Nu advares Android-brugere mod at hente applikationer fra uofficielle kanaler. Flere falske Android-apps er sendt i omløb på nettet - senest er det en falsk version af Instagrams nye app til Android. I sidste uge var det spillet Angry Birds Space, der blev brugt til at sprede malware.
Sikkerhedsfirmaet Sophos fortæller at man bør holde sig til den officielle Google Android Play markedsplads. Her kan man være forholdsvis sikker på, at programmerne er ægte.
Den falske Instagram-applikation tilbydes blandt andet på en russisk hjemmeside. Når den er installeret sender den sms'er i baggrunden til dyre betalingstjenester.
"Android-malware er et stigende problem. Sidste uge kom en falsk udgave af Angry Birds Space og det er meget sandsynligt, at de personer som står bag også bruger navne og billeder fra andre populære applikationer som lokkemad," siger Graham Clueley fra Sophos.
Instagram rider ellers på en bølge af succes i øjeblikket. Firmaets officielle Android-applikation er downloadet mere end fem millioner gange på en uge, og Facebook har netop overtaget Instagram for en milliard dollar. Det er denne opmærksomhed, som de it-kriminelle nu forsøger at udnytte med deres falske applikation.
Som en lille interessant krølle på historien har Sophos opdaget, at den falske Instagram-applikation indeholder flere billeder af den samme person - en sjusket klædt mand til et russisk bryllup. Men det vides ikke, om det er bagmanden eller blot en helt tilfældig person.
Den falske version af Angry Birds Space er næsten identisk med det rigtige spil, men den installerer malware i baggrunden. Det betyder at telefonen kommer til at indgå i et Android-botnet, som kontrolleres af de it-kriminelle.
"Android-brugere skal være mere forsigtige når de downloader applikationer fra sites, især når det ikke er de officielle Android-markeder," slutter Clueley.