Den svenske onlineforhandler har nu endeligt udpeget Georgi Ganev som ny koncenchef.
Georgi Ganev kommer fra en stilling som salgschef hos Telenor, hvor han bliver, indtil jobstart hos Dustin senest 1. oktober i år.
"Det kan blive tidligere, men jeg skal først sikre mig, at det bliver en smidig overgang her på Telenor, når jeg giver arbejdet videre til min efterfølger," siger Georgi Ganev til CRNs svenske søstermedie it24.
Udpegelsen af en efterfølger til afgående koncernchef Per Eriksson, der 1. august 2011 bekendtgjorde sin afsked med Dustin, har været langvarig.
I december 2011 gik der rygter om, at den svenske forhandler var tæt på at udpege en ny koncerndirektør. Dette gik dog i vasken, da kandidaten tilsyneladende trak sig i sidste øjeblik.
Præcist hvor længe, Georgi Ganev har været i kontakt med Dustin, vil han ikke ud med, men han fortæller til it24, at han glæder sig til at stå i spidsen for Dustin.
Per Eriksson fratrådte endeligt sin stilling som koncernchef hos Dustin 1. marts, hvor han tiltrådte som administrerende direktør i online-spilvirksomheden Net Entertainment. Dustins finansdirektør Johan Karlsson fungerer som midlertidig koncernchef, indtil Georgi Ganev officielt tiltræder stillingen senest 1. oktober 2012.