Så er der lagt op til børsfest senere i dag, hvor Facebook-aktierne bliver introduceret på teknologi-børsen Nasdaq i New York under forkortelsen "FB". Aktien er blevet prisfastsat til 38 dollar - 221,35 kroner - per styk - og det ligger i den høje ende af det spektrum mellem 34 og 38 dollar, som Facebook på forhånd havde meldt ud.
Det er den største børsnotering for et internet-firma nogensinde og selskabets samlede værdi kommer op på 104 milliarder dollar eller svimlende 606 milliarder kroner.
Facebook sælger 421 millioner aktier på børsen og henter 16 mia. dollar eller 93 mia. kr. i denne omgang. Det er dog kun halvdelen af pengene, der går til selskabet selv, men resten går til forskellige tidlige investorer.
Det otte år gamle firma fra Menlo Park er dermed med ét slag blandt verdens mest værdifulde børsnoterede virksomheder - og nogle analytikere forventer, at aktiekursen vil stige voldsomt allerede på den første dag.
Med sine 900 millioner medlemmer er Facebook verdens største sociale netværk, men der er tvivl om selskabets forretningsmodel. Det kan lægge en dæmper på børsfesten. Senest har General Motors meldt ud, at man ikke længere vil bruge penge på Facebook-annoncer.
Facebook-stifter Mark Zuckerberg er ikke selv i New York senere i dag for at ringe klokken på børsen - han bliver i Californien.
Det er usædvanligt, men Facebook er heller ikke en helt almindelig virksomhed. Selskabet bliver ofte sammenlignet med Google, der gik på børsen i 2004 med en værdi på 23 mia. dollar. I dag er søgegiganten ti gange mere værdi.
Mange nye millionærer
Der bliver skabt mange nye millionærer og milliardærer i dag. En af dem der kan glæde sig over en milliard-indtægt er Facebook-stifteren Eduardo Saverin, der netop har droppet sit statsborgerskab i USA og dermed sandsynligvis kan slippe for en større skatteregning.
Mange nuværende og tidligere medarbejdere tjener stort på deres aktier og optioner. En af dem der kommer til at profitere af børsnoteringen er graffiti-kunstneren David Choe, som lavede malerier til Facebooks første hovedkvarter - og gjorde en ganske fornuftig handel. I stedet for kontanter blev han betalt med aktier i firmaet. Disse aktier er nu mere end en milliard kroner værd.
Marks Zuckerbergs egne aktier har en formodet værdi på omkring 165 milliarder kroner. Den første eksterne investor, Peter Thiel, har aktier til en værdi af 12 mia. kr.
U2-frontmanden Bonos investeringsfirma Elevation Partners kan også hente en pæn milliard-fortjeneste, og det samme kan Accel Partners, som investerede i Facebook allerede for syv år siden.
Firmaets økonomichef Sheryl Sandberg ejer 0,1 pct. af aktierne og det skulle være nok til at gøre hende til den rigeste kvinde i Silicon Valley.
Mange af pengene går til Rusland - den russiske milliardær Yuri Milner ejer 7 procent af selskabet. Mark Zuckerbergs far, en tandlæge i New York, har også en pæn aktiepost. Medstifteren Dustin Moskovitz har 133,8 millioner aktier.
I de første år blev 250 Facebook-ansatte belønnet med værdifulde aktieoptioner. Det stoppede i 2007, men mange af de senere ansatte ejer alligevel millioner af aktier.
Der regnes med 1.000 nye dollar-millionærer og det kan også få huspriserne i Silicon Valley til at stige.