulle bokse med mange forskellige formater til flere forskellige browsere og styresystemer.

HTML5 først færdig i 2022

Det skyldes ikke mindst, at der i de seneste år er vokset mange mobile styresystemer frem med især Apples iOS og Googles Android, der har vundet indpas verden over.

"Måske risikerer vi at skulle igennem samme mølle som dengang, hvor browserne ikke var standardiserede. Problemet kan faktisk blive endnu værre nu, fordi folk ofte skifter deres mobile enheder ud," lyder det fra Digital XPress' seniorsoftwareudvikler.

"Det siger jo sig selv, at når alle producenterne rækker hånden ivrigt op med forslag om en standard, så prøver de jo reelt at sætte sig på markedet med netop deres produkt," siger han. 

Han håber derfor på, at markedskræfterne falder på plads, så selskaber som Adobe, Microsoft, Apple og Google ikke skal slås om fremtidens formater og standarder til et farvestrålende og funktionelt internet.

For det vil nemlig betyde, at en hjemmesideside optimeret til Android ikke kan ses ordentligt på en iPhone og vice versa.

Standardudvikling i luften

Det perspektiv er mobile account manager Simon Kibsgård fra det digitale bureau, Creuna, til dels enig i.

"I virkeligheden er "kampen" mellem Flash og HTML5 ikke interessant, fordi Flash under alle omstændigheder behøver HTML for overhovedet at blive distribueret til og vist i alverdens browsere."

"Det spændende bliver en reel kamp mellem åbne standardiserede frameworks og lukkede proprietære formater på nettet og i apps. HTML5 giver simpelthen webudviklerne værktøjer, så de kan lave applikationer som fungerer på nettet og offline på alverdens devices - som cross platform apps," siger han.

Simon Kibsgård mener ligeledes, at udviklingen af HTML5-standarden er ekstremt interessant, fordi udviklingen sker parallelt med, at standarden bliver brugt til fremvisning af hjemmesider i smartphones.

"Vi har en åben diskussion af, hvordan standarden udvikler sig, og samtidig implementerer browserproducenterne HTML5 allerede inden, at der er en færdig standard. Det er fedt at se en åben standard, der udvikler sig på baggrund af de praktiske erfaringer, som vi gør os," forklarer han.

Flash undgår ikke graven

Det forventes, at HTML5 er helt flyvefærdigt i 2022, selv om størstedelen af standarden uomtvisteligt vil være implementeret i vores browsere længe inden da.

"I mellemtiden ser det ud til, at Flash-plugin'et til browsere langsomt er på vej i graven, selv om formatet i dag er bedst til video og høj-performance grafik, så er HTML5-alternativerne bredt implementeret og på vej til at give lige så gode muligheder - med understøttelse af smartphones og i et åbent framework." Siger Simon Kibsgård.

Han bedyrer, at mens HTML5 givetvis vil overtage mere og mere i udviklingsarbejdet, så vil den åbne webstandard først og fremmest blive brugt til hjemmesidedesign til både desktop- og mobilbrug, da brugerne dermed ikke bliver belemret med installation af plugins og/eller vælge forskellige versioner af et site.

Derimod vil Flash givetvis blive brugt mange år fremover på applikationssiden, fordi vi ofte vender tilbage til dem og konstant kræver mere funktionalitet.

Læs også:

HTML5 eller apps? Sådan vælger du din mobil-løsning

Udvikler: Her skal du passe på med HTML5 og CSS3




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere