Artikel top billede

Forbudt fodbold på nettet scorer mod DR og TV2

Uautoriserede live-streams af EM-kampe kan ofte konkurrere med betalingstjenesterne. De er med stor sandsynlighed piv-ulovlige, men som seer løber du ingen risiko, siger it-advokat.

Forbudt fodbold på nettet scorer mod DR og TV2

Har man ikke lige et fjernsyn og en kanal-leverandør inden for rækkevidde, kan man altid ty til nettet og se EM-fodbold på computeren.

Både DR og TV2 sender live på nettet, når de transmitterer EM-fodbold, men hos TV2, der står for dagens kamp mellem Danmark og Portugal, må man først hoste op med nogle penge for et abonnement, hvis man vil se med på nettet.

Der findes flere andre lovlige tjenester, der tilbyder live-tv på nettet via et abonnement, som kan købes på månedsbasis eller årsbasis.

Svært at gendkende spillerne

Og så er der alle rødderne: Et hav af mere eller mindre suspekte sites tilbyder livestreams hapset fra en tv-kanal og videresendt i små vinduer på web-sider proppet med bannerannoncer og forstyrrende popups.

De er med stor sikkerhed bund-ulovlige, men der er mange af dem, de virker ofte uden problemer, og så er de gratis.

Faktisk virker de ulovlige tjenester i nogle tilfælde bedre end de lovlige, viser en uvidenskabelig test, som ComON har foretaget.

I mandagens kamp mellem England og Frankrig kunne man på sitet http://www.englishpremierleague.biz/ se et live-feed fra sportskanalen ESPN. Opløsningen var i Deres udsendtes øjne god nok til at at gøre kampen værd at se, men dårlig nok til at vanskeliggøre identifikationen af de enkelte spillere, så snart det gik lidt stærkt på banen.

Til sammenligning kunne DR Live brillere med en betydeligt bedre billedkvalitet på DR.nu, som sendte samme kamp live. Desværre havde DRs live-tv i højeste kvalitetsindstilling en kedelig tendens til at skabe buffering-pauser. På en 20 Mbit netforbindelse med en rimelig kraftig Windows 7 pc kom der buffering-pauser cirka hvert femte-tiende minut - sjovt nok falder de ufrivillige pauser i den slags situationer altid på de mest spændende tidspunkter lige foran mål.

Bedre lyd end DR

Med kvaliteten sat på mellemste niveau faldt opløsningen på DRs live stream til cirka samme niveau, som den ulovlige tjeneste kunne byde på.

Forskellen var nu, at DR streamet stadig kom med enkelte buffering-pauser, mens det ulovlige stream bare fortsatte støt og uden ophør.

Faktisk var der så vidt ComONs uvidenskabelige test kunne afsløre ikke et eneste hak i de uautorisede fodboldbilleder.

Lyden på det ulovlige stream var i øvrigt fremragende, og bedre end selv DRs på højeste kvalitetsniveau.

1-0 til de ulovlige, scoret på et flot langskud.

Kan du blive straffet for det?

ComON har ikke testet TV2's fodbold-streaming, men eftersom det er en betalingstjeneste, kan de ulovlige tjenester allerede på forhånd siges at løbe med sejren på lige det punkt, der handler om prisen. Endnu en scoring til de ulovlige, takket være tarvelige tricks, men et mål er jo et mål, som man siger i fodboldverdenen.

Men burde det åbenlyse brud på copyright-reglerne, som de uautoriserede live-streams begår, ikke medføre et kæmpe straffespark eller endda udvisning?

ComON har spurgt it-advokat Kasper Heine, om man egentlig begår noget ulovligt ved at tune ind på tjenester, som man godt kan regne ud ikke har de fornødne rettigheder - og om man ligefrem kan risikere at blive straffet for det.

"Teoretisk set kan du som forbruger godt komme i klemme, for rent teknisk foregår der en uautoriseret, midlertidig eksemplarfremstilling, hvis man ser tv-transmissioner på en computer, som streames uden samtykke fra rettighedshaverne. I praksis løber en forbruger dog næppe nogen reel risiko for at blive mødt af et krav fra rettighedshaverne," siger Kasper Heine, der er advokat i Bender von Haller Dragsted.

Det er altså klart ulovligt, men ville rettighedshaverne kunne bevise, at den ulovlige eksemplarfremstilling havde fundet sted?

Svært bevis

"Dokumentationen skal jo nærmest indsamles i realtid. De sports-sider, der streamer ulovligt fra tv-transmissioner, bliver løbende lukket ned af tv-stationerne, som muligvis kan få adgang til brugernes ip-adresser. Men stadigvæk: Jeg har svært ved at forestille mig, at det skulle være omdrejningspunkt nok for rettighedshaverne til, at de ville gå efter dem, der kigger," siger han.

Den ulovlige eksemplarfremstilling er lidt af en spidsfindighed i copyrightlovginingen: De eksemplarer, der fremstilles, eksisterer nemlig kun i meget kort tid i computer-hukommelsen.

"Kopien gemmes i computerens RAM. Det er kun kortvarigt, kun få sekunder, eller dele af sekunder, af det streamede indhold. Så det er formentlig en teoretisk problemstilling, at rettighedshaverne kan gøre et krav gældende mod brugerne for ulovlig eksemplarfremstilling," siger Kasper Heine.

Analogt er OK

It-advokaten peger på den pudsighed, at man som bruger gerne må se ulovligt streamet indhold, hvis det sker uden en computers mellemkomst:

"Hvis du satte en storskærm op et sted og viste indhold i den analoge verden uden samtykke fra rettighedshaverne, så ville der ikke være noget ulovligt i, at personer stoppede op for at kigge på udsendelsen, idet selve det at være tilskuer ikke er en ophavsretligt beskyttet handling. Derimod indebærer den midlertidige eksemplarfremstilling af udsendelsen af indhold, hvis den tilgængeliggøres og tilegnes digitale medier, at brugeren foretager en eneretsbeskyttet handling. Det er et af de der grænsetilfælde, hvor digital udnyttelse har nogle konsekvenser, som er anderledes end en sammenlignelig udnyttelse i den analoge verden," siger Kasper Heine.

Kampen mellem Danmark og Portugal spilles i aften kl. 18.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
SAP Excellence Day 2025

Hvordan du orkestrerer og opdeler SAP-projekter for at opnå gevinster hurtigere? Hvordan påvirker AI fremtiden for SAP i almindelighed og måske også din virksomhed? Dette er blot nogle af de svar du får ved at deltage på denne spændende konference.

03. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Backup, availability og disaster recovery

I en tid hvor truslerne mod it-driften kun vokser, er det afgørende at kende forskellen på backup, availability og disaster recovery. Deltag og få konkret viden og praksisnære eksempler på, hvordan I kan styrke jeres beredskab.

07. april 2025 | Læs mere


Cyberthreat Day, København: Trusler, angreb og forsvar i praksis

Stå rustet mod cybertrusler. Få et detaljeret overblik over de nyeste sårbarheder, angrebsmønstre og metoder, som cyberkriminelle anvender. Lyt til beretninger fra sikkerhedseksperter på den digitale frontlinje, og få indsigt i både succesfulde angreb og de, der blev afværget

08. april 2025 | Læs mere






White paper
Tidsbegrænset kampagne: Overvejer du at udskifte eller tilføje printere i din forretning? Vi kan tilbyde én eller flere maskiner gratis