Computerworld News Service: I løbet af årets første tre måneder kom der mere e-mailspam fra Indien end fra USA, hvilket betyder, at dette asiatiske land nu er verdens største kilde til e-mailspam, oplyser sikkerhedsfirmaet Sophos.
Indien var ansvarlig for 9,3 procent af den globale e-mailspam fra januar til og med marts i år, kan man læse i Sophos' seneste dirty dozen-rapport, der giver en oversigt over de 12 lande, det såkaldte beskidte dusin, der udsender mest spam på verdensplan.
USA, som traditionelt har stået øverst på denne liste, kommer med en andel på 8,3 procent i første kvartal 2012 på andenpladsen efter Indien.
På tredjepladsen ligger denne gang Sydkorea med en andel på 5,7 procent.
Malware
Langt størstedelen af al spam udsendes af computere, der er inficeret med en eller anden type malware og således er del af et botnet, forklarer Graham Cluley, der er senior technology consultant hos Sophos, i et blogindlæg.
"Hvis du har modtaget spam i år, er der næsten en tiendedel chance for, at det blev videresendt af en computer i Indien."
Indiens nye position som spamkongen over alle verdens lande bekræftes også af spam-rapporter fra andre sikkerhedsleverandører.
Månedlig spam-statistik fra antivirusfirmaet Kaspersky Lab for januar, februar og marts placerer ligeledes Indien som den aktuelt største kilde til spam.
Faldende mængder
USA er dog slet ikke med på Kasperskys lister over de 12 største kilder til spam for disse tre måneder, så der er afgjort nogle uoverensstemmelser mellem, hvad de to sikkerhedsfirmaer kigger på.
Den samlede globale mængde spam i løbet af årets første tre måneder er mindre end i første kvartal 2011.
Det er på grund af spam-bekæmpende initiativer fra internetudbyderne, men også fordi spammerne i stigende grad foretrækker at anvende sociale medier i stedet for e-mail, forklarer Cluley.
Den såkaldte skadelige spam, hvilket inkluderer phishing og beskeder med links til malware, bliver dog fortsat i høj grad distribueret via e-mail, og mængden af denne form for spam er faktisk steget.
"Lad ikke din computer blive en medvirkende årsag til det globale spam-problem," skriver Cluley. "Forsvar den med opdateret antivirus-software, og vær opmærksom på, hvilke links du klikker på, og hvilken software du installerer."
Oversat af Thomas Bøndergaard