Opkøb: "Arrow Electronics annoncerer, at virksomheden har fuldført sin tidligere annoncerede overtagelse af Altimate Group, der er et datterselskab af DCC..."
Sådan skriver Arrow ECS i en pressemeddelelse efter, at EU-Kommissionen har slået fast, at opkøbet ikke vil hæmme konkurrencen, selv om de to virksomheder begge arbejder med storage, servere og sikkerhed.
Overtagelsen har hængt i bremsen siden april, mens Arrow har ventet på, at EU-Kommissionen vendte tommelfingeren op eller ned. Nu har Kommissionen så givet grønt lys for, at Arrow ECS overtager konkurrenten Altimate, som har hovedkvarter i Frankrig, en årlig omsætning på godt to milliarder kroner og cirka 250 medarbejdere.
Et godt køb
Ifølge flere netmedier er Arrow parat til at betale 361 millioner kroner til Altimates ejere DCC Group, som også ejer flere andre distributionsselskaber under Sercom-paraplyen. Set i lyset af omsætning og indtjening vurderer Storagenewsletter.com, at Arrow har gjort et godt køb.
Altimate blev grundlagt i 1994 og har kontorer i otte lande i Vesteuropa. Selskabet distribuerer blandt andet løsninger fra Symantec, Oracle, Netapp og IBM og har en forhandlerbase på 2.500 selskaber. Tidligere hed selskabet Distrilogie, men skiftede i 2010 navn til Altimate Group.
I sin begrundelse for at tillade opkøbet skriver EU-Kommissionen blandt andet: "Kommissionens undersøgelser viser, at det samlede selskab stadig vil møde væsentlig konkurrence fra flere veletablerede, stærke og effektive konkurrenter i de aktuelle markeder."