Læs mere: Svensker tæt på at udlevere hidtil skjult IT Factory-formue
Bagmandspolitiet står på sidelinjen, når kurator Boris Frederiksen for tiden forsøger at få en afgørende aftale i stand, der skal føre ham til de skjulte 200 millioner kroner efter IT Factory-svindlen.
Det oplyser leder Jens Madsen af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, i daglig tale kaldet Bagmandspolitiet.
"Selvfølgelig følger vi med på sidelinjen også i forhold til, hvor der måtte komme nogle penge fra, fordi vi jo har et krav mod Ljungman," fortæller han til Computerworld.
Mikael Ljungman, der er Stein Baggers svenske makker, fik udover sine syv år i fængsel også en konfiskationsdom på 50 millioner kroner og erstatning til konkursboet på 200 millioner kroner.
Aktiv i pengejagt
Netop konfiskationskravet mod Mikael Ljungman gør, at politiet fortsat er aktiv i pengejagten.
"Så hvis det er sådan at vi kan se, hvor der kommer nogle midler fra, så interesser vi os selvfølgelig for det, fordi vi har et konfiskationskrav," siger Jens Madsen.
De skjulte millioner vil dog gå til samme kasse hos kurator og til boets kreditorer, der har tabt pengene.
"Hvis vi fik honoreret vores konfiskationskrav, så ville det gå til kurator, så kurator laver så at sige noget af arbejdet selv," forklarer Jens Madsen om aftalen, der kun mangler en underskrift.
Politiet har imidlertid også gang i sin egen jagt på IT Factory-pengene.
Her er politiets egen pengejagt
Politiet interesserer sig altså stadig for, dels hvor pengene måtte komme fra og dels hvor de forsvundne millioner kroner måtte være.
Faktisk har politiet fortsat flere retsanmodninger ude.
"Vi har stadigvæk et par retsanmodninger ude til et par lande omkring pengene, det er jo det, der udestår i sagen," fortæller Jens Madsen til Computerworld.
Afventer fortsat Ljungman
Omkring aftalen mellem kurator og Mikael Ljungman understreger Jens Madsen dog, at det er kurators aftale.
"Det er kurators egen kompetence om han vil lave sådan en aftale eller ej. Det har vi ikke så meget med at gøre," siger Jens Madsen, der dog står på sidelinjen og følger nøje med.
Kurator Boris Frederiksen oplyser til Computerworld, at man forsat mangler underskriften fra Mikael Ljungman på aftalen.
Den store svindelsag brød ud i december 2008 og siden er Stein Bagger blevet idømt syv års fængsel, hvilket altså også er tilfældet med Mikael Ljungman.
I øjeblikket verserer fortsat en erstatningssag imod bestyrelsen og selskabets revisionsselskab, KPMG, der afkræves en milliard kroner.