Artikel top billede

"Menneskets intelligens er Den Sidste Mohikaner. Vi har opfundet maskiner til enhver tænkelig fysisk handling, men mangler stadig at skabe kunstig intelligens. Jeg tror ikke, det er en god idé at putte hele menneskets hjerne ind i en computer, men vi kan få stor gavn af at klone dele af den menneskelige hjerne ind i it-systemer."

Kurt har kodet et system, der sætter verdens investorer til vægs

Her kan du møde manden, som har skabt et aktiehandelssystem, der slår de store aktiespekulanter. Det begynder med et spil skak, og det ender med et investeringssystem baseret på kunstig intelligens.

Da Kurt Kara var dreng, kunne han godt finde på at pjække fra skole for at spille skak.

Det var hans mor naturligvis ikke særligt glad for, men pjækkeriet blev begyndelsen til et vaskeægte kodeeventyr.

I dag har han nemlig bygget en software-klon af sin forretningsmæssige indsigt og viden om investeringer.

Igennem de seneste 10 år har han udviklet et software- system, der uden menneskelig indblanding er bedre til at handle aktier end mennesket selv.

Slår dem alle på stribe

Hans software slår i hvert fald de store internationale investeringsfonde på stribe.

Sin fascinationen af logik og viden om aktiehandel har Kurt Kara kopieret ind i en kode, der evner at lære af sine egne erfaringer.

Vel at mærke frasorteret alle menneskelige følelser og impulser. Resultatet er aktiehandelsprogrammet SinAI (Stockmarket Investment Artificial Intelligence), der gennem de sidste fem år har kørt som et udviklingsprojekt med et anseeligt millionindskud til handlerne i investeringsfirmaet Maj Invest, hvor Kurt Kara arbejder.

"Min erfaring inden for aktiehandel har lært mig, at den investor, der fejler mindst, vinder. Det er den logik, jeg har forsøgt at bruge i mit program," fortæller en storsmilende Kurt Kara.

Han tilhører en meget sjælden race med dyb indsigt i både it og programmering kombineret med mange års praktisk erfaring som aktiehandler.

"Der er ingen systemer, der er komplet dårlige eller komplet gode. Har man eksempelvis et system, der rammer forkert hver gang, skal man jo bare vende det om," siger han.

"Det værst tænkelige for mit aktiesystem er derfor, at det giver nul i afkast, for så er det svært at se, hvor der skal justeres. Så du skal kalkulere med, at systemet laver fejl og bruge fejlene fremadrettet."

Langt fra nul

På den oversigt af grafer, som Kurt Kara stolt fremviser mellem kaffekopperne på bordet, kan man dog se, at hans system ligger langt fra nul i afkast.

Resultaterne ser overbevisende ud, men er i sagens natur ikke blevet efterprøvet af Computerworld.

Der er dog stadig tale om et udviklingsprodukt, som kan vise sig anderledes resultater, når det kastes ud i den virkelige verden.

"Her kan du se SinAI sammenlignet med nogle af verdens største fonde," siger han om graferne, hvor SinAI ligger som tredjebedste linje i toppen efterfulgt af et spaghettilignende, sammenfiltret bundt streger nedenunder.

"Computeren spiller mod de bedste hold i verden, og den ligger i øjeblikket nummer tre, hvilket stadig er ret udmærket," siger han med selvtillid i stemmen.

"Er der ikke nogle store etiske og samfundsmæssige problemer forbundet ved at lade computeren overtage handlerne?" afbryder jeg ham midt i hans forklaring.

"Næ," lyder det korte svar - fulgt op af en forklaring:

"Faktisk ser jeg det lige omvendt. Hvis man anvendte computere til langsigtede investeringer, ville verden se bedre ud. Virksomhedernes prisfastsættelser ville blive mere korrekte, og vi ville undgå bobler, som i bund og grund udspringer af følelser hos investorerne," lyder hans analyse.

"Hvis man bruger computeren til meget kortsigtede handler og spekulationsforretninger, har du en pointe med dit spørgsmål. Så vil jeg også stille et stort spørgsmålstegn ved etikken."

"Men vi lever i et videnssamfund og ikke i et trossamfund. Her er det per definition teknologien, der bærer udviklingen frem, og it er spydspidsen. Det kan vi lige så godt acceptere," siger han.

Sådan fik Kurt bygget systemet

Tro mod nørd-traditionen begyndte det hele i en kælder.

Kurt Kara gik på universitetet i København, hvor han egentlig var i gang med en kandidatgrad i økonomi, men han kunne ikke holde sig fra kælderen, hvor universitetets Indre By Terminal (IBT) holdt til.

Det var et rum, hvor datidens computere var tilgængelige for de studerende.

"Når jeg fik fri, tog jeg direkte ned i IBT," beretter Kurt Kara, som var vejleder for sine medstuderende og samtidig fiflede med sine egne programmeringsprojekter.

"Dengang vidste jeg ikke, at det skulle ende med et aktiehandelssystem. Det handlede mest om fascinationen ved at programmere. Det var alene, fordi jeg syntes, det var sjovt."

Skakkens verden

I kælderen under universitetet brugte han sin tid - og de elementer fra skakkens verden, der passer så fint ind i den logisk tænkende koderverden.

"Skak handler om mønstergenkendelse og analyse. En god skakspiller kan lægge følelserne på hylden, bruge intellektet rationelt og må ikke gå i panik. Det gælder også for investorverdenen," fortæller han.

Den helt konkrete idé til at gøre SinAI til et forsøgsprojekt med rigtige penge blev skabt på en cafe på det indre Nørrebro i København i 2005.
"Jeg viste programmet til en ven, der også arbejder som investor," fortæller Kurt Kara.

"Jeg udfordrede ham til at vælge en aktie, som SinAI så skulle give en analyse af. For mig var det mest sjov og fremvisning af et computerprogram, som jeg selv havde bygget, men han var imponeret og klar til at ansætte mig i London," fortæller Kurt Kara.

Han ville dog ikke forlade landet, så vennen flyttede i stedet til Danmark, hvor de i dag driver løsningen i fællesskab.

Ideen om at skabe en maskine, der kan investere i aktier, er ikke en, der er udtænkt af Kurt Kara.

Mange anvender i dag computere til it-handel, og der findes et helt arbejdsfelt, kaldet QUANT (Quantitative finance), hvor ingeniører udvikler it-systemer inden for denne disciplin.

"Jeg har nok to afgørende fordele. Jeg har baggrund og erfaring fra investorverdenen sammen med viden om programmering. Når jeg ser på den øvrige udvikling inden for området, er den præget af, at der mangler enten den ene eller den anden side," siger han.

Han kan dog godt nikke genkendende til, at han ikke er alene med et it-system til aktiehandel.

Konkurrencen kommer til at blive hård på den boldbane.

"Det er fint nok, at andre også bruger samme principper. Måske kan de gøre det bedre, måske ikke så godt. Der vil være forskellige opfatteler af algoritmer, tidshorisonter og alt mulig andet. Konkurrence er, som på alle mulige andre områder, en fordel."

"En af mine fordele er dog, at jeg har været i gang i lang tid," siger han.

"Det er da heller ikke sådan, at it-systemer vil udkonkurrere den menneskelige faktor. Det er et supplement."

Blød programmering

De største forskelle fra tiden i kælderen til nu er, at der er kommet enorme muskler i dagens it samt et internet.

"I dag kan man afvikle mange samtidige tråde med hyper-threading, der er Intels gave til folket. Programmeringen og algoritmerne har for så vidt ikke ændret sig, bortset fra at der er kommet compilere, der hjælper med at finde den rigtige kode," siger han.

Sådan giver Kurt systemet ordrer

Kurt Kara, hvordan fortæller du dit it-system, hvad det skal gøre?

"I blød programmering anvender man indlærings-algoritmer, der kan tage højde for situationer på baggrund af tidligere erfaringer," fortæller han.

"Man forsyner systemet med en viden om, hvad der findes af spilleregler og parametre som eksempelvis statistik og regnskaber. På basis af algoritmerne finder SinAI selv frem til de rigtige valg. Det er basalt set en avanceret analyse, der foretages."

"Noget af det afgørende er, at et it-system er blottet for følelser og fornemmelser. Det undgår derfor bobler, der på kort sigt kan give store indtægter, men på lang sigt er urentable."

Af den grund bruger SinAI kun hårde informationer som regnskaber og ikke semantiske input som eksempelvis mediernes skriverier om et firma i sine vurderinger.

"Der er eksempler på brug af Twitter i investorverdenen, hvilket er fint til kortsigtede investeringer. Mine investeringer er langsigtede, og derfor er den slags bare støj."

SinAI har herefter fået frie hænder til at gøre arbejdet.

"Der er da flere eksempler på, at jeg har været meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle stoppe nogle af de handler, som systemet foreslår," griner han. Det har han dog ikke gjort, for computeren har fungeret helt uden menneskelig indblanding i det femårige forløb.

Den usynlige mand

"Kurt lever en stille tilværelse, men har gjort det rigtigt, rigtigt godt som investor. Han er nok den finansielle sektors svar på Michael Laudrup," fortæller den kollegaer, der forsøgte at få Kurt Kara med til børs-mekkaet London.

Det ville han dog ikke, fordi han er alt for glad for Danmark.

"Danmark er et bedre sted at leve," siger Kurt Kara og begrunder beslutningen med sig selv som udgangspunkt.

"Jeg voksede op hos en enlig mor, der var fabriks-arbejder, og pengene var små. Men jeg fik stadig alle muligheder på grund af det system, der er i Danmark. Vi havde ikke mulighed for at købe en computer, men de har altid været tilgængelige i fritidshjem, på skolen og på uddannelsesinstitutionerne," siger han.

Samtidig er der i Danmark stadig frihed og plads til, at man kan nå sine ønsker uanset baggrund.

"Jeg tog en avisrute for at tjene penge til min første computer. Den dag, jeg havde penge nok, sagde jeg jobbet op. Jeg hadede at gå med aviser, men tryksagerne gav mig råd til en Commodore 64."

"Jeg er så heldig, at jeg lever i et land, der giver sådanne muligheder. Det sætter jeg meget stor pris på, og det vil jeg ikke forlade," lyder det smilende fra børsmanden.

Efter fem års forsøg er SinAI nu på vej til at blive et rigtigt produkt, som man kan sætte sine sparepenge i, men Kurt Karas fascination af - og evne til at lege med it - er, trods den større alvor bag produkterne, ikke forsvundet med årene.

Ingen af Kurt Karas kolleger kan nævne nogen, der kan tæve ham i computerspil som Mindcraft og Diablo.

End ikke deres børn.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere