Læs også: Din mening: Er 1. maj i it-branchen en død sild?
"Svaret er nej, dagen er ikke en død sild i en moderne branche som it-branchen. Den er levende, og det er stadig muligt at engagere medlemmer omkring kampdagen ved at give dem indflydelse på, hvad der skal foregå og hvordan."
Hos it-fagforeningen Prosa peger formand Niels Bertelsen på, at fremgangsmåden har "fordoblet deltagerantallet til vores 1. maj arrangement gennem de senere år".
For 1. maj er, hvad vi selv gør den til, og selv om den er forankret i en faglig tradition, kan vi godt bruge den til at sætte fokus på problemerne i den moderne verden, forklarer Prosa-formanden.
"Prosa har altid deltaget i fejringen af kampdagen, både fordi vi er en faglig organisation men også fordi, vi bruger anledningen til at sætte fokus på nogle af de ting, som optager os i nuet," siger han.
Unge går op i lønmodtagerrettigheder
Selv om det er en tradition at fejre 1. maj, er det vigtigt at gøre den vedkommende og at få medlemmerne til at støtte op om sagen, mener han.
"I Prosa giver vi de unge medlemmer stor indflydelse på, hvad der skal foregå, og hvordan vi skal markere os."
Gennem de senere år har de unge fastlagt temaet for Prosas 1. maj, og arrangeret optog og paroler, oplyser Niels Bertelsen.
"I år vil vi ikke gå i demonstration mod Fælledparken, men vi vil lave et frihedsoptog mod ACTA og for digitale rettigheder."
Samtidig vil foreningen promovere nogle af dets aktiviteter som "Ledige Uddeler Smileys og indsatsen for bedre vilkår for de ledige".
"Og selv om det også kan lyde lidt umoderne, så går Prosas unge faktisk ind for lønmodtagerrettigheder og faglighed, og vil gerne være med til at skabe debat og røre om det," siger Prosa-formanden.