Læs også:
It-rektor: Sådan forhindrer vi milliard-spild med it
Det handler ikke om at arbejde mere, men om at arbejde smartere, og både medarbejdere og virksomheden skal gøre arbejdskulturen mere appetitlig og fleksibel for at øge produktiviteten.
Sådan lyder konklusionen i en undersøgelse fra Dansk Erhverv og Microsoft. Den er sat i verden for at fokusere på en mere smidig og smart arbejdsgang i de danske virksomheder.
Samtidig har en række virksomheder og organisationer som Dansk Erhverv, Dansk Energi, Djøf, Microsoft og Telenor udnævnt denne uge, uge 16, til Arbejd Smartere-uge for derved at sætte fokus på, hvordan danskerne man blive bedre arbejdskraft via innovation.
Solid stigning
Undersøgelsen fra Dansk Erhverv og Microsoft viser, at 25 procent af danskerne i et eller andet omfang arbejder fra distancen hver eneste dag.
Sidste år var dette tal på 16 procent.
Desuden anvender hele 64 procent af arbejdsstyrken distancearbejde hver uge - og 77 procent i det hele taget.
Det lyder som mange, men faktisk ønsker initiativtagerne, at tallene skal være endnu større.
Gennem Arbejd Smartere-ugen ønsker de således at inspirere til at bryde vaner og finde nye og smartere måder at arbejde fleksibelt.
Filosofien bag er, at når vi selv kan tilrettelægge vores arbejdsdag, gør det os mere produktive og sikrer samtidig en bedre balance mellem arbejde og privatliv.
"Vi har i dag de teknologiske værktøjer, der kan frigøre os fra kontoret. Målet med Arbejd Smartere-ugen er derfor, at vi kan få virksomheder og medarbejdere til at få øjnene op for gevinsterne ved at arbejde smartere og tage de første skridt i den rigtige retning," siger Nana Bule, divisionschef i Microsoft.
Ikke bare hjemmearbejdsdage
Ifølge Dansk Erhverv og Microsoft er måden at tilrettelægge fleksibilitet og smartere arbejde på dog individuel for både virksomhed og medarbejder.
Arbejd Smartere-initiativet er derfor ikke kun et spørgsmål om flere hjemmearbejdsdage, men lige så meget et spørgsmål om nye metoder, teknologiske værktøjer og samarbejdsmodeller, lyder det i pressemeddelelsen.
En af pointerne ved at frigøre medarbejdere fra skrivebordet på arbejdspladsen er, at når de får frihed, bliver de også mere produktive.
I undersøgelsen kan man således læse at 82 procent af dem, som arbejder fra distancen, er mindst lige så produktive, som var de på kontoret, og 36 procent er mere produktive.
Et stænk malurt i det bæger er, at kun 23 procent af de danske virksomheder har formaliseret regler for distancearbejde.
Det er ifølge initiativtagerne for lidt.
"Det er vores klare vurdering, at de væsentligste fordele ved fleksibelt arbejde er, at man bedre kan få arbejds- og privatlivet til at hænge sammen. Og når så mange arbejder fra distancen, er det afgørende, at virksomhederne får skabt den rette kultur, som fordrer smartere arbejde," siger Birgitte Meisner Nielsen, fagchef for HR og ledelse hos Dansk Erhverv.
Læs også: