Googles Android-chef Andy Rubin afviser i en tweet alle rygter om, at han har tænkt sig at forlade selskabet, og fortæller samtidig at Android nu bliver aktiveret på 900.000 nye enheder hver dag. Det er en fordobling i løbet af et år. På samme tidspunkt i 2011 var der mindre end en halv million aktiveringer om dagen.
Rubin fortæller dog ikke, hvordan disse aktiveringer fordeler sig mellem smartphones og tablets med Android.
Men der er ingen tvivl om, at Android ligger foran Apple. I det sidste kvartal har Apple solgt 35 millioner iPhones og 12 millioner iPads, og det svarer til 516.000 enheder om dagen.
Ifølge analysefirmaet Gartner har Android en andel på 56,1 pct. af smartphone-markedet, mens iOS ligger på 22,3 pct.
Rekorden for antallet af Android-aktiveringer blev sat den 24. og 25. december sidste år, hvor det nåede op på 3,4 millioner.
Rygterne om Rubins afgang fra Google skyldes, at han er involveret i et nystartet firma, Cloudcar. Men det er kun en gruppe af venner, som han har givet gratis kontorplads, skriver Rubin på Google+.